Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2024/01/22 til 2024/01/30.

Brand i garage – Strandbakken, Kalundborg

Kl. 13.16 modtog politiet et alarmopkald fra en husejer om en brand. Politi og brandvæsen kom frem til adressen, hvor det viste sig, at der var gået ild i et køleskab, som befandt sig i en garage. Branden havde spredt sig til en radio, der stod oven på køleskabet samt en træhylde. Brandvæsnet fik slukket branden, som gav mindre sodskader på væggen, hvor køleskabet havde stået. Ingen personer kom noget til i forbindelse med branden.

Først den ene vej og så den anden vej – Østre Havnevej, Kalundborg

Kl. 16.35 kom en 27-årig mand fra Jyderup kørende i østlig retning, da hans køretøj blev målt med politiets lasermåler. Hastigheden blev målt til 96 km/t på en strækning, hvor hastigheden ikke må overstige 50 km/t. Manden kan se frem til at få en bøde for hastighedsovertrædelsen på 5400 kr. samt 500 kr. i bidrag til offerfond. Sagen lægges op til en frakendelse af førerretten.

Kl. 18.55 målte patruljen i vestlig retning på Østre Havnevej, hvor en 31-årig mand fra Kalundborg kom kørende mod vest. Lasermåleren målte hastigheden til 86 km/t på en strækning, hvor hastigheden ikke må overstige 50 km/t. Føreren af bilen var påvirket af cannabis og havde ikke generhvervet kørekortet. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. Han vil få sagerne afgjort, når resultatet af blodprøven modtages af politiet. Sagen lægges op til en frakendelse af førerretten på grund af hastighedsovertrædelsen.

Knallert og personbil stødte sammen – Høng Landevej, Høng – Kalundborg

Kl. 06.56 påkørte en knallert en personbil, ført af en 38-årig mand fra Slagelse, som kørte frem for ubetinget vigepligt, da bilisten kørte fra en tankstation. Knallerten, som blev ført af en 28-årig mand fra Gørlev Sj., kom kørende i sydlig retning på cykelstien på den østlige side af vejen, dvs. i den forkerte side af vejen. Knallerten påkørte ved sammenstødet personbilen på højre forside, og i den forbindelse kom knallertføreren, som var iført hjelm, lettere til skade, og han blev kørt på sygehuset til behandling.

Mand varetægtsfængslet efter vold på værtshus – Dybekær, Gørlev Sj. – Kalundborg

kl. 22.28 kom en anmeldelse om en voldelig gæst på et værtshus i Gørlev Sj. Manden havde forøvet vold mod både personale og andre gæster i forbindelse med, at han var blevet bortvist på grund af dårlig opførsel.

Politiet kom frem og anholdt den voldsomme mand, en 21-årig mand fra Kalundborg, som blev sigtet for vold ved at have nikket en kvindelig bartender en skalle, og at have slået en 23-årig kvinde i ansigtet med knyttet hånd, da hun forsøgte at hjælpe bartenderen. Den anholdte mand blev desuden sigtet for vold mod en 25-årig mand, som fik et knytnæveslag i ansigtet, da han forsøgte at skubbe den voldelig mand ud af værtshuset efter volden mod de to kvinder. Ingen af de forurettede kom noget alvorligt til.

Den 21-årige mand blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af en hobbykniv, som han ikke havde et anerkendelsesværdigt formål til at besidde. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og kniven beslaglagt.

Han blev kørt til politistationen til afrusning og senere afhøring og sagsbehandling. Den 21-årige havde en tidligere dom for vold, så han blev søndag fremstillet i grundlovsforhør som sigtet for i gentagelsestilfælde. Han blev varetægtsfængslet til den 13. februar.

Narkokørsel – Bredgade, Kalundborg

Kl. 01.00 blev en 29-årig mand fra Kalundborg standset af politiet, da han kom kørende på Bredgade, på trods af, at han var påvirket af narkotika og derudover frakendt førerretten. Den 29-årige blev sigtet for kørsel i narkopåvirket tilstand samt for kørsel i frakendelsestiden. Han fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

Narkokørsel – Parcelvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 18.10 blev en 25-årig mand fra Svebølle sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand, da han kom kørende ad Parcelvej, til trods for at han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden var anholdt i forbindelse med, at han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Sagen afgøres, når resultatet af blodprøven modtages af politiet.

Narkokørsel – Stationsvej, Kalundborg

Kl. 08.36 blev en 50-årig mand fra Kalundborg sigtet for narkokørsel, da han kom kørende på en knallert på Stationsvej i vestlig retning til trods for, at han var narkopåvirket. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt.

Narkokørsel uden førerret – Sæbyvej, Høng – Kalundborg

Kl. 16.57 blev en 38-årig mand fra Svebølle sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand og uden førerret, da han kom kørende ad Sæbyvej i nordvestlig retning. Manden blev anholdt, fik udtaget en blodprøve og derefter løsladt. Sagerne afgøres, når resultatet er blodprøven modtages af politiet.

Sliktyv afsløret – Torvet, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 15.34 blev en 13-årig dreng tilbageholdt uden for en dagligvarebutik, han netop havde forladt uden at betale for noget slik, han havde taget i butikken, men undladt at betale for. Drengen blev tilbageholdt i butikken, og en patrulje kom frem til stedet, hvor drengens pårørende blev tilkaldt, ligesom de sociale myndigheder blev underrettet om tyveriet, som drengen erkendte. Politiet optog rapport i sagen.

Spiritus- og narkokørsel – Kragerupgårdsvej, Høng – Kalundborg

Kl. 02.05 standsede en patrulje en bil ført af en 32-årig mand fra Høng, som var påvirket af spiritus over det tilladte samt narkotika, hvilket manden erkendte. Manden var anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve, og betjentene sikrede bilnøglerne til den bil, han var kørende i med henblik på udlevering til rette ejer. Manden kan forvente at høre nærmere på et senere tidspunkt.

Spirituskørsel – Sydhavnsvej, Kalundborg

Kl. 18.24 blev en 44-årig mand fra Gørlev Sjælland anholdt og sigtet for kørsel i spirituspåvirket tilstand, da han kom kørende ad Sydhavnsvej i nordgående retning, uagtet at han var påvirket af spiritus over det tilladte. Manden fik udtaget en blodprøve til sagen, som afgøres på et senere tidspunkt, hvorefter han blev løsladt igen.

Spirituspåvirket bilist nåede ikke at bremse – Esbern Snaresvej, Kalundborg

Kl.18.24 kørte en 41-årig kvindelige bilist op bag i en forankørende, som bremsede ned for at svinge til venstre ind til en ejendom. Begge bilister kørte ad Esbern Snaresvej mod vest i Kalundborg, da sammenstødet skete. Ingen kom noget til, men der var en ambulance fremme på stedet.

Politiet blev tillkaldt, da den 41-årige kvinde blev skønnet påvirket af alkohol. Patruljen kom frem og anholdt den kvindelige bilist, som ikke ville deltage i en alkometertest. Hun blev voldsom, og blev derfor kørt til politistationen i Roskilde. Her blev hun blev sat i detentionen, fik udtaget en blodprøve og løsladt senere på aftenen. Politiet optog rapport om spiritusuheldet.

Søredning indstillet – Vestre Havneplads, Kalundborg

Kl. 13.23 fik politiets vagtcentral en anmeldelse om, at en mand var gået ud i vandet med tøj på ved Vestre Havneplads i Kalundborg, og der blev iværksat en søredning. Politi og redningshelikopter blev sat ind, og en ambulance holdt klar ved havnen.

Politiets indsatsleder undersøgte stedet og fandt tegn på, at en personen nok var gået op af vandet og i retning mod byen. Søredningen blev indstillet, og på en adresse i nærheden, fik betjentene kontakt til en 28-årig mand, som havde været et smut i havnebassinet. Han var ok, og der blev ikke skønnet behov for yderligere hjælp.

Indbrud i Perioden

Torvet, Kalundborg