Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/09/18 til 2023/09/26.

Arbejdsulykke – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 06.41 var en mand kommet til skade i forbindelse med sit arbejde på Klosterparkvej i Kalundborg, så en ambulance var blevet tilkaldt til ulykkesstedet.

Det viste sig, at en 49-årig mand fra Litauen var kommet til skade og endte med at blive fløjet til Rigshospitalet i en tilkaldt lægehelikopter. Han blev indlagt til undersøgelse og behandling for mulige knoglebrud, men meldtes uden for livsfare.

Politiet underrettede Arbejdstilsynet, der sammen med politiet undersøgte et stillads, hvorfra den tilskadekomne var faldet nogle meter ned. Resultatet af undersøgelserne indgår i myndighedernes vurdering af, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Færdselsuheld – Bjerge Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 14.10 rykkede politiet sammen med en ambulance ud til Bjerge Landevej, hvor flere bilister var involveret i et såkaldt harmonikasammenstød.

Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, der var sket under kørsel i nordlig retning. En 28-årig mand fra Høng havde ikke været tilstrækkelig opmærksom under kørslen, så han havde påkørt bagenden den forankørende, hvis bil var blevet skubbet frem i en tredje bilist. Som følge af sammenstødene var en kantpæl blev ramt og ødelagt.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i sammenstødet.

 

Færdselsuheld – Kirkevangen, Gørlev – Kalundborg

Kl. 14.56 var en bilist forulykket og havde påkørt en husmur på Kirkevangen i Gørlev, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Politiet fik klarlagt, at en 18-årig mand fra Slagelse i en personbil var kørt ad Kirkevangen mod syd, da han af ukendte årsager havde mistet kontrollen over bilen, så han påkørte en husmur, inden bilen standsede i nordgående spor på Kirkevangen.

Den 18-årige blev tilset af ambulancepersonalet, men var tilsyneladende ikke kommet til skade.

Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Færdselsuheld – Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg

Kl. 14.09 fik politiet via alarm 112 melding om, at bilist var forulykket under kørsel ad Svallerup Bygade i Svallerup, så bilen nu lå på taget.

Det viste sig, at en 49-årig kvinde fra Solrød Strand under kørsel ad Svallerup Bygade i en personbil formentlig havde fået et ildebefindende. Herved mistede hun kontrollen over bilen, der havde retning over i modsatte kørebanehalvdel.

En passager på forsædet i bilen greb ind og styrede bilen mod højre ud i rabatten, så bilen kørte i grøften og rullede rundt, inden den endte på taget.

Ingen af de to personer kom til skade ved uheldet, og ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet.

Politiet har optaget rapport om uheldet for at få afklaret de nærmere årsager til det oplyste ildebefindende hos føreren af personbilen.

 

Humanitær eftersøgning – Høng – Kalundborg

Kl. 00.22 rykkede flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ud til Høng-området for at lede efter en 15-årig pige fra Høng. Hun havde ifølge bekymrede pårørende forladt bopælen en time tidligere og kunne være taget hjemmefra i nedtrykt sindstilstand.

En humanitær eftersøgning blev sat i gang, hvilket resulterede i, at politiet kl. ca. 01.00 fandt den savnede i et busskur ved Høng. Hun blev indledningsvist tilset af personalet fra en tilkaldt ambulance, men blev efterfølgende af politiet bragt til et hospital, hvor hun frivilligt blev indlagt til undersøgelse og fornøden behandling i anledning af sin nedtrykte sindstilstand.

Indbrudstyv(e) aktiverede alarm – Firkløvervej, Greve

Kl. 00.58 slog en 70-årig kvinde fra Greve alarm til politiet, da hendes tyverialarm var blevet aktiveret kort forinden og havde vækket hende, mens hun sov på førstesalen i boligen.

Da hun undersøgte årsagen til alarmen, opdagede hun, at et vindue stod åbent, og at der var spor efter personers færden inden.

Politiet kørte hurtigt til stedet, men fandt ikke umiddelbart nogen mistænkte i området omkring Firkløvervej. Indbrudstyven(e) havde opbrudt et køkkenvindue og var kommet indenfor, hvorved tyverialarmen var blevet aktiveret.

Intet var tilsyneladende blevet stjålet, og politiet undersøgte stedet for eventuelle spor, der kan være med til at identificere nogen mistænkte. Beboeren så ikke nogen personer, hvorfor der ikke er noget signalement af nogen.

Lov om euforiserende stoffer – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 08.50 standsede politiet en 51-årig mand fra Kalundborg som fører af en knallert, da han kom kørende ad Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg.

Ved kontrollen fik politiet mistanke om, at manden kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer. Mistanken blev bekræftet, da politiet fandt den 51-årige i besiddelse af 20 gram hash, som blev beslaglagt som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Den 51-årige selv var ikke påvirket af euforiserende stoffer, så han blev ikke sigtet for noget i relation til hans kørsel på knallerten. Senere kan han forvente at høre fra politiet, når sagen om hashbesiddelsen skal afgøres.

Narkokørsel – Nykøbingvej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 17.15 blev en 30-årig kvinde fra Eskebjerg sigtet for narkokørsel i den personbil, som politiet havde standset på Nykøbingvej i Føllenslev.

Den 30-årige havde deltaget i en narkometertest, der indikerede, at hun var påvirket af narkotika under kørslen, så hun fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Hun hører nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Gørlev Landevej, Høng – Kalundborg

Kl. 10.11 standsede politiet i en rutinemæssig kontrol en personbil, som blev ført ad Gørlev Landevej i sydlig retning ved Høng.

Bag rattet i bilen sad en 41-årig mand fra Gørlev Sj., som ikke kunne fremvise noget kørekort, idet han i forvejen var frakendt førerretten og derfor ikke måtte være fører af et køretøj, hvortil et kørekort var krævet.

Den 41-årige deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis under kørslen. Han blev herefter sigtet for narkokørsel og fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Da personbilen er ejet af en anden den 41-årige, undersøger politiet, om der måtte være grundlag for at sigte bilejeren for at have overladt føringen af køretøjet til en person, der ikke lovligt kunne være fører.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Gørlev Landevej, Høng – Kalundborg

Kl. 17.37 sigtede og anholdt politiet en 36-årig mand fra Slagelse, som kørte på Gørlev Landevej i Høng, selvom han var narkopåvirket og frakendt førerretten i ti på grund af tidligere sager om kørsel i påvirket tilstand. Den 36-årige kørte i en lånt bil, så ejeren af bilen blev sigtet for at overlade sit køretøj til en person, som ikke lovligt må føre det. Efter at have afgivet en blodprøve blev den 36-årige løsladt. Han vil senere høre mere i sagen.

Spiritus-/narkokørsel uden førerret – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 17.48 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom bilist, der undrede sig over en anden bilists usikre kørsel i en personbil ad Kalundborgvej i østlig retning i Snertinge.

En patrulje kørte til området og fik kontakt til og udramtatisk standset den pågældende personbil, hvori en 42-årig mand fra Ruds-Vedby sad bag rattet. Han havde ikke noget kørekort, som han ikke havde fået generhvervet efter udløbet af en tidligere frakendelse.

Den 42-årige blev tillige sigtet for både spiritus- og narkokørsel, da politiet skønnede ham påvirket heraf mere end tilladt. Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, så han kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Spirituspåvirket bilist endte i grøften – Sorøvej, Høng – Kalundborg

kl. 23.10 endte en bilist i grøften på Sorøvej ud for Sæby, så en patrulje kørte til stedet. Både bilisten, en 37-årig mand, og en kvindelig passager var uskadte, men biliste viste sig at være spirituspåvirket over det tilladte. Han var desuden frakendt førerretten, og blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Den 37-årige oplyste, at han endte grøften, fordi han skulle undvige et rådyr og mistede herredømmet. Bilen havde den 37-årige lånt, så ejeren blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden kørekort. Den 37-årige blev løsladt efter blodprøveudtagelsen, men vil høre mere i sagen når blodprøven er blevet analyseret.

Ulovlig knallert – Borretoften, Høng – Kalundborg

Kl. 19.22 fik en patrulje standset en lille 30-knallert på Borretoften i Høng bl.a. på grund af manglende lys på knallerten, som i øvrigt også kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t.

Da politiet fik øje på og kontakt med knallertkøreren, undlod føreren at standse trods politiets tegn herom, så det lykkedes først på Borretoften at få føreren standset.

Føreren anvendte heller ikke styrthjelm under kørslen, og knallerten viste sig hverken at være registreret eller lovpligtig ansvarsforsikret.

På grund af mistanken om konstruktive ændringer, så knallerten kunne køre hurtigere end tilladt, blev knallerten indbragt til nærmere undersøgelse på et rullefelt.

Knallertkøreren var en 27-årig lokal mand, der nu for anden gang inden for de seneste tre år er mistænkt for at køre rundt på en knallert med konstruktive ændringer. Såfremt undersøgelsen på rullefeltet bekræfter dette, kan den 27-årige risikere at miste knallerten som følge af en konfiskation på grund af gentagelsestilfælde.

Indbrud i Perioden

Jernbanevej, Høng

Kåstrupvej, Kalundborg

Esbern Snaresvej, Kalundborg

Jernbanevej, Høng