Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/10/12 til 2022/10/24.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i skraldespand – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 17.25 opstod en brand i en skraldespand ved et kontor til en spillehal i Høng centeret. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der var kraftig røgudvikling. Alle personer blev evakueret fra spillehallen og omkringliggende butikker. Sprinkleranlægget i centeret blev aktiveret, og brandvæsnet fik slukket ilden før den spredte sig. Der skete ikke de store brandskader og ingen personer kom noget til ved branden. Der skete dog røg- og sodskader i flere butikker i nærheden af branden. Da branden var slukket blev brandstedet undersøgt nærmere. Det viste sig, at branden formentlig startede på grund af et tømt askebæger. Politiet undersøger nu, om nogen skal sigtes for at have overtrådt reglerne i beredskabsloven.

Drabsforsøg – Mullerupvej, Mullerup, Slagelse – Kalundborg

Kl 23.42 blev det anmeldt, at der på en landejendom ved Gørlev skulle være blevet affyret et skud mod en 24-årig mand fra Kalundborg. Manden havde som følge af skuddet fået et strejfsår på siden af hovedet. Skudafgivelsen var tilsyneladende sket som følge af en overensstemmelse mellem to grupper af personer på stedet. To mænd på hhv. 27 og 35 år fra Vestsjælland blev anholdt og sigtet for drabsforsøg. Politiet har været på stedet hele natten og fortsætter i dag med yderligere ransagning på adressen. De to personer ventes fremstillet i grundlovsforhør i løbet af eftermiddagen mandag.

Færdselsuheld – Sydhavnsvej, Kalundborg

Kl. 13.01 ville en 61-årig mand fra Haslev i en personbil køre ud fra en tankstation på Sydhavnsvej. Han holdt tilbage for en anden bilist, der kørte i nordlig retning, men som svingede ind på tankstationen.
Den 61-årige begyndte samtidig sin udkørsel ud på Sydhavnsvej, men blev ramt af en motorcyklist, der kørte ad Sydhavnsvej i nordlig retning. Motorcyklisten væltede, men den 71-årige mandlige fører fra Kalundborg slap med diverse knubs.
Der skete mindre materiel skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om.

Færdselsuheld – Sæbyvej, Høng – Kalundborg

Kl 04.50 ramte en af politiets patruljevogne et stort hul midt på vejen. Bilen blev hårdt medtaget af uheldet, men de to politifolk slap uden skader. I den forbindelse kontaktede politiet brandvæsnet med besked om, at hullet var dårligt afmærket. Men kl 06.25 får politiet endnu anmeldelse om en bil, der overså hullet og kørte direkte hen over det med skader på bilen til følge.

Færdselsuheld / spiritus-/narkokørsel – Gl. Skovvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 00.44 rykkede redningspersonale og politiet ud til en bilist, der var forulykket og endt med påkørsel af et træ.
Det viste sig, at en 27-årig mand fra Svebølle var kørt i en personbil ad Gl. Skovvej mod øst, da han af ukendte årsager og uden øvrige trafikanters indblanding kørte af vejen. Herved rullede personbilen rundt og endte med at påkøre et træ. Den 27-årige fik reddet sig selv ud af den ramponerede bil og blev efterfølgende bragt til skadestuen til kontrol. Han var sluppet uden behandlingskrævende skader, men fik udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, da politiet mistænkte ham for at være påvirket under kørslen.
Politiet har nu optaget rapport om ulykken og afventer analyseerklæringerne fra de udtagne blodprøver. Den 27-åriges bil blev efterladt på uheldsstedet, så han selv kunne sørge for borttransport på et senere tidspunkt.

Lov om euforiserende stoffer / kniv- og våbenlov mv. – Høng – Kalundborg

Kl. 16.30 fik politiet en henvendelse om, at en kvinde og en mand var meget højlydte uenige om et eller andet, mens de opholdt sig på mandens bopæl i den centrale del af Høng. Manden var muligvis voldelig og truende med knive over for kvinden.
Politiet kørte hurtigt til stedet og fik kontakt til de to involverede, hvoraf ingen havde lidt fysisk overlast. Der var tale om en 28-årig mand fra Høng og en kvinde på 21 år fra Midtsjælland, som kendte hinanden i forvejen.

Ud fra de oplysninger, som politiet var i besiddelse af, foretog politiet nu en ransagning af mandens bopæl for at lede efter eventuelle ulovlige knive i anledning af kontroversen mellem parterne.
Ved ransagningen fandt politiet godt to gram kokain, en 18 cm lang kniv, en foldekniv med blad på 10,5 cm, et knojern, receptpligtig medicin til andre end den 28-årige, pølsemandspose, en digitalvægt og dopingmidler, som alt sammen blev beslaglagt som beviser i sager om de forskellige overtrædelser af lovgivningen.

Den 28-årige blev sigtet for de forskellige overtrædelser og afhørt til sagerne, inden politiet forlod stedet, efter at politiet var forsikret om, at ingen af parterne ville give anledning til yderligere uro på stedet.

Mand udsat for vold – Bredgade, Kalundborg

Kl. 22.40 fik politiet en anmeldelse om, at flere personer var i slagsmål i området ved Kordilgade og Bredgade.
Ved politiets ankomst var slagsmålet ophørt, og personer havde forladt området, men en 53-årig mand fra Jerslev lå fortsat på jorden på parkeringsplads i Bredgade. Han blev indledningsvist tilset af personalet fra en tilkaldt ambulance, men blev senere kørt på skadestuen til undersøgelse i anledning af overfaldet i form af et eller flere slag.
Den 53-årige var ikke kommet alvorligt til skade, så politiet fik delvist klarlagt omstændighederne, der nu gør, at politiet skal have fat i en lokal mand fra Kalundborg, der er mistænkt i anledning af overfaldet.

Narkokørsel – Slagelsevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.30 blev en 20-årig mand fra Gørlev Sj. anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han havde ført ad Slagelsevej i sydlig retning. Narkometertesten indikerede nemlig, at han formentlig var påvirket af kokain under kørslen, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer inden sin løsladelse.

Narkokørsel – Tømmerupvej, Kalundborg

Kl. 08.11 sigtede politiet en 32-årig mand fra Kgs. Lyngby for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en ældre personbil, som politiet standsede med henblik på rutinemæssig kontrol. Den 32-årige fører fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Spiritus-/narkokørsel – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 01.50 blev en 24-årig mand fra Odense sigtet for både spiritus- og narkokørsel i en personbil, som han førte ad Slagelsevej mod syd. Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Spirituskørsel – Højbuen, Høng – Kalundborg

Kl. 23.35 blev en 29-årig mand fra Høng sigtet for spirituskørsel i en personbil, som han havde ført ad Højbuen i nordlig retning. Alkometertesten havde afsløret, at han var påvirket over det tilladte, hvorfor han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.

Spirituskørsel – Stejlhøj, Kalundborg

Kl. 12.05 blev en 36-årig mand fra Fjenneslev sigtet for spirituskørsel i en varebil, som han førte på Stejlhøj. En alkometertest bekræftede politiets mistanke mod manden, der i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

To mænd fik forbud mod at komme på café – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 13.52 fik politiet anmeldelse fra en café i Kordilgade om, at to mænd lavede uorden på stedet. De to mænd var blevet nægtet at købe øl, da de i forvejen havde fået en tår over tørsten. Mændene nægtede at forlade caféen, og havde optrådt truende over for personalet og andre gæster. Kort efter kom de to mænd op at slås med en tredje mand foran caféen. En patrulje kørte hastigt frem, hvor de traf de to mænd, en 42-årig mand fra Kalundborg og en 36-årig mand fra Svinninge, som blev sigtet for at overtræde restaurationsloven for deres opførsel på caféen. Den tredje mand, som havde deltaget i slagsmålet, var gået fra stedet.

Den 42-årige mand var opfarende og nægtede at oplyse sit navn til patruljen, så han blev anholdt og sigtet for ikke at ville fortælle, hvem han var. Han taget med i detentionen til afrusning, og blev løsladt senere på aftenen. Den 36-årige blev bortvist fra stedet. De blev begge meddelt et forbud om at komme på caféen de næste to år, og kan derudover forvente en bøde i sagen.

Utryghedsskabende mand – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 16.17 havde en mand taget ophold i nærheden af en spiserestaurant i Kordilgade, men manden fremstod utryghedsskabende over for andre forbipasserende på vejen. Han råbte efter dem og truede med at slå dem ihjel, men uden at gøre udfald mod de personer, han råbte efter.

Politiet fik lidt senere kontakt til en spirituspåvirket og lettere uligevægtig, 30-årig mand fra Kalundborg. Ham har politiet mødt flere gange tidligere under tilsvarende omstændigheder, hvor han har optrådt utryghedsskabende over for andre. Den 30-årige fulgte straks politiets opfordring om at forlade stedet og gå hjem til sin bopæl i nærheden, så han blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd.

Foto: ABW