Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/10/03 til 2022/10/11.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld / narkokørsel – Kalundborgmotorvejen / Ringstedvej, Kvanløse, Holbæk

Kl. 14.13 fik politiet en anmeldelse om, at to bilister var stødt sammen på frakørselsrampen til Ringstedvej fra Kalundborgmotorvejen i det vestgående spor.Politiet fik på uheldsstedet kontakt til parterne, der begge var uskadte, men den enes bil var som følge af uheldet endt ude i rabatten i den ene side af frakørselsrampen.

En 70-årig mand fra Brønshøj var kørt i vestlig retning og ad frakørselsrampen, hvor han ramte venstre side af bagenden på en personbil foran ham. Herved røg han ud i rabatten med bilen, mens den 57-årige mandlige fører fra Valby i den påkørte forblev på rampen.
Den 70-årige blev efter en narkometertest, der indikerede påvirkning af cannabis, sigtet for narkokørsel i forbindelse med uheldet og fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Frakørselsrampen var i forbindelse med rednings- og oprydningsarbejdet spærret i omtrent en time, indtil bilen i rabatten var blevet fjernet og bugseret til en p-plads.

Fræk butikstyv på knallert – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 14.18 anmeldte personalet i en dametøjsforretning i Kordilgade, at de kort forinden havde været udsat for et frækt tyveri fra deres udstilling på gaden. En ung mand på en sort knallert kørte forbi forretningen og tog i forbifarten fire jakker, som hang på et stativ. Han var iført gråt tøj og sort hjelm. En kunde på gaden så tyveriet og gjorde personalet opmærksom på det. Værdien af jakkerne var samlet 2000 kr. Politiet optog rapport i sagen. Andre vidner som har bemærket det frække tyveri, og som kan komme med oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Færdselsuheld – Hornherredvej, Sæby, Kirke-Hyllinge – Lejre

Kl. 21.51 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en forulykket bil, der viste sig at holde midt på Hornsherredvej ved Sæby.

Politiet kunne konstatere, at en polsk registreret personbil havde store beskadigelser efter at være forulykket af ukendt årsag og uden at involvere andre trafikanter. Et vidne havde set tre mænd flygte fra bilen ud over en mark, hvor de var forsvundet.
En hundepatrulje og andre patruljer ledte efter de flygtede personer, som det lykkedes at finde frem til ved brug af en politihund. Der var tale om tre polske mænd på 28, 28 og 30 år, som holdt til på en adresse i Lyndby-området.

Ingen af de tre mænd var kommet til skade som følge af ulykken, og politiet forsøger nu at få klarlagt deres respektive roller i forbindelse med færdselsuheldet.
Et bugseringskøretøj sørgede for at fjerne den forulykkede bil.

Færdselsuheld – Hovedgaden, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 11.06 blev en 90-årig mand fra Jerslev Sj. formentlig blændet af solen, da han på sin lille knallert kørte ad Hovedgaden mod syd og ville overhale en traktor, der var standset i vejsiden. Knallertkøreren ramte venstre, bageste del af traktoren, men slap uskadt fra påkørslen. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Juelsmindevej, Kalundborg

Kl. 13.51 fik politiet en anmeldelse om, at en bilist havde påkørt et hegn, men efterfølgende havde forladt uheldsstedet.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at et hegn var blevet påkørt i industriområdet. Det skadevoldende køretøj var ikke længere til stede, men ud fra oplysninger om nummerpladen fandt politiet frem til en 50-årig mand fra Kalundborg og hans bil. På bilen var der skader på dens ene side, hvilket tydede på, at bilen havde forvoldt skaderne på hegnet.

Politiet afhørte derfor den 50-årige, som havde været fører af bilen på uheldstidspunktet. I afhøringen indgik også det aspekt, at den 50-årige ikke havde underrettet relevante om de skader, han havde forvoldt. Der havde ikke været andre trafikanter involveret i uheldet, der var sket i forbindelse med kørsel i sydlig retning ad Juelsmindevej.Den 50-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af uheldet.

Færdselsuheld – Tømmerup Holmevej, Kalundborg

Kl. 13.44 rykkede politiet ud til et sammenstød mellem to bilister i krydset Tømmerup Holmvej – Tømmerupvej – Andaksvej – Kåstrupvej. Ingen var kommet til skade ved uheldet.

Det viste sig, at en 30-årig kvinde fra Svebølle i en peronbil var kørt ad Tømmerup Holmevej mod syd frem til krydset, hvor hun kørte ligeud og frem over vigelinjen, så hun i krydset stødte sammen med en anden personbil, som en 41-årig kvinde fra Kalundborg førte ad Andaksvej mod vest i retning mod Kåstrupvej.

De to bilister sørgede selv for at få bugseret deres personbiler væk fra uheldsstedet, og politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Knallertaktion og færdselskontrol – Jerslev/Ubby/Kalundborg

Politiet har den seneste tid fået flere anmeldelser om knallertkørsel i området omkring Ubby og Jerslev, der generer de lokale beboere. Derfor var lokalbetjente, færdselspolitiet og de operative forebyggere på gaden fredag aften. Selv om det hurtigt rygtedes på de sociale medier, at politiet var tilstede, så lykkedes det alligevel at få skrevet flere sager.
Politifolkene var desuden også forbi Hvidebækhallen, hvor der var samme aften var ungdomsfest, for at tage en snak med de unge, der stod bag hallen og drak alkohol.

Det blev til i alt fire sigtelser mod knallertførere. Blandt sagerne var en 15-årig dreng fra Kalundborg, der på Slagelse Landevej fik målt sin knallert til at køre godt 52 km/t. Han kan nu se frem til en betinget frakendelse af retten til at føre lille knallert. En 53-årig lokal mand blev standset på sin knallert, der hverken var registreret eller havde forsikringspapirerne i orden. Han blev alkometertestet til at have en promille på over 1 og desuden via narkometer testet på positiv for cannabis.

Da politiet kørte til hans bopæl for at ransage, valgte manden selv at tage 117 gram hash frem, som han havde skjult i et møbel. Han blev derfor sigtet for lov om euforiserende stoffer, og hashen taget med til destruktion.

Færdselspolitiet var også i Kalundborg by fredag aften, hvor tre bilister blev målt til at køre for stærkt på Holbækvej. De kørte alle mere end 30% for hurtigt og kan forvente bøder og klip. En bilist blev også her anholdt og sigtet for spirituskørsel og en anden blev sigtet sigtet for tale i håndholdt mobiltelefon. På Elmegade blev en 15-årig dreng fra Kalundborg sigtet for at køre uden hjelm på el-løbehjul. De sigtede kan alle forvente at høre mere fra politiet i deres sager.

Narko beslaglagt flere steder – Kalundborg

En patrulje med narkohunde var tirsdag formiddag en tur i Kalundborg, hvor nogle personer på en parkeringsplads ved et nedlagt supermarked på Sct. Jørgensbjerg blev kontrolleret af politiet og ikke mindst narkohundene for at få afklaret, hvorvidt nogen var i besiddelse af euforiserende stoffer.
En 50-årig mand fra Kalundborg blev fundet i besiddelse af knap fem gram hash, som politiet beslaglagde som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkohundepatruljen fortsatte først på eftermiddagen videre til en adresse i den centrale del af Kalundborg by efter oplysninger om, at en 26-årig mandlig beboer måske kunne være i besiddelse af euforiserende stoffer.

Da narkohundene virkede meget interesserede ved politiets henvendelse på stedet, iværksatte politiet straks en ransagning af mandens bopæl. Herunder fandt politiet 148 gram hash opdelt i mindre klumper, knap fire gram skunk samt en digitalvægt. De ulovlige effekter blev beslaglagt som bevis i sagen mod den 26-årige, der blev sigtet og afhørt til en sag om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ud fra en mistanke om besiddelse af stofferne med henblik på videresalg. Også han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel – Kirkevangen, Gørleve Sj. – Kalundborg

Kl. 08.12 stoppede en patrulje en personbil på Kirkevangen i Gørlev i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 34-årig mand fra Store Fuglede, som i en narkometertest viste sig at være påvirket under kørslen. Han blev sigtet, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt.

Røveri af øl – Slagelsevej, Kalundborg

Kl 20.59 anmeldte personalet i et supermarked, at en kunde havde lagt tre giraf-øl på båndet ved kassen, men manden var så aggressiv, at de havde bedt ham forlade butikken. Manden tog derfor de tre øl og ville gå fra stedet, men da medarbejderne fortalte, at de ville ringe til politiet, hvis han gik med de ubetalte varer, så truede manden sig fri og dermed udviklede optrinnet sig til et røveri. Politiet vil nu gennemse overvågning fra stedet for at identificere gerningsmanden.

Slagsmål og kniv – Svebølle, Kalundborg

Kl. 00.10 blev anmeldt et slagsmål ved Svebølle Station, hvor 7-10 unge mænd var røget i totterne på hinanden. En borger havde set, at en havde medbragt en kniv. En patrulje kørte hastigt frem, men da var slagmålet ophørt og ingen anmeldte, at være kommet noget til. Betjentene visiterede de unge, som de mødte på stedet, hvor en 15-årig ung mand fra Kalundborg blev fundet i besiddelse af en kniv og 3 gram hash. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og lov om euforiserende stoffer. Den 15-åriges forældre og de sociale myndigheder blev orienteret om sagen. De øvrige unge blev ikke fundet i besiddelse af noget ulovligt. Den sigtede vil høre mere i sagen fra politiet.

Spiritus-/narkokørsel på knallert mv. – Margrethevej, Kalundborg

Kl. 17.15 bemærkede en patrulje en knallertkører uden styrthjelm køre ad Margrethevej på en lille 30-knallert.

Det viste sig at være en 53-årig mand fra Kalundborg, som indledningsvist blev sigtet for kørsel uden styrthjelm. Politiet fandt efterfølgende også grundlag for sigte ham for både spirituskørsel og formodet kørsel i narkotikapåvirket tilstand på knallerten, så han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer.

Spirituskørsel på to hjul – Bredgade, Kalundborg

Kl. 17.22 blev en 28-årig mand fra Kalundborg stoppet på en knallert på Bredgade i en rutinekontrol. Den 28-årige havde en promille over det tilladte, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Politiet mistænkte, at knallerterne var konstruktivt ændret, så det ikke længere kunne defineres som en knallert. Derfor blev køretøjet indbragt til nærmere undersøgelse, som skal afgøre, om det reelt var en motorcykel han kørte på.

Den 28-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven og undersøgelsen af “knallerten”, hvorefter den sigtede vil høre mere i sin sag.

Foto: ABW