Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/03/22 til 2022/04/05.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spirituskørsel – Østre Havnevej, Kalundborg

Kl. 19.35 sigtede og anholdt politiet en 37-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel, da han kørte ad Østre Havnevej i Kalundborg. En alkometertest viste, at hans promille var over det tilladte, så han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet på blodprøveanalysen kommer, vil han få besked om sagens videre gang.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Skovvejen / Bregningevej, Jyderup – Kalundborg

Kl. 23.14 anmeldte en 23-årig kvinde fra København N, at hun i rundkørslen Skovvejen – Bregningevej var blevet påkørt af en anden bilist, der var kommet nærmest flyvende gennem rundkørslen i forbindelse med sammenstødet.
Denne bilist var efterfølgende fortsat ad Skovvejen i vestlig retning, idet bilisten ikke var standset for at deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.

Politiet kørte til uheldsstedet og foretog både afhøring af den 23-årige, der var kørt ad Skovvejen i vestlig retning, da hun under kørsel i rundkørslen før fortsat kørsel i vestlig retning var blevet ramt af modparten.
På og ved rundkørslen lå vragrester fra modpartens bil, og spor indikerede, at bilisten i forbindelse med kørsel også i vestlig retning var fortsat ligeud i rundkørslen, inden bilisten ramte den 23-åriges bil.

Under politiets arbejde på uheldsstedet fik politiet oplysninger om, at en forulykket bil var standset på en vigeplads et par kilometer vest for rundkørslen. Her fik politiet kontakt til en 55-årig kvinde fra Vig, hvis bil bar præg af at være forulykket i rundkørslen.

Den 55-årige kvindelige fører var noget chokeret over uheldet, men også påvirket af spiritus i en sådan grad, at hun blev sigtet for spirituskørsel. Hun fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.
Politiet har optaget rapport om uheldet og afventer nu analyseerklæringen fra blodprøven. Ingen af parterne var kommet fysisk til skade som følge af uheldet.

Narkokørsel – Hovedgaden, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 09.45 anholdt og sigtede politiet en 51-årig mand fra Store-Fuglede for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Politiet kunne mistænke ham for at være påvirket af cannabis og måske også noget lægeordineret medicin, så han fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for både euforiserende stoffer og eventuel medicin i blodet. Når analyseerklæringerne foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.

Havareret bil skabte trafikkaos – Slagelsevej / Elmegade, Kalundborg

Kl. 11.10 kontaktede flere anmeldere politiet, fordi en bil var efterladt midt i rundkørslen Slagelsevej – Elmegade. Der var ingen personer i eller ved køretøjet, som skabte trafikkaos på stedet.
Politiet kørte til rundkørslen og fik kontakt til en 22-årig kvinde fra Letland, som netop havde fået tilkaldt autohjælp til sin lettiske bil, der var havareret midt i rundkørslen. Bilen blev dog på politiets foranledning flyttet midlertidigt til parkeringspladsen ved et nærliggende supermarked, så trafikken igen kunne blive normaliseret i rundkørslen. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelserne.

Brandundersøgelse – Skolevej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 11.38 fik politiet og brandvæsnet via alarm 112 melding om, at der var brand i et pizzeria.
På stedet var der kraftig brand i pizzeriaet, som udbrændte trods brandvæsnets indsats. To lejligheder over pizzeriaet og naboforretningen blev også berørt af branden med både brandskader samt sod- og røgskader.
Ingen personer kom til skade ved branden, der ud fra de foreløbige oplysninger formentlig startede i pizzeriaets køkken omkring en gryde med fritureolie. Politiet skal dog undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at fastslå den egentlige brandårsag ud fra tekniske undersøgelser i forhold til det hændelsesforløb, som de ansatte på pizzeriaet har oplyst til politiet.
Parcelvej var afspærret for trafik i begge retninger i forbindelse med slukningsarbejdet, der varede til ud på eftermiddagen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Vænget, Kalundborg

Kl. 17.35 var der sket et færdselsuheld på Vænget, idet en bil var væltet om på siden.
Det viste sig, at en 20-årig mand fra Gørlev Sj. havde ført en personbil ad Vænget i nordlig retning, da han i forbindelse med et højresving fik drejet så meget, at bilen ramte en pæl. Det medførte, at bilen væltede om på siden, men den 20-årige slap uskadt fra ulykken.
Politiet kunne konstatere, at den 20-årige fører var påvirket af spiritus, så han blev sigtet for spirituskørsel i forbindelse med ulykken. Under en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan kun afvente analyseresultatet heraf. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet.

Hurtigt knallert – Stationsvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 10.24 standsede færdselspolitiet en knallert, som tilsyneladende kunne køre hurtigere end tilladt. En efterfølgende kontrol på et rullefelt afslørede, at den lille 30-knallert havde fået foretaget konstruktive ændringer, så hastigheden kunne nå helt op på 73 km/t.
En 17-årig ung mand fra København Ø blev sigtet for den overtrædelse og kan nu ud over en bøde forvente en påstand om betinget frakendelse af knallertkørekortet.

Bil ramte lastbil ved uvending – Asnæsvej, Kalundborg

Kl. 12.34 skete et uheld, da en 84-årig mand fra Kalundborg i forbindelse med en uvending ramte en lastbil, som kørte bagved. Begge køretøjer kørte ad Asnæsvej i nordgående retning, da bilisten ville ændre kørselsretning. I forbindelse med uvendingen påkørte den 84-årige lastbilens venstre side, så der skete skade på køretøjerne. Både bilisten og den 58-årig lastbilchauffør fra Eskebjerg slap uskadt, og der blev ikke behov for ambulance. Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændighederne omkring sammenstødet.

Indbrud i perioden

Rævlingevej, Reersø Ornum, Gørlev Sj.

Foto: ABW