Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/03/15 til 2022/03/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Arbejdsulykke – Hagendrupvej, Eskebjerg – Kalundborg

Kl. 18.32 fik politiet via alarm 112 melding om, at en person var kommet til skade i forbindelse med en ulykke på arbejdspladsen. Ambulancepersonale samt lægehelikopteren var sendt til ulykkesstedet.
Politiet fik her kontakt til en hårdt kvæstet, 43-årig mand fra Jyderup, som var ved bevidsthed og fik den fornødne førstehjælp af det sundhedsfaglige personale, inden han kort efter i lægehelikopteren blev fløjet til Rigshospitalet til undersøgelse og fornøden behandling.
Politiet kunne på ulykkesstedet konstatere, at han var kommet i klemme under en tung vandingsmaskine, som væltet ned over ham på et græsareal. Andre personer havde været i nærheden og var kommet den 43-årige til undsætning og havde fået slået alarm.
Arbejdstilsynet blev underrettet om ulykken, som vil blive undersøgt nærmere i løbet af tirsdagen.
Den 43-åriges pårørende er underrettet om hans tilskadekomst, og han er fortsat indlagt på Rigshospitalet til behandling for sine alvorlige kvæstelser.
Politiet og Arbejdstilsynet skal nu i fællesskab forsøge at få klarlagt de nærmere omstændigheder for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Narkokørsel, narko, vægt og penge på lommen – Tingvej, Høng – Kalundborg

Kl. 00.20 stoppede en patrulje en 19-årig mand fra lokalområdet på Tingvej i Høng, hvor han kom kørende i bil. Bil og fører blev rutinetjekket, hvor det viste sig, at føreren var påvirket af euforiserende stoffer. Så han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Politiet visiterede den 19-årige, som havde en ulovlig kniv på sig. Han havde desuden også en vægt på sig, hvor der var spor efter hashrester. Han havde desuden 4 gram kokain og et firecifret kontantbeløb, som politiet havde en mistanke om stammede fra narkosalg. Kniv, narko og penge blev beslaglagt til sagen, og den 19-årige blev sigtet for at overtræde knivloven og lov om euforiserende stoffer.

Efter at have afgivet en blodprøve blev den anholdte løsladt, og han vil senere høre mere fra politiet i sine sager.

Spiritusbilist – Kirkemarksvej, Sæby, Høng – Kalundborg

Kl. 01.38 stoppede en patrulje en personbil, der kørte østlig retning ad Kirkemarksvej ud for Sorøvej i Sæby, Høng, da betjentene ville lave en rutinemæssig kontrol af bilen og føreren. Bag rattet sad en 37-årig mand, som de skønnede spirituspåvirket. En test med alkometeret bekræftede dette og viste en promille over det tilladte. Han blev derfor sigtet, anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøveanalysen kommer vil den 37-årige høre mere fra politiet i sin sag.

Havareret bil skabte trafikkaos – Slagelsevej / Elmegade, Kalundborg

Kl. 11.10 kontaktede flere anmeldere politiet, fordi en bil var efterladt midt i rundkørslen Slagelsevej – Elmegade. Der var ingen personer i eller ved køretøjet, som skabte trafikkaos på stedet.
Politiet kørte til rundkørslen og fik kontakt til en 22-årig kvinde fra Letland, som netop havde fået tilkaldt autohjælp til sin lettiske bil, der var havareret midt i rundkørslen. Bilen blev dog på politiets foranledning flyttet midlertidigt til parkeringspladsen ved et nærliggende supermarked, så trafikken igen kunne blive normaliseret i rundkørslen. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af anmeldelserne.

Brandundersøgelse – Skolevej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 11.38 fik politiet og brandvæsnet via alarm 112 melding om, at der var brand i et pizzeria.
På stedet var der kraftig brand i pizzeriaet, som udbrændte trods brandvæsnets indsats. To lejligheder over pizzeriaet og naboforretningen blev også berørt af branden med både brandskader samt sod- og røgskader.
Ingen personer kom til skade ved branden, der ud fra de foreløbige oplysninger formentlig startede i pizzeriaets køkken omkring en gryde med fritureolie. Politiet skal dog undersøge brandstedet nærmere i et forsøg på at fastslå den egentlige brandårsag ud fra tekniske undersøgelser i forhold til det hændelsesforløb, som de ansatte på pizzeriaet har oplyst til politiet.
Parcelvej var afspærret for trafik i begge retninger i forbindelse med slukningsarbejdet, der varede til ud på eftermiddagen.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Vænget, Kalundborg

Kl. 17.35 var der sket et færdselsuheld på Vænget, idet en bil var væltet om på siden.
Det viste sig, at en 20-årig mand fra Gørlev Sj. havde ført en personbil ad Vænget i nordlig retning, da han i forbindelse med et højresving fik drejet så meget, at bilen ramte en pæl. Det medførte, at bilen væltede om på siden, men den 20-årige slap uskadt fra ulykken.
Politiet kunne konstatere, at den 20-årige fører var påvirket af spiritus, så han blev sigtet for spirituskørsel i forbindelse med ulykken. Under en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og kan kun afvente analyseresultatet heraf. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet.

Hurtigt knallert – Stationsvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 10.24 standsede færdselspolitiet en knallert, som tilsyneladende kunne køre hurtigere end tilladt. En efterfølgende kontrol på et rullefelt afslørede, at den lille 30-knallert havde fået foretaget konstruktive ændringer, så hastigheden kunne nå helt op på 73 km/t.
En 17-årig ung mand fra København Ø blev sigtet for den overtrædelse og kan nu ud over en bøde forvente en påstand om betinget frakendelse af knallertkørekortet.

Bil ramte lastbil ved uvending – Asnæsvej, Kalundborg

Kl. 12.34 skete et uheld, da en 84-årig mand fra Kalundborg i forbindelse med en uvending ramte en lastbil, som kørte bagved. Begge køretøjer kørte ad Asnæsvej i nordgående retning, da bilisten ville ændre kørselsretning. I forbindelse med uvendingen påkørte den 84-årige lastbilens venstre side, så der skete skade på køretøjerne. Både bilisten og den 58-årig lastbilchauffør fra Eskebjerg slap uskadt, og der blev ikke behov for ambulance. Politiet optog rapport om uheldet, for at belyse omstændighederne omkring sammenstødet.

Bilist ramte dreng i fodgængerfelt – Esbern Snaresvej/Nørre Allé, Kalundborg

Kl. 17.03 blev en 13-årig dreng fra Kalundborg ramt af en bilist, da han trak sin cykel over et fodgængerfelt i krydset Esbern Snaresvej/Møllestræde/ Nørre Allé. Bilisten, en 40-årig mand fra Kalundborg kørte i en mindre varebil ad Esbern Snaresvej i østlig retning, da han for sent opdagede drengen, som han påkørte ved lav hastighed. Den 40-årige forsøgte at bremse, men kunne ikke nå at stoppe. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 13-årige blev tilset i ambulance. Han var sluppet uden personskade, men politiet underrettede hans forældre om uheldet. Politiet optog rapport om uheldet, og bilisten kan forvente at høre mere i sagen.

Brandundersøgelse – Rugtvedvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 15.57 slog en 27-årig mand fra Svebølle alarm til brandvæsnet, da han havde konstateret, at der var ild og røg i et fyrrum ved siden af boligen. Han opdagede branden, da strømmen i boligen pludselig forsvandt.
Brandvæsnet fik bekæmpet branden i fyrrummet, uden at branden bredte sig yderligere til selve boligen.
Ingen kom til skade ved branden, som politiet nu skal undersøge nærmere i et forsøg på at få klarlagt den konkrete årsag formentlig ude i det udbrændte fyrrum.

Truende mand sigtet for trusler mv. – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 10.05 fik politiet en anmeldelse fra beboere på Lerchenfeldvej, som var blevet opsøgt af naboen. Han havde truet dem på livet, fordi han mistænkte dem for at smidt skrald ind på hans grund.

Politiet rykkede ud til området, hvor den truende nabo hurtigt blev identificeret som en 48-årig mand fra Kalundborg. Da politiet tidligere har været på adressen og derfor havde et godt kendskab til den 48-åriges personlige forhold, tog politiet de nødvendige sikkerhedsmæssige foranstaltninger i forbindelse med anholdelse af ham.

Det skete kort før kl. 13.00, hvor den 48-årige blev anholdt uden for sin bopæl uden større dramatik. Ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af en totenschlæger, som blev beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af våbenloven.
Den anholdte var kraftigt påvirket af spiritus og blev i øvrigt skønnet lettere uligevægtig i forbindelse med en lægeundersøgelse på politistationen Roskilde, hvortil han blev transporteret efter anholdelsen.

Den 48-årige blev løsladt efter afhøringen til sager om trusler på livet over for naboen samt overtrædelse af våbenloven, idet politiet og anklagemyndigheden vurderede, at der ikke var grundlag for fremstilling i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Den 48-årige vil således på et senere tidspunkt høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Røsnæsvej, Kalundborg

Kl. 05.28 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en personbil var forulykket og havde påkørt en lygtepæl.
Det viste sig, at en 21-årig mand fra Kalundborg under kørslen havde mistet kontrollen over sin personbil, så han kørte ind i lygtepælen. Både han og en passager slap uskadte fra ulykken, men den 21-årige blev anholdt og sigtet for spirituspåvirket, idet politiet mistænkte ham for at være påvirket af alkohol under kørslen.

Den 21-årige fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol og blev efterfølgende løsladt. Ingen øvrige trafikanter blev impliceret i ulykken, og et bugseringsfirma flyttede bilen til en nærliggende parkeringsplads ved en skole.

Fuld cyklist kørte ind i bil – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 16.10 skete et uheld i Kordilgade, da en cyklist kørte ind i en personbil, som holdt stille i gaden. Cyklisten, en 58-årig mand fra Polen med bopæl i Kalundborg, var så spirituspåvirket, at han ikke kunne føre cyklen på betryggende måde. Han slingrede ned ad Kordilgade, hvor han kørte frontalt ind i bilen, som holdt i siden af vejen. Bag rattet på bilen sad en 25-årig mand fra Kalundborg.

Cyklisten slap fra sammenstødet med knubs, men blev anholdt og sigtet for spirituskørsel på cykel. Cyklen og bilens kølerhjelm fik ridser ved uheldet. Politiet optog rapport og kørte den 58-årig til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter parterne i sagen vil høre mere.

Undveg rådyr og kørte galt – Valløvej, Køge

Kl. 04.10 skete et solouheld, da en 28-årig mand fra St. Heddinge, undveg et rådyr og kørte ind i et træ. Bilisten kørte ad Valløvej mod syd, da et rådyr pludselig løb ud på kørebanen foran bilen. Den 28-årige forsøgte at undvige ved at dreje til højre, men her stod et vejtræ, som han kørte ind i. Den uheldige bilist kunne selv ringe 112, og fik hjælp frem. Ambulancen tog ham med til tjek på sygehuset, men han var sluppet uden alvorlig tilskadekomst. Politipatruljen registrerede uheldet, og bilen blev kørt væk af vejhjælp.

Narkobilist oplyste falsk navn – Holbæk Landevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 17.41 kørte en patrulje på Holbækvej i Ugerløse, hvor de stoppede en bil i en rutinekontrol. Bag rattet sad en kvinde, som sagde, at hun havde glemt sit kørekort. Bilisten var påvirket af hash, så hun blev anholdt og sigtet for narkokørsel. Hun oplyste sit navn som værende en 28-årig kvinde. Betjentene gjorde dog de nødvendige undersøgelser for at sikre kvinden identitet og her viste det sig, at hun havde oplyst et falsk navn. Bilisten viste sig at være en 26-årig kvinde fra Hillerød, som ikke havde et gyldigt kørekort.

Hun blev derfor sigtet for at overtræde straffelovens regler om falsk anklage, da den 28-årige kvinde, som hun udgav sig for at være, kunne risikere at blive straffet uberettiget. Kvinden blev desuden fundet i besiddelse af en joint og en lille klump hash, som hun blev sigtet for at besidde. Den 26-årige blev også sigtet for kørsel uden førerret. Hun løsladt efter at have afgivet en blodprøve, og vil nu høre mere i sin sag, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Indbrud i perioden

Arnakkevej, Eskebjerg
Bakkendrupvej, Bakkendrup, Gørlev Sj.

Foto: ABW