Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/03/03 til 2022/03/15.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ægtepar snydt af falsk bank og politimand – Føllenslev, Kalundborg

Kl. 20.24 anmeldte et ægtepar i 70′; erne fra Føllenslev i Kalundborg, at de var blevet kontaktet telefonisk af en mand, som kaldte sig “Claus Bang”, som sagde han ringede fra Satander Bank. “Bankmanden” gjorde dem opmærksom på, at der var blevet optaget lån i konens navn, men at politiet ville kontakte dem snarest. Et kvarter efter ringede en mand som kaldte sig “Peter Jessen”, som sagde han kom fra Politiets Efterretningstjeneste, som oplyste, at deres konto var blevet hacket, og at de straks skulle overføre alle deres penge til et kontonummer, som politiet havde oprettet til dem, så deres penge var i sikkerhed. Ægteparret fik af vide af “Peter Jessen”, at politiet kun kunne hjælpe dem, hvis de straks overførte pengene til den sikre konto.

Ægteparret overførte herefter i alt 175.000 kr via netbank til det anviste kontonummer. De blev senere opmærksom på, at de havde været udsat for bedrageri og anmeldte sagen til politiet og deres bank.

Politiet efterforsker nu sagen for at forsøge at finde frem til den eller de personer, som stod bag bedrageriet. Derudover har politiet en forebyggende indsats for at gøre så mange borgere som muligt opmærksom på risikoen for bedrageri. Det er oftest ældre borgere, som udsættes for denne type svindel. Tal med dine ældre pårørende om risikoen for at blive udsat for denne type opkald eller henvendelser fra falske politifolk, bankfolk eller andre virksomheder/myndigheder.

Tyveri fra garager mv. – Gørlev Sj. – Kalundborg

Mandag modtog politiet tre anmeldelser om indbrud og efterfølgende tyveri fra garager og udhuse i Kalundborg og i Gørlev.
Indbruddene var sket i et redskabsskur ved Raklev kirke, Raklev Skillevej, Kalundborg, hvor døren til skuret var blevet brudt op. Fra skuret var der på et ukendt tidspunkt fra søndag eftermiddag til mandag morgen blevet stjålet en hækklipper, en el-kædesav, to batterier samt en buskrydder.
Fra to redskabskure i Gørlev ved kommunale bygninger var der også sket tyverier af håndværktøj som f.eks. hækklippere, græstrimmere, motorsav, løvsuger, en el-cykel, en kompressor og en orange parkplæneklipper.
Tyverierne var sket på Rørmosevej og Ryevej, Kirke Helsinge, Gørlev, i løbet af weekenden fra fredag eftermiddag til mandag morgen, idet en dør var blevet brudt op på Rørmosevej, mens en hængelås var blevet klippet op i en garage på Ryevej.
Flere af de stjålne effekter er nu efterlyste hos politiet, som efterforsker disse tre sager om tyveri fra garager mv. ud fra de spor, som der måtte være.

Politiet vil gerne i forbindelse med personer, der måtte have bemærket noget usædvanligt de pågældende steder i løbet af weekenden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagerne.

Par sigtet for tyveri af brændstof – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 00.25 kørte en patrulje på Gørlev Landevej i Gørlev, da betjentene bemærkede et mistænkeligt forhold i en parkeringslomme langs vejen ved en parkeret bil. Da patruljen holdt ind bag den parkerede bil, steg en mand og en kvinde ind i bilen. I bilen så betjentene flere større dunke, som viste sig at indeholde benzin. Langs vejen ved siden af bilen fandt politiet en pumpe og slanger, som lugtede af benzin, et koben, og flere tomme dunke. Betjentene afhørte parret i bilen, en 24-årig mand og en 27-årig kvinde fra Kalundborg Kommune De kunne komme med en forklaring på, hvordan de var kommet i besiddelse at dunkene med benzin, og nægtede kendskab til de ting, som blev fundet uden for bilen.

Patruljen sigtede parret for tyveri af benzin fra ukendt sted og beslaglagde dunke, benzin og værktøj. Politiet efterforsker nu sagen, for at forsøge at finde frem til, hvorfra benzinen blev stjålet, og om parret og deres bil kan sættes i forbindelse med sager om tyveri af benzin. De sigtede kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Narkokørsel – Sæbygårdsalle, Sæby, Høng – Kalundborg

Kl. 17.30 sigtede og anholdt en patrulje en 22-årig kvinde fra Høng for narkokørsel, da hun blev testet positiv for hash i en narkometertest. Kvinden kørte ad Sæbygårdsalle ved Sæby, da hun blev stoppet rutinemæssigt. Den 22-årig fik udtaget en blodprøve, som politiet nu afventer resultatet af, hvorefter hun vil høre mere i sin sag.

Spirituskørsel – Dyssevej, Sæby, Høng – Kalundborg

Kl. 06.59 blev en 46-årig kvinde fra Høng anholdt og sigtet for spirituskørsel, da hun kørte i en personbil ad Dyssevej i Sæby. Hun fik udtaget en blodprøve på et sygehus og blev efterfølgende løsladt, så hun nu kan vente på analyseerklæringen, før sagen kan afgøres.

Færdselsuheld – Slagelsevej, Kalundborg

Kl. 14.13 fik politiet en henvendelse fra en 48-årig kvinde fra Holbæk, som i sin personbil havde været impliceret i et færdselsuheld, hvor modparten var fortsat uden at standse.
Politiet kørte til uheldsstedet på Slagelsevej omkring Gl. Hovvej, hvor politiet fik klarlagt, at den 48-årige kvinde efter kørsel ad Slagelsevej mod sydøst ville svinge til højre ind ad en indkørsel til en adresse på Hareskovvej.
Under svingningen blev hun påkørt på højre forreste hjørne på bilen af en cross-motorcykel, der kørte på den vestlige cykelsti i samme retning, men ligeud ved indkørslen, som kvinden svingede ind mod.
Føreren, der var alene på cross-motorcyklen, fortsatte sin kørsel uden at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.
Politiet har nu optaget rapport i sagen i et forsøg på at få identificeret cross-motorcyklisten og få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Færdselsuheld / mulig spirituskørsel – Sæbyvej, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.53 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bilist var forulykket, så bilen nu lå på taget. En ambulance var også til uheldsstedet, hvor ambulancepersonalet fik hjulpet den mandlige fører ud af bilen, så han straks kunne blive kørt på skadestuen til kontrol for eventuelle behandlingskrævende skader.
På uheldsstedet kunne politiet se et par påkørte vejafmærkninger i begge sider af vejen, efter at bilisten var kørt i nordvestlig retning af Sæbyvej ved Hallebyorevej. Spor tydede på, at en vejafmærkning i højre side i kørselsretningen var blevet ramt, hvorefter en vejafmærkning i venstre side efterfølgende var blevet påkørt, inden bilen endte på taget.
Bilisten blev identificeret som en 32-årig mand fra den sydlige del af Kalundborg kommune, som var sluppet uskadt fra ulykken. Politiet fik dog udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol under kørslen, hvilket analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve vil give svaret på.
Ingen øvrige trafikanter blev involveret i uheldet, som politiet har optaget rapport om.

Brand i skur – igen – Lupinvej, Kalundborg

Kl. 23.35 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et skur på Lupinvej.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at der nu var brand i samme skur, som søndag aften havde fået nogle sodskader efter en mindre brand.
Branden i træskuret med eternittag var så kraftig, at skuret udbrændte trods brandvæsnets indsats. Varmen fra branden medførte også skader på en personbil, der var parkeret tæt på brandstedet.
Inde i skuret var en jerncontainer samt en knallert, der også blev ødelagt som følge af branden, som nu skal undersøges nærmere af politiet, da der ikke var nogen naturlig forklaring på brandens opståen. I den forbindelse indgår også politiets undersøgelser i anledning af den mindre brand ved samme skur søndag aften.

Politiet vil gerne i kontakt med personer, der måtte have været i området eller observeret noget mistænkeligt forud for anmeldelsen om branden. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger om de to brande samme sted.

Brand ved villa – Kongevejen, Uglerup, Jyderup – Kalundborg

Kl. 13.05 slog en kvindelig beboer i en villa i Jyderup alarm, da der var gået ild i en bladbunke, som lå tæt op af huset. Kvinden flyttede nogle havemøbler, så der ikke gik ild i dem og fik hældt vand på ilden. Det lykkedes hende at slukke ilden, og der skete kun mindre brandskade på et vindue og sodskade på husfacaden.

Politi og brandvæsen kørte frem til huset, hvor brandvæsnet sikrede sig at ilden var helt slukket. Politiet optog en brandundersøgelse for at få afklaret, om branden kan være startet på grund af et cigaretskod, som har ligget og glødet.

Brand i gryde – Sandbjerggård, Rørby – Kalundborg

Kl. 22.10 kørte politi og brandvæsen til brand i en lejlighed på Sandbjerggård i Rørby. Det viste sig dog kun at være røg i en gryde med kyllingelår, som var brændt på. Der var ingen ild og ingen person kom noget til. Der skete heller ingen skade på lejligheden, som blev luftet ud.

Narkokørsel – Klovbyvej, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 17.39 anholdt og sigtede politiet en 27-årig kvinde fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer på grund af en mistanke om, at hun kunne være påvirket af cannabis under kørslen.

Brand i skur – Lupinvej, Kalundborg

Kl. 22.18 kom et alarmopkald om brand i et skur på Lupinvej i Kalundborg, hvor der var meter høje flammer. En beboer i området opdagede branden og slog alarm. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden blev slukket. Der skete brand og sodskade på skuret, men ilden havde ikke bredt sig til andet. Ingen personer kom noget til ved branden. Politiet undersøger nu branden nærmere, for at forsøge at afklare brandårsagen.

Vidner som har set personer omkring skuret omkring gerningstidspunktet, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Brand i gardin – Bakken, Særslev, Snertinge – Kalundborg

Kl. 19.23 kørte politi og brandvæsen til en brand på adressen Bakken i Særslev, Snertinge. To duftlys i vindueskarmen i et soveværelse havde stået for tæt på et gardin, som var blevet antændt. Brandvæsnet fik hurtigt slukket ilden, som ikke nåede at sprede sig. Der skete skade på vinduet og sodskade i rummet, men ingen personer kom noget til. Politiet optog rapport i sagen, og en kvindelig beboer blev sigtet for at overtræde beredskabslovgivningen om uforsigtighed med ild. Hun kan forvente en bøde i sagen.

Færdselsuheld – Møllestræde, Kalundborg

Kl. 15.22 rykkede politiet ud til et færdselsuheld, idet en bilist og en fodgænger var impliceret, så en lægebil og en ambulance var sendt til stedet.
Det viste sig, at der ikke var sket nogen personskade i anledning af uheldet, der skete, efter at en 77-årig kvinde fra Kalundborg i en personbil var kørt mod syd ad en udkørsel for at køre ud på Møllestræde. Hun var standset, men var i samme øjeblik blevet ramt af en 40-årig kvindelig fodgænger fra Kalundborg.
Politiet registrerede blot omstændighederne og parter i sammenstødet, og fodgængeren blev kørt hjem af det sundhedsfaglige personale.

Utryghedsskabende mand på spil – Kordilgade, Kalundborg

Onsdag eftermiddag fik politiet et par anmeldelser, der kunne knyttes til en 30-årig mand fra Kalundborg.
Første henvendelse kl. 16.49 gik på en bekymring for hans ve og vel, fordi han havde fremstået som en person, der kunne have brug for hjælp. Anmelderen havde tilbudt ham hjælp, men manden havde afslået det.
Kl. 16.53 fik politiet endnu en henvendelse om manden og hans adfærd, idet han var blevet set slå så hårdt til en rude i en opgangsdør i Kordilgade, at ruden var gået ud af sin ramme og dermed gået i stykker.
Politiet fik senere kontakt til den 30-årige, som blev sigtet for hærværk i forhold til den ødelagte rude i døren.

Kl. 19.10 fik politiet igen en anmeldelse om utryghedsskabende adfærd i en butik i Kordilgade, hvor den 30-årige havde optrådt udadreagerende og lettere truende over for den butiksansatte. Det var til sidst lykkedes at få den 30-årige ud af butikken, uden at nogen havde lidt overlast.
Ude på gaden havde den 30-årige fortsat sine lettere truende tilråb mod den butiksansatte, hvorfor politiet senere igen fik kontakt til den mistænkte.
Den 30-årige blev nu sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen med baggrund i adfærden over for butiksindehaveren og samtidig formanet om at holde sig væk fra området.

Politiet har gennem nogen tid været bekendt med den 30-åriges personlige forhold og er i dialog med Kalundborg Kommune om, hvad der kan gøres i anledning af hans adfærd, der på det seneste har givet anledning til anmeldelser om utryghedsskabende adfærd i det offentlige rum.

Bedrageriforsøg gennemskuet – Kalundborg

Kl. 07.30 modtog politiet en anmeldelse fra en 87-årig kvinde fra Kalundborg om et forsøg på bedrageri.
En fremmed mand havde mandag eftermiddag kl. ca. 14.00 kontaktet hende telefonisk og udgivet sig for at være en medarbejder i et pengeinstituts kontrolafdeling, der kunne se, at der via hendes dankort var forsøgt uberettigede hævninger på hendes konto.
Dankortet med tilhørende kode skulle derfor straks udleveres, men her fattede den 87-årige kvinde mistanke om, at der var tale om et forsøg på bedrageri over for hende. Hun afbrød derfor forbindelse til manden, og ingen kom til hendes bopæl for at hente dankortet.
Politiet vil rose den 87-årige for sin skepsis over for dette forsøg på at fuppe hende til at udlevere sit dankort med tilhørende kode. Årsagen til den sunde skepsis skal måske ses i sammenhæng med, at der i den 87-åriges familie netop havde været en snak om denne type sager, og hvad man skulle gøre, såfremt man blev ringet op i den anledning.
Et medlem af den 87-åriges familie er faktisk ansat i politiet, hvilket kan have haft indflydelse på hendes skepsis, idet man i familien netop havde haft en snak om den form for kriminalitet over for især ældre personer.

Færdselsuheld – Slagelsevej / Stationsvej, Kalundborg

Kl. 15.43 rykkede politiet ud til et færdselsuheld i krydset Slagelsevej – Stationsvej, hvor en bilist og en knallertkører var stødt sammen.
Det viste sig, at en 71-årig mand fra Kalundborg var kørt ad Slagelsevej mod syd i en personbil, og at i samme retning var en 17-årig ung mand fra Kalundborg kørt på knallert og med en passager bagpå.
I krydset svingede bilisten med lav hastighed til højre ad Stationsvej, men stødte under svingningen sammen med knallerten. Ingen af parterne, herunder også passageren på knallerten, kom til skade ved uheldet.
Politiet har nu optaget rapport for at få belyst de nærmere omstændigheder ved sammenstødet mellem de to trafikanter.

Truende og utryghedsskabende mand – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 17.23 fik politiet flere opkald om en truende og utryghedsskabende mand, der befandt sig i Kordilgade. Han havde ifølge anmeldelserne lavet et udfald uden at ramme mod en 25-årig kvinde og hendes barn, som begge efterfølgende var blevet tiltalt med diverse eder og forbandelser.
En 55-årig, lokal mand var tillige ifølge oplysningerne til politiet blevet truet med en lille kniv, da han mødte den utryghedsskabende mand også i Kordilgade.
Politiet fik hurtigt fundet manden, der blev anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven, idet han stadig var i besiddelse af kniven på anholdelsestidspunktet og ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål at bruge kniven til.
Der var tale om en 30-årig mand fra Kalundborg, som i øvrigt var påvirket af spiritus og i øvrigt blev skønnet lettere uligevægtig. Han blev bragt til politistationen i Roskilde og afhørt til overtrædelsen af knivloven samt en sag om trusler i forhold til adfærden over for de forurettede.
Efterfølgende blev den anholdte efter et lægetilsyn lagt i detentionen til afrusning inden sin løsladelse senere på aftenen, idet politiet og anklagemyndigheden efter en nøjere gennemgang af sagerne vurderede, at der ikke grundlag for at fremstille den 30-årige i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Ældre kvinde bedraget af falsk bankmand – Kalundborg

Kl.15.30 anmeldte pårørende til en 74-årig kvinde fra Kalundborg, at hun kort forinden havde været udsat for bedrageri af en falsk bankmand. Omkring kl. 14.00 blev hun ringet op af en “Simon” fra Danske Bank i Slagelse. Han oplyste, at den 74-åriges dankort var blevet misbrugt, og der var blevet trukket omkring 7.000 kr fra kvindens konto til køb af en cykel. “Simon” ville derfor sende en medarbejder fra banken til at afhente kvindens dankort. Et kvarter senere dukkede en mand op på den 74-åriges adresse, hvor han fik udleveret dankort og pinkode. Efterfølgende blev der hævet i alt 10.000 kr på kortet, som nu var blevet spærret af banken.

Manden som hentede dankortet beskrives som:

Mand, 25-30 år, ca. 175 cm. Hudfarve: brun. Hår. Sort halvlangt tilbagestrøget. Iført lyseblåt mundbind, hvid skjorte, blå blazer med lille Boss logo, lyse pæne bukser.

Politiet efterforsker nu sagen, for et forsøge at finde frem til bedrageren/bedragerne. En opfordring skal lyde til alle om, ikke at videregive dankort og koder til nogen. Tal med dine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt.

To uheld i forbindelse med køkørsel – Slagelse Landevej, Kalundborg

kl. 15.36 skete flere sammenstød på Slagelse Landevej kort før Rørby Enge i sydøstlig retning. Først stødte to personbiler sammen, da en 66-årig mand fra Skælskør kørte op bag i en forankørende bilist, en 62-årig mand fra Slagelse, som bremsede ned på grund af kø på strækningen.

Kort efter på samme strækning kørte en lastbil op bag i en forankørende personbil i forbindelse med kødannelsen. Lastbilen blev ført af en 32-årig mand fra Jerslev Sj, og han kolliderede med en personbil, som blev ført af en 40-årig mand fra Gørlev Sj. Ingen personer kom noget til, men der skete skade på køretøjerne. Vejen blev ryddet op for tabte vragdele og trafikken kunne igen køre normalt omkring kl. 16.30.

Brand i skur – Tissøvej, Jorløse, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 05.23 slog en ung mand alarm, da han konstaterede at det brændte i skuret, hvor han bor. Politi, ambulance og brandvæsen kørte til stedet, hvor det viste sig at der var gået ild i en brændebunke ved siden af en brændeovn i skuret. Ilden blev slukket før den spredte sig yderligere. Ilden nåede ikke at brænde igennem taget på skuret, men alt inventar i skuret var brandskadet. To personer, der havde opholdt sig i røgen blev tilset i ambulancen, men havde ikke brug for behandling. Politiet optog rapport i sagen, og dets skal nu vurderes, om der er sket brud på beredskabsloven om uforsigtighed med ild i forbindelse med branden.

Spirituskørsel – Esbern Snaresvej, Kalundborg

Kl. 00.06 anholdt og sigtede politiet en 35-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil, som han førte i vestlig retning ad Esbern Snaresvej. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Narkokørsel, spirituskørsel og for hurtige knallerter – Kalundborg

Kl. 11.15 blev en 39-årig mand fra Jyderup testet positiv for euforiserende stoffer i en narkometertest, da han blev stoppet i en bil på Møllevej i Ubby. Den 39-årige var desuden frakendt førerretten i en tidligere sag om spirituskørsel i gentagelsestilfælde. Han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Kl. 16.23 stoppede en patrulje fra færdselsafdelingen en lille knallert på Hovedgaden i Høng i en rutinekontrol. Føreren af knallerten, en 39-årig mand fra lokalområdet, var påvirket af spirituspåvirket over det tilladte, så han blev sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Betjenten undersøgte også knallerten, som blev testet på rullefelt, hvor det viste sig, at den kunne køre 52 km/t, selvom den højst måtte køre 30 km/t. Den 39-årige blev derfor sigtet for kørsel på konstruktivt ændret knallert. Han blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve, og vil høre mere i sine sager, når resultatet af blodprøven kommer.

Kl. 16.51 blev en 15-årig dreng fra Høng stoppet på en lille knallert, som kunne køre for hurtigt. Knallertføreren blev standset på Sæbyvej i Sæby, Høng, hvor knallerten blev målt på et rullefelt, som viste en topfart på 53 km/t. Den 15-årige blev sigtet for at køre på den ulovlige knallert, og hans forældre blev orienteret om sagen. Han kan forvente en bøde og en betinget frakendelse af retten til at køre på lille knallert i sagen. Kører man gentagne gange på en ulovlig knallert, så vil knallerten blive konfiskeret.

 

Foto: ABW