Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/02/17 til 2022/03/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i værksted udløste sigtelse – Bregningevej, Eskebjerg – Kalundborg

Kl. 17.45 rykkede brandvæsnet og politiet ud i anledning af en melding om ildebrand i et værksted.
Der var kraftige flammer i værkstedsbygningen, og røgen drev i østlig retning mod beboelse, hvor beboerne blev rådet til at holde sig indendørs og med lukkede vinduer. Der var ingen fare for, at branden ville brede sig til andre bygninger, men værkstedet, en bil og inventaret fik store skader som følge af branden.

Ingen personer kom til skade, og politiet fik klarlagt, at en 38-årig mand fra Eskebjerg havde udført noget svejsearbejde på en bil, der i værkstedet var oppe på en lift. Herunder var der pludselig udbrudt brand i bilen, hvilket bredte sig til selve bygningen.

Politiet sigtede den 38-årige for overtrædelse af beredskabsloven på grund af en mistanke om, at han ikke havde udvist fornøden forsigtighed i forbindelse med svejsearbejdet på bilen.

Arbejdsulykke – Havnepladsen, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 10.29 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en arbejdsulykke, idet en mand var kommet til skade under sit arbejde.

Det viste sig, at en 52-årig mand fra Føllenslev havde pådraget sig kvæstelser i det ene ben i forbindelse med løft af en ca. tre meter lang træpæl. Han havde stået ved nogle andre tilsvarende pæle, men havde fået benet i klemme, da han mistede balancen og faldt bagover.

Den 52-årige blev bragt til skadestuen til fornøden behandling, og politiet tilkaldte Arbejdstilsynet til at komme til stedet for senere at kunne afgøre, hvorvidt nogen vil kunne drages til ansvar for ulykken.

Spirituskørsel – Reersøvej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.40 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Beruset mand var træt – Pileagervej, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 11.41 henvendte en omsorgsfuld, 48-årig kvinde fra Gørlev Sj. sig til politiet, fordi hun havde fået et problem med en nu sovende, beruset mand.
Anmelderen havde bemærket den spirituspåvirkede mand på gaden og havde budt ham indenfor, idet hun skønnede, at han havde brug for hjælp i den tilstand, han befandt sig i.
Kvinden havde forsøgt at få hjælp fra det opholdssted, hvor manden reelt boede, men i mellemtiden var manden faldet i søvn på gulvet.
Politiet kom efterfølgende anmelderen til undsætning og fik manden identificeret som en 51-årig mand fra Københavns vestegn, efter at han var blevet vækket.
Han blev transporteret til politistationen i Roskilde, hvor han efter en lægeundersøgelse blev anbragt nogle timer i detentionen til afrusning, inden han først på aftenen blev skønnet i stand til at tage vare på sig selv.

Forsøg på tyveri – Høng – Kalundborg

Kl 21.36 modtog politiet anmeldelse fra en bilist, der ved Løve havde bemærket en kassevogn med anhænger, der havde forsøgt at stjæle diesel fra en tankstation. En politipatrulje fandt køretøjet forladt på en adresse i nærheden. Traileren blev umiddelbart taget med af politiet til nærmere undersøgelse.

Kolde kontanter blev “varme” – Kalundborg

Kl. 14.58 henvendte en 32-årig mand fra Kalundborg sig personligt på politistationen i Kalundborg medbringende nogle kontanter, som han gerne ville aflevere.

Samtidig havde en 61-årig mand også fra Kalundborg også henvendt sig personligt på politistationen for at anmelde et tyveri.

Politiet fik klarlagt, at de to mænd faktisk var parter i samme sag, idet den 61-årige tidligere på dagen havde hævet nogle kontanter i en pengeautomat i Kalundborg. Desværre glemte han at få pengene med sig, da han havde fået sit hævekort retur fra automaten.
Da den 61-årige opdagede forglemmelsen, havde han bagefter konstateret, at pengene var forsvundet fra pengeautomaten, hvorfor han underrettede sit pengeinstitut om forglemmelsen.

Den 32-årig mand havde også været kunde i samme pengeautomat, men efter den 61-åriges forglemmelse. Han havde set pengene, som han havde taget til sig, inden han selv hævede penge på sin egen konto.

Efter den 61-åriges henvendelse i banken var den 32-årige blevet spurgt af pengeinstituttet, om han kendte noget til sagen, hvilket han indledningsvist havde afslået. Ved nærmere eftertanke havde han dog følt pengene “brænde” i lommen, hvorfor han havde henvendt sig på politistationen for at aflevere dem.

Politiet foranstaltede et møde mellem de to parter, så den 61-årige kunne få sine penge, og politiet valgte i samme anledning at sigte den 32-årige for tyveri.

Anklagemyndigheden skal nu se nærmere på detaljerne i sagen og derefter afgøre, hvad der videre skal ske i anledning af sigtelsen mod den 32-årige.

Vold på dansegulvet – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 03.28 rykkede politiet ud til uorden på et diskotek, hvor en mand var blevet slået af en anden mand under ophold på dansegulvet.
Politiet fik kontakt til en 26-årig mand fra Dianalund, som havde rødmen på den ene side af ansigtet og måske også havde fået en mindre tandskade, da han blev slået i hovedet en enkelt gang.
Den 26-årige var på dansegulvet blevet uenig med en 22-årig mand, som havde fået et par dask i ryggen af den 26-årige. Efterfølgende havde den 22-årige slået den 26-årige i ansigtet, så politiet vurderede, at den 22-årige skulle anholdes og sigtes for vold mod den 26-årige.
Efter afhøring til sagen løslod politiet den 22-årige, og politiet vil nu ud fra diverse forklaringer og afhøringer af vidner forsøge at få klarlagt de nærmere omstændigheder i sagen med de to parter involveret.

Sur bilist gav politiet fingeren – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 15.05 sigtede politiet en 84-årig mand fra Kalundborg for overtrædelse af færdselsloven, idet han kørte bil i østlig retning ad Kordilgade, selv om gaden er en gågade, hvor bilkørsel ikke måtte finde sted.

Da politiet og den sigtede bilist var på vej væk fra området, bemærkede patruljen, at den 84-årige bilist gav politiet fingeren, så politiet igen lidt senere måtte have fat i den 84-årige for at sigte ham for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om fornærmelig adfærd over for politiet i det offentlige rum.

Den 84-årige kan nu forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af de to sigtelser mod ham.

Færdselsuheld – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 09.11 var to bilister stødt sammen på Holbækvej omtrent ud for Eskebjergvej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet. Politiet kørte også til stedet og fik klarlagt, at de to implicerede personbiler havde fået mindre skader.

Ingen af parterne var kommet til skade som følge af uheldet, der skete, da en 41-årig kvinde fra Jyderup for sent opdagede, at trafikken foran havde nedsat hastigheden betragteligt. En 33-årig kvinde fra Holbæk var nemlig bremset op på grund af en forankørende, hvilket altså medførte, at den 41-årige påkørte bagenden af den 33-åriges bil.

Bilerne havde ikke fået større skader end, at de kunne køre fra stedet ved egen kraft. Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne ved uheldet.

Narkokørsel – Dyvekærvej, Ugerløse, Kalundborg

Kl. 16.30 blev en 30-årig mand fra Kalundborg sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, efter at en narkometertest indikerede, at han kunne være påvirket af kokain under kørslen.
I forbindelse med anholdelsen med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer blev den 30-årige fundet i besiddelse af 0,1 gram kokain, så sigtelserne kom også til at omfatte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen vedr. blodprøven er modtaget.

Hærværk – Kalundborg Station, Kalundborg

Kl 0647 modtog vi anmeldelsen om hærværk på stationen. En rude var knust i indgangsdøren og der var smidt affald og kager rundt i ventesalen. Politiet sendte en patrulje til stedet, men fandt umiddelbart ikke nogen, der kunne sættes i forbindelse hærværket.

Hærværk – toget mod Kalundborg

En togfører fra DSB oplyste kl. 09.28, at der var begået hærværk i toget. Der manglede tre nødhammere og der var ligeledes stjålet en hjertestarter. Desuden havde gerningsmændene affyret en skumslukker på det ene toilet. Hærværket muligvis sket på strækningen fra Jyderup mod Kalundborg og tidligere fredag morgen i tidsrummet kl. 06.28 – 06.48.

Brandundersøgelse – Hovvej, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 20.06 slog en nabo til en virksomhed alarm til brandvæsnet og politiet, efter at der var hørt et højt brag. Efterfølgende kunne naboen konstatere, at der var brand i et køretøj.
Brandvæsnet foretog slukning af ildebrand i en ladvogn, der var uden nummerplader. Der var ingen personer i nærheden og dermed ingen tilskadekomst i anledning af branden.
Årsagen til brandens opståen skal undersøges nærmere af politiet, idet der ikke umiddelbart var nogen naturlig forklaring på brandens opstart.

Færdselsuheld – Skovvejen, Svebølle – Kalundborg

Kl. 00.08 fik politiet en anmeldelse om en forulykket bilist, der nu holdt på Skovvejen ved Nyrandsvej.
Det viste sig at være en 36-årig dansk mand, men med bopæl i Sverige, der var forulykket i sin svenske personbil. Han havde under kørsel i vestlig retning kørt gennem en større vandpyt, så han mistede kontrollen over bilen og ramte autoværnet.
Den 36-årige kom ikke til skade ved uheldet, og ingen øvrige trafikanter var blevet involveret i uheldet.