Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2015-09-15 til 2015-09-22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at fortælle offentligheden om. Ikke-anmeldte eller af politiet ignorerede hændelser omtales ikke i det følgende.

Beruset mand på gaden – Nyvangsvej, Kalundborg
2015-09-18 – Kl. 1442 fik politiet en henvendelse om en spirituspåvirket mand, der lå på gaden og ikke umiddelbart kunne tage vare på sig selv. Politiet fik kontakt med den spirituspåvirkede mand, som var så påvirket, at han ikke kunne oplyse egen identitet. Han blev frihedsberøvet og bragt til politistationen i Roskilde, hvor han efter lægetilsyn blev lagt til afrusning i detentionen. Ved løsladelsen ved midnatstide fik politiet ham identificeret som en 52-årig mand fra Kalundborg. Politiet havde ikke grundlag for at sigte ham for noget.

Bilbrand – Svenstrupvej, Kalundborg
2015-09-16 – Kl. 2150 blev brandvæsnet og politiet alarmeret i anledning af en bilbrand. Brandvæsnet kunne dog ikke redde personbilen, der udbrændte helt. Politiet kunne efterfølgende konstatere, at bilen var kørt ind på en mindre skov og formentlig sat i brand. Politiet undersøger sagen nærmere, idet der ikke var nogen naturlig forklaring på brandens opståen.

Færdselsuheld – Bredekildevej, Kalundborg
2015-09-21 – Kl. 1748 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld med en bilist og en knallert involveret. Der var også sendt en ambulance til stedet. Det viste sig, at en 16-årig dreng fra Kalundborg var kørt på knallert ad Bredekildevej mod øst. I krydset ved Lerchenfeldvej overholdt han ikke sin ubetingede vigepligt og opdagede for sent en personbil, der blev ført af en 51-årig mand fra Kalundborg i sydlig retning. Den 16-årige, der havde en passager med på knallerten, og som i øvrigt ikke selv anvendte styrthjelm under kørslen, bremsede så kraftigt op, at knallerten skred ud. Passageren røg af knallerten og fik sin ene fod kørt over af bilen. Passageren blev kørt til undersøgelse på skadestuen, men var sluppet uskadt fra uheldet. Den 16-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
Politiet vil i øvrigt gøre opmærksom på, at der i denne uge gennemføres en målrettet indsats med kontrol af cyklister og knallertkørere. “Bløde” trafikanter udgør en betydelig del af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, og de er mere udsat for alvorlige skader, når de er involveret i trafikulykker. Hvis en knallert kører for hurtigt, udgør det en væsentlig risiko for føreren selv og for medtrafikanterne, ligesom høj hastighed skaber utryghed for cyklister på cykelstier og fodgængere på fællesstier. Endvidere kan støjgenerne være til stor irritation for de omkringboende. Politiet anvender de såkaldte “rullefelter” til at måle, om knallerter kan køre hurtigere end den hastighed, de er godkendt til. Politiets målrettede indsats mod cyklisters og knallerters adfærd i trafikken er landsdækkende.

Gadeuorden / restaurationsloven – Kordilgade, Kalundborg
2015-09-21 – Kl. 0252 fik politiet skilt fire parter ad i forbindelse med et slagsmål på en restauration. De ene af parterne forsvandt dog hastigt, da politiet ankom. Politiet fik derfor kun fat i to mænd på 22 og 34 år fra Kalundborg og en 25-årig mand fra Høng, som alle blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven på grund af slagsmålet. Derudover fik alle meddelt et forbud mod at være gæst på stedet de næste to år. Roen var således genoprettet på stedet.

Kørsel i frakendelsestiden mv. – Holbækvej, Kalundborg
2015-09-15 – Kl. 1533 standsede politiet en personbil med en stor, tilkoblet trailer for rutinemæssig kontrol af føreren og vogntoget. Det viste sig, at føreren var en 28-årig mand fra Jerslev Sj., som var frakendt kørekortet. Han blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven. Traileren viste sig at være forsynet med en nummerplade tilhørende en anden, mindre trailer. Politiet undersøger nu traileren nærmere i et forsøg på at finde ud af ejerforholdet på den anvendte trailer. Den 28-årige kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet både med hensyn til traileren, og når sagen skal afgøres.

Kørsel uden førerret – nummerplader inddraget – Reersøvej, Gørlev – Kalundborg
2015-09-18 – Kl. 1251 bemærkede en patrulje en personbil, hvis nummerplader var efterlyste på grund af manglende syn. Personbilen blev standset, og bag rattet sad en 49-årig mand fra Gørlev Sj. Den 49-årige kunne ikke fremvise et kørekort, idet politiet havde inddraget hans førerret i 2014 på grund af manglende deltagelse i en kontrollerende køreprøve efter en betinget frakendelse af kørekortet. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret i personbilen, hvis nummerplader politiet inddrog med henblik på aflevering til SKAT.

Mistænkeligt forhold – Nykøbingvej, Føllenslev – Kalundborg
2015-09-18 – Kl. 2145 anmeldte moderen til en 16-årig pige fra Føllenslev, at datteren i forbindelse med hundeluftning kl. ca. 1715 var blevet kontaktet af en fremmed mand i bil. Han spurgte om hendes alder og ønskede at vide, om hun havde set nogle fasaner på hendes gåtur med hunden. Det benægtede datteren, som så blev tilbudt at komme med ham hjem for at se hans fasaner, hvis de mødte igen. Manden kørte nu videre, og den 16-årige løb hjem. Datteren gav følgende beskrivelse af manden og bilen: A: Mand, Dansk af udseende, 40-50 år, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Lys, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Skægstubbe, var lidt usoigneret, manglede to tænder i undermunden, hvidt hår, talte dansk, Iført: Sølvur på højre hånd. Han kørte i en sølvfarvet 5-dørs personbil med tonede bagruder og med “papegøjeplader”.
Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket manden og/eller bilen i området, eller som kan give oplysninger til identifikation af ham, så motivet til henvendelsen til den 16-årige pige kan opklares. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Pas på fupmails/fup-SMSer vedr. NemID – Kalundborg
2015-09-16 – Tre borgere henvendte sig i mandags personligt på politistationen i Kalundborg for at underrette politiet om, at de enten via mail eller på SMS havde modtaget en opfordring til at lægge oplysninger om deres NemID-kort ind i et link, som man skulle aktivere. I modsat ville borgerens bankkonto blive suspenderet. En borger fortalte, at hun havde aktiveret linket og først på dette tidspunkt var blevet mistænksom. Hun kontaktede straks sin bank, der spærrede på NemID-kortet samt bankkontoen, inden hun måske ville lide et økonomisk tab.
Politiet vil generelt kraftigt advare mod at reagere på disse fup-mails / fup-SMSer, som ofte kan genkendes på at være formuleret i et dårligt dansk sprog og uden brug af bogstaverne æ, ø og å i teksten. Såfremt en borger er blevet bedraget, efterforsker politiet sagen, men erfaringsmæssigt ender det digitale spor ofte i udlandet. Politiets råd er derfor at slette mailen/SMSen hurtigst muligt uden at aktivere noget link og derefter underrette andre bekendte om, at sådanne mails/SMSer er i omløb.

Spirituskørsel – Nytorv, Kalundborg
2015-09-22 – Kl. 1835 anholdt og sigtede politiet en 54-årig mand fra Branderup J for spirituskørsel i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte føre, fordi politiet tidligere havde inddraget hans førerret på grund af manglende deltagelse i en kontrollerende køreprøve i 2012. Den 54-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse af alkohol. Han må dog finde alternativ transportmulighed fremadrettet, idet politiet inddrog bilens nummerplader på grund af manglende betaling af den lovpligtige ansvarsforsikring.

Spirituskørsel – Slagelsevej, Kalundborg
2015-09-21 – Kl. 0123 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Gørlev for spirituskørsel i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Spirituskørsel / kørsel uden førerret – Enggårdsvej, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
2015-09-22 – Kl. 1600 anholdt og sigtede politiet en 55-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil. Han blev tillige sigtet for kørsel uden førerret, idet han ikke havde generhvervet sin førerret efter udløbet af en tidligere frakendelse af kørekortet. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Indbrud i perioden
Enggårdsvej, Ubby, Kalundborg
Kløvermarken, Hvalsø
Kulbyvej, Høng
Nyrupvej, Kalundborg
Søndergade, Ubby, Kalundborg
Tofteager, Gørlev