Mandag eftermiddag var SFO-børn fra Skolen på Herredsåsens 3., 4. og 5. klasser på besøg hos Kalundborg Sejlklub, hvor de fangede krabber og sejlede optimistjolle.
SFO’en på Skolen på Herredsåsen og Kalundborg Sejlklub er gået sammen for at øge børnenes interesse for vandsport. Mandag eftermiddag var godt 25 børn fra SFO2 samlet ved sejlklubben og klar til både at fange krabber og prøve kræfter med klubbens optimistjoller.
For Susan Rørbech, der er souschef i skolens SFO, skal samarbejdet med klubben give børnene oplevelser, de måske ellers ikke ville have fået: ”Vi bor i en kommune med lange kyststrækninger og gode muligheder for både at svømme og dyrke sejlsport. Derfor vil vi også gerne give alle vores børn mulighed for at prøve kræfter med netop sejlsport og aktiviteter, man kan lave ved og på vandet”.
Fortsætter i uge 29
Det gode samarbejde mellem skolens SFO og Kalundborg Sejlklub fortsætter i uge 29, hvor SFO’en har planlagt endnu flere sejlsportsaktiviteter omkring lystbådehavnen ved Gisseløre: ”I uge 29 i sommerferien har vi aftalt med sejlklubben, at vi kan komme på besøg igen. På det tidspunkt skulle vandet gerne være lidt varmere, så vi forhåbentligt også kan windsurfe og lave flere aktiviteter i vandet”, fortæller Susan Rørbech.
Thomas Møller er er formand for Kalundborg Sejlklubs ungdomsafdeling, og han glæder sig over besøget fra SFO’en: ”Vi vil naturligvis gerne gøre opmærksom på de mange aktiviteter, vi har at byde på i klubben. Det handler om at give børnene nye og andre naturoplevelser, end dem de er vant til. Og besøgene er en rigtig god måde for børnene at få afprøvet sejlads på i optimistjolle i virkeligheden, og måske bliver de bidt af det og starter hernede. Måske gør de ikke, men uanset hvad, så håber jeg, at de har haft en god oplevelse på vandet”.
Og en god oplevelse i netop optimistjolle havde Dina fra 4.b og Shahed fra 3.b: ”Jeg har aldrig prøvet at sejle i sådan en jolle før, men det er rigtig sjovt at prøve, selvom det også er lidt svært. Særligt at styre den, synes jeg er svært”, siger Dina, og det er Shahed enig i: ”Ja, det er maga sjovt, men jeg glæder mig faktisk også til at fange krabber oppe på broen, når vi er færdige med at sejle” fortæller hun.
Alle er velkomne til at kigge forbi Kalundborg Sejlklub og se, om sejlads eller andre sejlsportsaktiviteter kunne være noget for én.
Foto: Kalundborg Kommune


















