Et besøg fra ordensmagten betyder normalt, at noget ikke helt er, som det burde være. Men til alt held havde politiassistenten Troels fra SSP-teamet i Kalundborg Kommune intet bemærkelsesværdigt at føje til døgnrapporten efter hans ”patrulje” i SFO’en på Nyrup Skole.

Normalt foregår politiarbejde i højt tempo med de blå blink tændt, sirenen skruet helt op på max og adrenalinen pumpende rundt i årene. Men heldigvis var tempoet lavere, og gudskelov var der ikke fare på færde, da politiassistenten Troels fra Midt- og Vestsjællands Politis SSP-team på Lokalstationen i Kalundborg runderede skolegården på Nyrup Skole. På sin notesblok kunne Troels notere, at skolegården var fri for bøller og uromagere, men i stedet fyldt op af en flok glade og nysgerrige børn fra flere af områdets SFO’er, der spændt rendte rundt om den hvide bil med de karakteristiske stiplede linjer og bogstaverne POLITI præget på siderne:

”For vores arbejde på det præventive områder, er det altid dejligt at have mulighed for at møde borgerne – som nu er børnene – når der netop ikke er brug for politiet, men i stedet have tid til at svare på spørgsmål og vise vores ’rekvisitter’ frem”, fortæller Troels under patruljen.

Med udsigt til en ulig kamp midt i skolegården havde lovens lange arm reelt ingen andre muligheder end at lade sig overgive til SFO’ens godt 30 nysgerrige og sommerglade børn, der hurtigt havde taget opstilling rundt om patruljevognen. Og som en rigtig politimand, der på ingen tid lægger sin taktik om til en præventiv indsats, åbnede Troels gladeligt dørene i Mercedesen og inviterede ungerne ind bag rettet og bag i bilen, der uden tvivl har fragtet et utal af hårdkogte kriminelle til et ophold på Hotel Gitterly.

Afhøreren blev den afhørte
Almindeligvis er det Troels, der stiller spørgsmålene, men når man trænger ind på en SFOs område, må man forberede sig på et utal af nysgerrige unger bevæbnet med masser af gode spørgsmål om politibetjentes arbejde. Troels besvarede, som var han placeret i den varme stol under en regulær afhøring, troligt de mange spørgsmål.

For afdelingsleder på Nyrupskolen Anne-Mette Lund-Konggaard er besøget kærkomment i en sommertid, hvor SFO’en huser godt 30 børn fra Raklev, Tømmerup, Årby, Rynkevang, Herredsåsen og Nyrup ”Det er altid spændende for børnene at møde politiet, og nu var der lige en mulighed for at få besøg”, og særligt ét spørgsmål var vigtig at få besvaret:

”Børnene var opmærksomme, nysgerrige og spørgelystne – særligt til spørgsmålet om, hvor mange han havde skudt, og heldigvis var svaret ’ingen’”, fortæller Anne-Mette Lund-Konggaard.

Som afslutning på sagen uddelte Troels et par vigtige politiredskaber til børnene: En politikuglepind, der skal bruges, når der skal tages vigtige noter i opklaringsarbejdet og i legene i SFO’en, en politirefleks, der er vigtig, når man er på patrulje i den mørke tid, og vigtigst af alt – politibolcher, så stemmen altid er klar til at råbe ballademagere an.

Pressefoto