Tivoli inviterer i år den 9. og 10.maj publikum og gæster indenfor til en helt særlig musikoplevelse, når Tivoli Gospel Festival indtager Haven med kraftfulde kor, levende musik og en stemning præget af glæde og fællesskab. Over 40 gospelkor fra hele landet, bl.a. Kalundborg Gospel Choir, samles i Tivoli og bringer gospelmusikkens varme og energi ud til publikum gennem en hel weekend. Arrangementet er det største af sin slags i hele Danmark.
Festivalen udfolder sig på Tivolis ikoniske scene Plænen, hvor publikum kan opleve et mangfoldigt program. Her er både plads til kendte gospelklassikere såsom “Oh Happy Day”, “Total Praise” og “This little light of mine”, og nye musikalske fortolkninger, der tilsammen skaber en oplevelse, som rammer bredt og inviterer publikum til at synge og bevæge sig med. Det kan næsten ikke undgås.
Mads Holm Andersen, koordinator for Tivoli Gospel Festival fortæller:
“Fællesskab, håb og livsglæde bor dybt i gospelmusikkens hjerte, og netop derfor er det en ekstra stor glæde at invitere til årets Tivoli Gospel Festival.
Det bliver en helt særlig weekend, med overflod af fællessang, dans, klap og kærlige øjne blandt de optrædende, såvel som publikum.”
En helt særlig stemning
Tivoli Gospel Festival er kendt for sit høje musikalske niveau og sin særlige stemning, hvor sangere mødes på tværs af alder og baggrund. De mange koroptrædener skaber intense øjeblikke og et stærkt fællesskab, hvor musikken fungerer som samlingspunktet i hjertet af Tivoli.
Gospel i alle former
Tusindvis af sangere deltager, når gospelkor fra hele landet gæster Tivoli for at være en del af festivalen. Programmet rummer både store og mindre kor og giver publikum mulighed for at opleve gospel i mange former, bundet sammen af glæde, nærvær og engagement. Der er f.eks. et kor med 220 sangere, som kommer til, at fylde Haven med musikgenrens helt særlige lyd.
Med Tivoli Gospel Festival sættes der i år fokus på musik, håb og fællesskab i en ramme, hvor Tivolis stemning og gospelmusikkens energi går op i en højere enhed.
Alle Havens gæster kan opleve Tivoli Gospel Festival.
Kort om programmet:
Med hele tre ikoniske scener i spil, kan musikken opleves fra kl.11.30 og helt frem til kl.18.50 lørdag, og fra kl.11.30 til kl.18.00 søndag.
Kalundborg Gospel Choir består af hele 90 sangere.















