Redaktionen har modtaget dette fine digt fra Hans Jørgen Buchberg, Kalundborg
Når jeg ligger stille i min seng, og dagen er forbi,
kan det ske, jeg føler mig lidt trist og ensom indeni.
Der er så meget, jeg skal huske, der er så meget at tænke på,
at jeg bli’r lidt træt i hovedet, kan I sikkert godt forstå.
Mange voksne spør’, hvad jeg skal være, når jeg engang bli’r stor,
men jeg er jo kun et tøsebarn – det si’r min far og mor.
Hvordan sku’ jeg ku’ vide, hvad der kommer til at ske for mig,
jeg er blot en lille pige på en stille villavej.
Det er ikke altid lige sjovt at være femten år,
og jeg tænker somme tider på, hvor hurtigt tiden går.
Jeg kan huske, jeg som lille løb og legede dagen lang
og jeg savner tit min barndom og alt det, der var engang.
Far og mor, de si’r, de har så travlt med alt det, de skal nå,
hvad det er, ja det er ikke let for mig at svare på.
Har de glemt, at stoppe op og gøre det, de bedst kan li’,
det er noget af det, jeg tænker på, når dagen er forbi.
Det er skønt at ligge i sin seng og ha’ det lunt og rart,
men jeg er en lille-bitte pige skrøbelig og sart.
Jeg kan høre støj fra vejen, inden længe er det nat,
og nu står min mor og hvisker, kan du sove godt min skat.
