Smed Martin Rothborg Gregersen fra Gørlev er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2022 uddeles fredag d. 30. september i København.

Det er 20. år i træk, at Industriens Uddannelser, Dansk Industri, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne uddeler Metalindustriens Lærlingepris (ML-Prisen) til de dygtigste lærlinge.

Prisoverrækkelsen er en af de vigtigste hyldester af faglærte, og den finder sted fredag d. 30. september 2022.

Foruden de dygtige nyuddannede er deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring. Og for dem, der ikke kan være blandt publikum på dagen, så bliver ML-Prisen 2022 også live-streamet på Industriens Uddannelsers Facebook-side.

Topkarakter og sociale kompetencer

Det er et fællestræk for Martin og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Martin har gået på EUC Nordvestsjælland og været i lære hos Chris Jensen Kalundborg K/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

– Martin er en ener, han er dygtig – ja Danmarks dygtigste. Martin vandt DM i Skills 2022. Han har et ekstremt overskud, ser og planlægger sine opgaver og går til dem med ro. Dette har Martin gjort, siden han kom i lære. Martin har fået 12 i alle hovedforløb, som normalt ikke gives. Det fineste ved Martin er, at han flyver ikke højere, end hans vinger kan bære ham. Han er vellidt hos kollegaerne og vi er ekstrem stolte af ham.

Selv giver Martin følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de indstillede.

– Jeg vandt DM i Skills tilbage i april, så det viser, at jeg er dygtig til mit fag. Smedearbejdet er kommet meget naturligt for mig, da det også er min hobby. Når jeg har fri, laver jeg det samme derhjemme, som når jeg er på mit arbejde.

Tidligere statsminister og formand for EuroSkills 2025 deltager i prisoverrækkelsen

Poul Nyrup Rasmussen, tidligere statsminister og formand for EuroSkills 2025, deltager i prisoverrækkelsen. Det sker sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og underdirektør i DI, Signe Tychsen Philip, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, som vil overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne. De vil alle tre hver især holde tale.