Stor jazzkoncert med berømt band fredag aften den 28. oktober

Glad swingende jazzmusik vil fylde det store festlokale på Reersø Kro fredag aften den 28. oktober, når Kansas City Stompers kommer på besøg. Det uforlignelige orkester stiller op med den syngende præst Nynne Lange i spidsen, den svenske musikprofessor Ulf Johansson Werre ved klaveret, Karsten Christensen på tenorsax, Lasse Lundstrøm, bas, Tom Jensen, trommer, og 83-årige utrættelige kapelmester Niels Abild med sin hvide plasticklarinet. Den købte han i New Orleans for mange år siden. Som teenager startede Abild Kansas City Stompers i sin fødeby Aabenraa i 1951 og har gennem mere end 70 år optrådt både for kongelige og godtfolk overalt i landet. Men det bliver første gang på Reersø!
Det populære orkester er kendt og elsket for sin overlegent swingende og imødekommende stil, der befinder sig i grænselandet mellem traditionel jazz og swing, krydret med elementer af andre genrer. “Vores repertoire er en verdensomrejse i rytmisk musik,” fastslår kapelmester Niels Abild kort og godt.

Så godt som alle Danmarks mest kendte musikere har gennem tiderne været med i bandet, og Abild kan stadig hive nye kaniner op af hatten. Til koncerten på Reersø er orkestret således udvidet med den enestående svenske pianist, trombonist og sanger Ulf Johansson Werre. Han kommer flyvende fra Uppsala i det nordlige Sverige, hvor han er professor i piano ved byens Universitet. Han er et musikalsk unikum, der kan spille klaver som Oscar Peterson, har opnået kåring som Europas bedste trombonist og samtidig er en gudbenådet entertainer. Han er en meget eftertragtet solist både i Europa og USA, hvor han bl.a. har spillet med Benny Goodmans orkester.

Fredag den 28. oktober kl. 19.30
Servering af jazzmenu fra kl.18.00 (kalvesteg, skysovs, hvide kartofler og blandet, grøn salat)
KANSAS CITY STOMPERS: Nynne Lange, vokal, Karsten Christensen, tenorsax, Lasse Lundstrøm, bas, Tom Jensen, trommer, Ulf Johansson Werre, klaver, og Niels Abild, klarinet.
REERSØ KRO, Strandvejen 45, Reersø, 4281 Gørlev
tlf. 5885 9022
Entré incl. Jazzmenu (kalvesteg, skysovs, hvide kartofler og blandet, grøn salat) fra kl. 18.00 : 299 kr,
Reservation: billetto.dk:
https://billetto.dk/e/kansas-city-stompers-billetter-692734

Pressefoto