Som optakt til Tour de France og Tour de Storebælt inviterer Kalundborg Kommune alle borgere til et spændende Tour-event i Kalundborg by.

Om mindre end to måneder kommer Tour de Storebælt og Tour de France til Kalundborg.

Det betyder, at den gule folkefest nærmer sig med hastige skridt.

Kickstarter den gule folkefest

Den officielle indvielse af Tour-cyklen, information om cykelløb og sjove aktiviteter finder sted lørdag den 21. maj 2022 på Klostertorvet i Kalundborg, hvor Kalundborg Kommune
holder Tour-event.

”Vi kickstarter den gule folkefest i Kalundborg Kommune med et Tour-event for alle borgere. Til dette event vil vi indvie den store cykel med taler og sjove aktiviteter for hele
familien. Vi ved, at borgerne har en masse spørgsmål til afviklingen af de to cykelløb. Vi står derfor klar til at svare på alle deres spørgsmål under hele eventet. Jeg håber, at
borgerne vil være med til at kickstarte festen i Kalundborg,” siger Cathrine Sinding, projektleder for Tour de France i Kalundborg Kommune.

Kalundborg Kommune er i fuld gang med at udsmykke lokalområdet til folkefesten. I den forbindelse har kommunen i samarbejde med Nordvestsjællands Erhvervs- og
Gymnasieuddannelser placeret en kæmpestor cykel i hjertet af Kalundborg by på Klostertorvet.

”Cyklen er bygget af dygtige elever fra smedeuddannelsen på EUC Nordvestsjælland i Holbæk og malet i Tour de France-farverne af dygtige elever fra maleruddannelsen i
Holbæk. Processkolen har sørget for transport og opsætning. Cyklen er fire meter bred og otte meter høj,” fortæller Cecilie Marie Harmundal, kommunikationsmedarbejder i
Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Dagens program

Der vil være aktiviteter for hele familien til Tour-eventet. Alle interesserede er derfor velkomne til at deltage. Det er gratis og uden tilmelding. Der uddeles gule Tour-blomster
til de første 50 gæster.

Program:
• Martin Damm, borgmester i Kalundborg Kommune, indleder festen med en tale
• Indvielse af den kæmpestore Tour-cykel i samarbejde med Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
• Information om Tour de Storebælt og Tour de France
• Vær med til at udsmykke Klostertorvet med kridt – gratis Tour de France-drikkedunk til de første 5 børn
• Fremvisning af Skodas Tour-bil
• Prøv kræfter med Tour de France-motionscykler
• Salg af Tour-merchandise
• Lav din egen Tour de France-badge
• Prøv teknikbane og cykler fra Kalundborg Cykle Club
• Få et forårstjek af din cykel – få luft i dækkene, smurt kæden og gode råd af tidligere verdensmester Henrik Djernis fra FRI Bikeshop

Eventet foregår fra kl. 11:00 til 14:00. Adressen er Klostertorvet 2, 4400 Kalundborg.

Pressefoto