Byvandring med Kalundborg Museum.
Kom med på en byvandring, der dykker ned i historien om Kalundborg i middelalderen og se byen fra en ny vinkel.
Vi begynder ved Kalundborg Museums modelby, der viser, hvordan byen så ud i middelalderen. Her hører vi også lidt om Esbern Snare og ser det syv meter lange, vævede korstogstapet med motiver fra byens historie. Det er vævet i uldgarn i mange farver.
Så går vi mod Vor Frue Kirke med de imponerende fem tårne. Tæt på kirken ligger også stenhuset, som er Danmarks bedst bevarede middelalderlige beboelseshus. Det har gennem tiden haft mange funktioner, blandt andet har her været hospital.
Vi skal også omkring ruinerne af den borg, som Esbern Snare fik bygget, og som Kalundborg voksede op omkring.
Esbern Snare (1127-1204) var født ind i den magtfulde Hvideslægt som ældste søn af Asser Rig. Esbern blev senere stormand, og han står som grundlægger af Kalundborg. Hans bror, Absalon, blev senere ærkebiskop og hans fosterbror, Valdemar, blev senere konge af Danmark. Det var et trekløver, der ville noget.
Det er nødvendigt at købe billet på forhånd via Museum Vestsjællands hjemmeside til byvandringen søndag den 8. marts kl. 14.00 – 15.30.
Mødested: Kalundborg Museum, Adelgade 23, 4400 Kalundborg.
Turen er desværre ikke velegnet til gangbesværede.
















