Godt 50 børn fra tre af Kalundborg Kommunes sydlige børnehaver var i fredags samlet i Høng Hallen til en formiddag i håndboldens tegn.

På programmet var blandt andet kaste- og gribeøvelser, der er vigtige for børnenes motoriske udvikling, forklarer Morten Juul, der er foreningsfaglig konsulent i foreningen DanskHåndbold, der gennem projektet Håndboldkaravanen stiller skarpt på de mange muligheder sporten tilbyder: ”Håndbold er mere end bare harpiks på fingrene og tacklinger på banen. Håndbold kan meget mere end det, for der er rigtig mange motoriske øvelser knyttet til sporten, som er med til at udvikle børnene. Og det vil vi gerne inspirere lærerne og pædagogerne til at tage med ind i undervisningen og i arbejdet med børnene.”

Kun glade børn

For Laura Lund Bak, der som en del af sin uddannelse til pædagog er i praktik i børnehaven Gården i Høng, skiller en formiddag med håndbold sig lidt ud fra de andre dage i børnehaven: ”Det er fedt, at vi kan samles fra flere institutioner til en formiddag som den her i dag. Det er virkelig også dejligt, at vi kan få inspiration til nogle nye motorisk udfordrende lege. Børnene elsker det, og vi har virkelig nogle glade børn, der render rundt mellem hinanden på kryds og tværs”.

For Vilde på 5 år fra børnehaven Gården har formiddagen været en succes: ”Det er rigtig sjovt at være her og spille håndbold, fordi vi har lavet nogle sjove ting som at kaste til hinanden og lege faldskærm”.

Og det er vigtigt, at børnene hygger sig, fortæller Bonnie Witzner, der er pædagog i Gården: ”Vi styrker fællesskabet og det sociale, og når vi som i dag laver læringsaktiviteter, der er lidt anderledes end dem, vi plejer at lave – så ser vi nemlig børnene sammen på anden måde”.

Et samarbejde i lokalområdet

Formiddagen med Håndboldkaravanen er stablet på benene af frivillige kræfter fra den lokale idrætsforening, Løve-Høng Håndbold, foreningen Dansk Håndbold og Høng Skole, hvor målet er at sætte fokus på bevægelse i undervisningen og få udbredt kendskabet til sporten: ”Vi vil meget gerne inspirere lærerne til at bruge håndboldsporten i undervisningen, men vi håber da samtidig også, at vi kan få skabt så meget glæde hos børnene, at de har lyst til at fortsætte til håndbold efter skoletid”, fortæller Cecilie Toftgaard fra foreningen Løve-Høng Håndbold.

Netop samarbejdet mellem daginstitutioner, idrætsforening og skole er vigtigt, mener Bonnie Witzner: ”Vi fokuserer meget på brobygning og på det samarbejde, der er mellem daginstitutionerne og skolen, og så er vi så taknemmelig for den invitation, vi har fået til at være med i dag, hvor vi kan bruge Høng Hallen til spille håndbold med idrætsforeningen fra området. Og så børnene også bare helt vilde med det”, afslutter pædagogen.

Pressefoto