Verdensbarnet, der voksede op på Vestsjælland, men som 8-årig blev bortført af sin egen far.

Kalundborg Biblioteker glæder sig til at byde velkommen til foredrag med forfatteren Shahin Aakjær, onsdag den 15/3 kl. 19:00-21:00 på Høng Bibliotek.

Shahin blev bortført som barn. En ungdomsforelskelse mellem en pige på Lolland, og en flygtning fra Iran, endte med en familieforsørgelse, og senere et brud, som udviklede sig til en bitter strid. Shahin voksede op med sin mor på
Vestsjælland, til den dag hvor hans egen far bortfører ham til Iran. Selv husker han sin bortførelse som ’en eventyrlig sommerferie’, og det er først da han kommer tilbage til Danmark, efter to år i Iran, at han for alvor mærker
kulturforskellene.

Shahin Aakjær holder foredraget i anledning af udgivelsen af sin bog:
”Verdensbarn – Kan man bortføre sin egen søn?”. Bogen bygger på minder, breve, artikler, aktindsigter og interviews med alle de involverede, og beskriver hvad der ledte op til bortførelsen, og oplevelsen af at bo i Iran som barn. Men
særligt handler den om at finde sig til rette med to kulturer, og finde sin egen plads i verden.

Shahin er en del af Social- og Ældreministeriets statistik, der viser at knap 100 børn er blevet bortført til eller fra Danmark. Men hvordan ser man bort fra tallene, og finder ind til de valg ens forældre tog, da man blot var et barn? Det
forsøger Shahin at belyse, ved at fortælle både fra barn og forældres synsvinkel.

Shahin er som nævnt opvokset på Vestsjælland. Efter vi på biblioteket har fået Shahins bog ”Verdensbarn” har vi oplevet flere lånere komme og sige, at de kan huske sagen fra dengang. Af samme grund synes vi netop det kunne være
interessant at få Shahin til Høng og holde foredraget, hvis der skulle være flere lokale borgere der kender Shahin fra han var barn eller hans mor.

Normalprisen for at deltage i foredraget er 75 kr., og er du medlem af Biblioteksklubben er prisen 50 kr. Begge priser er inkl. kaffe/the.

Er du ikke allerede medlem af Kalundborg Bibliotekers Biblioteksklub? Så meld dig nemt og gratis ind via: www.kalundborgbib.dk/klub

Pressefoto