Festlig og rørende eftermiddag på Vesterlunden i Snertinge med Trine Gadeberg

Sangerinde og komiker Trine Gadeberg var fredag d. 11. marts på besøg på Vesterlunden i Snertinge.

Mange kender Trine Gadeberg fra adskillige revyer og TV-julekalender og ikke mindst fra internettet hvor hun gør den som Pelle på ”fem og et halvt år” der udtaler sig om politik, corona og andre samfundsanliggender. Underholdningen vekslede mellem sange som ”Time to say Goodbye” og ”Husker du”, latterfremkaldende vittigheder og en bevægende beretning om Trine Gadebergs sorg over pludseligt at miste sin mor – mange i salen sad her med en klump i halsen. Til publikums store begejstring kom lille Pelle også på besøg og filosoferede over hvorfor visse danske politikere tager deres kolleger på låret eller slikker dem i øret.

Arrangementet, der er en del af Kulturpakker til Ældre, var helt udsolgt og med omkring 110 oplagte tilskuere var stemningen på Vesterlunden i top med stående bifald undervejs. Føllenslev-Særslev Pensionistforening stod for kaffe og en lækker kage. Næste kulturpakkearrangement med Flemming Krøll er allerede udsolgt, men i Ubby Forsamlingshus kan man opleve Kåre Johannesen d. 4. maj.

Læs om alle forårets arrangementer på www.kalundborgbib.dk/temaer/kulturpakker-til-aeldre

Pressefoto