Onsdag den 19. oktober inviterer Hvidebæk Lokalråd og Ubby Bibliotek til en spændende dag i og omkring Ubby Forsamlingshus. Det foregår fra kl. 13-15. Dagen henvender sig til børn fra 8 år og op. Yngre søskende er mere end velkommen såvel som forældre og bedsteforældre

Aktivitetsdagen er inspireret af Fangerne på Fortet fra TV3 samt Det Forsvundne Ravkammer fra DR. Vores fortællinger tager afsæt i månederne lige efter befrielsen i 1945, hvor Ubby

Forsamlingshus blev brugt som interneringslejr for folk fra egnen, der havde samarbejdet med tyskerne. Til start var både mænd og kvinder interneret i forsamlingshuset, men senere blev kvinderne flyttet til det nærtliggende missionshus.

På aktivitetsdagen blander vi leg og læring, da vi tager børnene med på en fiktiv rejse ind i virkelige begivenheder fra lokalområdet. Børnene vil blive sendt rundt til poster i området omkring forsamlingshuset. På deres vej vil de støde på forskellige genstande fra tiden omkring besættelsen, som giver ledetråde til en gåde børnene skal løse.

Planlægningsgruppen har mødt en fantastisk imødekommenhed og velvilje fra flere sider i forbindelse med arrangementet. Vi har således lånt flere styk militaria fra Poul på Sæby Kræmmermarked, armbind og andet fra Oplevelsescenter Nyvang i Holbæk, og ikke mindst besøg af en af de Hvide busser fra Dansk Busmuseum i Skælskør. En bus, der senest var med i filmen Hvidstengruppen 2. I lokalområdet har vi fået hjælp fra Hvidebæk lokalarkiv, Ubby Friskole, kirken og det tidligere missionshus.

Fortællingen for aktivitetsdagen vil ikke være historisk korrekt, men vi vil i løbet af dagen præsentere børnene for udvalgte hændelser, som giver dem et lille indblik i perioden og lokalområdets rolle.

Da dele af de spændende aktiviteter foregår udendørs vil det være fornuftigt at være påklædt til årstidens vind og vejr.
Billetter købes via www.kalundborgbib.dk til en pris a 20 kr. pr. stk. Ved tilmelding, noter venligst børnenes alder og om yngre søskende kommer med.

 

Pressefoto