Af Michael Pihl, folketingskandidat på Sjælland for Dansk Folkeparti
I Danmark er vi stolte af vores frihed – frihed til at vælge, ytre sig, tænke og forsamles. Men når det kommer til medielicensen, eller den såkaldte “DR-skat”, bliver den frihed taget fra os. Tvangslicensen er et levn fra en tid, hvor der kun var én kanal og én sandhed. I dag burde medielandskabet være frit, digitalt og mangfoldigt – men vi bliver stadig tvunget til at betale for statsbetalte medier, uanset om vi bruger dem eller ej. DR får mere end 3,5 mia. skattekroner om året. Det svarer til, at vi alle skulle tvinges til abonnement på dagbladet Politiken.
Tvangslicensen kan ikke fravælges og ved dette folketingsvalg bør det stå klart for alle, at der er et tæt samspil mellem det politiske magthaversystem og statsmedierne:
Begge statsbetalte medieselskaber, DR og TV 2, har ved valg valgt kun at invitere to politiske partier til nogle af de vigtige debatter. Således kører f.eks. TV2 programmet ”Topmødet”, hvor det kun er Mette Frederiksen (S) og Troels Lund Poulsen (V), der deltager. Også DR har tidligere lavet debatter med samme begrænsning – blandt andet ved valget i 2015. Dermed gør statsbetalte medier valget til en “præsidentvalgkamp” og udelader bevidst kandidater, der udfordrer systemet og vil reformere økonomisk støtte til netop disse medier.
Tilhængerne hævder, at statsmedierne sikrer kvalitet og oplysning. Men i virkeligheden skaber de ensretning. Når staten definerer, hvad “offentlig oplysning” betyder, og hvem der får midlerne, så får vi et mediebillede, hvor nogle synspunkter favoriseres, mens andre marginaliseres. Det er ikke pluralisme – det er blød propaganda. Og det er dokumenteret at op imod 80% af danske journalister stemmer på R, S, SF og Ø.
Et moderne demokrati har ikke brug for statsmedier, men for frie medier. Hvis et medie laver indhold, som danskerne virkelig værdsætter, så vil de også betale for det frivilligt. Det er den eneste ærlige og demokratiske måde at drive presse på i det 21. århundrede.
Tvangslicensen er en anakronisme. Vi lever i 2026, ikke 1985. Det er på tide, at danskerne får lov at vælge selv – også når det gælder, hvilke medier de vil støtte.
