Kalundborg Kommune gør klar til en endnu større udgave af BEVÆG, som i 2026 afholdes lørdag den 5. september kl. 10-15 i Kalundborg bymidte.

BEVÆG er en festival for idræt, bevægelse, kultur og kreative fællesskaber – en dag hvor bymidten fyldes med liv, aktiviteter og oplevelser for både børn, unge og voksne. Her kan man både være aktiv, blive inspireret, opleve musik og kultur og selv deltage i de mange aktiviteter.

Festivalen bygges igen op omkring seks temaområder – outdoor, street, vandsport, bold, bevægelse og kultur/krea – som finder sted fra Klostertorvet, Klosterparken og Munkesøen til Det Gl. Torv, Svømmehallen og J. Hagemann-Petersens Allé.

Flere gæster og endnu større synlighed
I år forventes et markant større publikum. BEVÆG afholdes nemlig samtidig med Kids Tour, hvor Klostertorvet bliver centrum for cykelløb for de 3-10-årige.

Samtidig danner festivalen ramme om Folkeoplysningsudvalgets prisoverrækkelser samt markering af Veteran- og Flagdag. Det giver en dag med endnu flere aktiviteter, flere mennesker og endnu større synlighed for dem, der deltager.

Frivillige er inviteret – og der er plads til flere
De folkeoplysende foreninger er allerede inviteret til at deltage, og mange er i gang med at byde ind med aktiviteter og opvisninger. Der er dog fortsat plads til flere – særligt inden for bold-området, hvor vi gerne vil skabe endnu mere liv og aktivitet.

Samtidig rækker vi i år også aktivt ud til kommercielle aktører, foreninger og andre inden for idræt, bevægelse og kultur. Man kan for eksempel byde ind med yoga, kunstaktiviteter, lydvandringer, en keramikworkshop eller andet inden for bevægelse, optræden, kreativitet og mental sundhed.

Mulighederne er mange, men fælles for alle deltagere er, at man byder ind med en konkret aktivitet, som festivalens gæster kan opleve eller deltage i på dagen.

En oplagt mulighed for at møde nye deltagere
BEVÆG er en stærk platform for både foreninger og aktører, der ønsker at skabe synlighed, møde nye deltagere ansigt til ansigt og invitere flere ind i deres fællesskab eller tilbud.

“BEVÆG er en dag, hvor vi viser noget af det bedste, vi kan i Kalundborg – fællesskaberne, aktiviteterne og lysten til at være sammen. I år bliver festivalen endnu større, og med flere arrangementer samme dag forventer vi også flere gæster. Det er en rigtig god mulighed for at vise sig frem og invitere nye med ind,” siger festivalteamet bag BEVÆG.

Vær med – har du en idé, vil vi gerne høre fra dig
Har du en aktivitet, du vil deltage med – stor eller lille – som kan få folk i bevægelse, inspirere eller samle mennesker, så hører vi meget gerne fra dig.

Tilmelding for aktører senest 10. maj
Kommercielle aktører og øvrige deltagere, der ikke er en del af foreningslivet, kan tilmelde sig ved at sende en kort beskrivelse af deres aktivitet til: bevaeg@kalundborg.dk

Foreninger er inviteret direkte og har en særskilt tilmeldingsfrist.

BEVÆG arrangeres af Kalundborg Kommune.

 

 

 

Credit: Kalundborg Kommune

Dato: 05-09-2026
Sted: Kalundborg bymidte