Oplev Alex Nyborg Madsen når han gæster Ubby bibliotek til en snak om sit liv ved mikrofonen!

Tirsdag d. 19. september inviterer Kalundborg Biblioteker, i samarbejde med Hvidebæk lokalråd, til et uhøjtideligt og humoristisk foredrag med den velkendte radiovært og musiknørd Alex Nyborg Madsen. Arrangementet finder sted i Ubby Bibliotek og forsamlingshus kl. 18.00.

Foredraget er en del af de populære ”foredrag og fællesspisning”-arrangementer, og du har derfor mulighed for at tilkøbe et godt måltid før foredraget.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at en søn af en syerske og en arbejdsmand, skulle ende med at blive en af landets mest velkendte stemmer på radio over fire årtier. Det er hans brændende engagement i musikken, et grundlæggende talent for at formidle og møde mennesker i øjenhøjde, der har været fundamentet for hans karriere.

Uden anden baggrund end en middelmådig realeksamen og en handelsuddannelse i autobranchen, har han bestyret mange tusind timers radio. Uanset om han interviewer Kronprinsen, kendte kunstnere eller begejstrede publikummer på en festivalplads, har omdrejningspunktet altid været musikken – og meget gerne den, resten af verden ikke har opdaget endnu.

Ved siden af de mange år i radioen, har han stået på de fleste af landets scener som sanger i et af de bands, han har været en del af igennem årene.

I det uhøjtidelige og humoristiske foredrag fortæller han røverhistorier fra radioen, deler minder fra musikbranchen og deler ærligt ud af sine erfaringer. Du får både historien om hans vej ind i karrieren og han kommer også omkring det smertelige brud med DR i slutningen af 2022.

Alex Nyborg Madsen er ikke fedtet med sig selv og kommer ud i alle hjørner af sit liv, men der bliver også mulighed for at stille spørgsmål.

Billetter kan købes via www.kalundborgbib.dk under ”det sker”. Der er som vanligt rabatter til medlemmer af Biblioteksklubben.

Praktiske oplysninger :

Dato: 19.09.23

Tid: 18.00 – 21.00

Sted: Ubby Bibliotek & Forsamlingshus, Hovedgaden 19, 4490 Jerslev

Læs mere her: Du kan læse mere om arrangementet lige her Foredrag & Fællesspisning: Alex Nyborg Madsen : MADSEN – ET LIV VED MIKROFONEN | Kalundborg biblioteker

OBS! Der er frist for tilmelding d. 12. september!

 

Pressefoto