Til sommerens koncerter i Den 8. Himmel kan børn blive klogere på naturvidenskabelige fænomener, møde jazzhyæner, synge med på velkendte sange fra børneprogrammer og danse sig med på en safaritur.

I Den 8. himmel skinner solen altid – og det gør den forhåbentlig også til de fire skønne koncerter, som i skolernes sommerferie bliver afholdt i Klosterparken i Kalundborg.

I år er ikke bare et hvilket som helst år. Den 8. himmel har nemlig 20 års jubilæum, og derfor drømmer arrangørerne om ekstra meget solskin og fyldte tilskuerrækker. For det må og skal da fejres! Det var en lille flok bestående af lærere, forældre, pædagoger og bibliotekarer, der i sin tid fik ideen om at give børn nogle musikalske oplevelser i deres sommerferie. De fik hurtigt stablet arrangementet på benene, og sådan gik det sommerferie efter sommerferie. Her 20 år senere, er vi stolte af, at Den 8. Himmel stadig lever og giver tusindvis af børn fantastiske musikalske oplevelser. Hvad der er værd at nævne er, at mange af de frivillige folk, som står klar til at tage imod jer til koncerterne, er de fantastiske kræfter, som startede Den 8. Himmel for 20 år siden. Kalundborg Biblioteker sender dem en stor tak for det arbejde de fortsat lægger til koncerterne.

Katrine Bille spiller årets koncerter i gang, tirsdag d. 1. juli. Katrine er et velkendt ansigt fra Ramasjang programmerne Lille Nørd og Luk op Luk i. Hun er også et velkendt ansigt i Den 8. Himmel, men denne gang kommer hun med sit nye show Katrine Undersøger, kendt fra hendes tv-program af samme navn. Hun formidler vild viden om naturvidenskabelige fænomener, og hendes mission er at gøre børnene klogere på vores vilde, vidunderlige og videnskabelige verden.

Ugen efter den 8. juli, kommer en anden tidligere vært på programmet Lille Nørd, nemlig Jeppe! Til koncerten tager Jeppe sine Jazzhyæner med, som ved hjælp af legende improvisationer, vilde soloer og glade swing udbreder jazzens toner og skæve univers. Jeppe & Jazzhyænerne fortæller Danmarks børn, at de er go’e nok, men at de i fællesskaber bliver endnu bedre!

Tredje koncert spilles den 22. juli, og denne gang får vi besøg af et par, som også har spillet i Den 8. Himmel før – Sille og Palle! Makkerparret har spillet sammen i intet mindre end 35 år, og de kan derfor rigtig mange gode klassikere fra den danske børnesagskat. Sille og Palle har skabt musikken til Lille Tut og Rosa fra Rouladegade, som kan ses på henholdsvis Mini- og Ramasjang, og vi skal selvfølgelig også høre gode hits derfra!

Sæsonen sluttes af tirsdag den 29. juli med en sprudlende musikalsk fortælling om en safaritur til Afrika. Det er Yasmins Børneafro der kommer og leverer de vilde  rytmer, som er inspireret af flere afrikanske stilarter lige fra Sahara til Sydafrika. Der skal synges, klappes, rappes og danses!

Sammen med vores hær af frivillige ildsjæle, glæder vi på Kalundborg Biblioteker, os til at byde børn, familier og institutioner velkommen i Klosterparken. Vi glæder os til at fylde Klosterparken med solskin, god musik og helt vildt god stemning.

Alle koncerterne starter kl. 10.30 og slutter ca. 11.15. Tag madpakken med og hæng ud på tilskuerrækkerne både før og efter koncerterne.

Billetterne koster 30 kr. og kan allerede nu købes via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside under ”Det sker”. I kan også møde op på dagen og købe billet i indgangen

Pressefoto