Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2025/01/06 til 2025/01/14.
Lokalpoliti på kontrol – Kalundborg
Kl 07.00 var lokalpolitiet ude i morgentrafikken på Holbækvej for at se om cyklister og bilister havde korrekt lygteføring. Det blev til to sigtelser til cyklister, der kørte uden lys på cyklen. Desuden fik syv bilister en påtale for at have defekte lygter.
En enkelt dreng på 12 år kørte på cykel uden lys på. Han boede lige i nærheden, så han blev af betjenten til fods sendt hjem igen for at hente sine cykellygter og samtidigt blev drengens mor ringet op og fik besked på, at hun skulle tage en god snak med sønnen om vigtigheden af at have lys på cyklen i mørket.
Samtidigt var lokalpolitiet også forbi Firhøjskolen for at påse, at børnene blev afleveret i god ro og orden. Mange af børnene var glade over at se politiet ved skolen og fik sig en god snak med lokalbetjenten. To bilister fik en påtale for at have defekte lygter men ellers gled trafikken af forældre til og fra skolen som den skulle.
Pakkebud låst inde – Poppelbakken, Kalundborg
Kl 14.43 fik politiet en af de mere anderledes opgaver. Et pakkebud var kommet til at smække sig selv inde sin varevogn og kunne ikke komme ud. Han havde dog en telefon på sig, så han ringede til politiet for at få hjælp. Vagtcentralen tog kontakt til en beboer i nærheden, som gerne ville hjælpe. Hun gik ned til varebilen og tog nøglen fra instrumentbrættet og fik på den måde låst det uheldige bud ud igen.
Påvirket bilist – Engvej, Kalundborg
Kl 13.16 standsede politiet en 44-årig kvindelige bilist fra Kalundborg. Der var mistanke om, at hun var påvirket og en narkometertest viste da også, at hun var påvirket af både metadon og opiater, hvilket hun erkendte.
Vold – Nørre Alle, Kalundborg
Kl 15.28 anmeldte en 45-årig kvinde fra Slagelse, at hun var på vej ned til bussen, da hun passerede et par, hvor den kvindelige halvdel, der øjensynligt var beruset, pludseligt begyndte at råbe skældsord efter hende. Det fik den 45-årige til at bede kvinden om at tale pænt. Den venlig opfordring tog hun dog ikke vel imod og hun gav derfor den 45-årige et slag i hovedet med øldåsen, før hun forsvandt fra stedet.
Kvinden beskrives som 18-25 år, 165-170 cm høj, spinkel af bygning, lys i huden og med langt hår. Hun havde sort tøj på.
Politiet hører gerne på 114 fra folk, der har set overfaldet eller kvinden.
Brand i olieanlæg – Asnæs Skovvej, Kalundborg
Kl. 20.10 kom melding om brand i et anlæg i en virksomhed på Asnæs Skovvej, som var opstået under en reparation. Virksomhedens eget brandberedskab fik slukket ilden, og der var ingen som kom noget til. Politiets og brandvæsenets indsatsledere kørte til stedet, hvor det viste sig at branden var opstået i en varmeveksler. Branden blev undersøgt, men der blev ikke fundet noget mistænkeligt eller farligt, der skulle gøres yderligere ved. Lige før kl. 22 var politiet færdige på stedet.
Lokalpoliti på lygtekontrol – J H Petersens Alle, Kalundborg
Kl 07.30 var lokalpolitiet på gaden for at tjekke, om cyklisterne havde lys på cyklen og om bilerne kørte med defekte forlygter.
Seks cyklister fik en adfærdsregulerende påtale for at cykle i gågaden. To cyklister fik desuden en bøde for at køre uden lys på cyklen.
Påvirket bilist – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl 23.30 standser politiet en personbil ført af en 42-årig mand fra Kalundborg, da der var mistanke om, at han var påvirket af alkohol. En narkometertest viste desuden, at manden også havde indtaget kokain og amfetamin. Desuden havde han ikke noget gyldigt kørekort. Han blev sigtet for det hele.
Spirituskørsel – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 00.18 blev en 26-årig mand fra Kalundborg sigtet for spirituskørsel, da han kom kørende i vestlig retning, selvom han var påvirket ud over det tilladte. Manden blev anholdt og fik udtaget en blodprøve til sagen, der afgøres på et senere tidspunkt. Manden er blevet løsladt igen.
Stjålet isolering kom tilbage til rette ejer – Drøsselbjergvej, Slagelse – Kalundborg
Kl. 08.32 anmeldte en 23-årig mand, at han havde fået stjålet 2 paller med 60 pakker isolering, der var blevet leveret uden for hans bolig. Efter et tip blev pallerne med isolering fundet i en lade i Gørlev. Den forurettede i sagen fik derfor sin isolering tilbage, og politiet har sigtet en 47-årig mand for tyveriet.
Ulovlig knallert – Stationsvej, Svebølle, Kalundborg
Kl 14.28 standser lokalpolitiet en 15-årig lokal dreng på en knallert på mistanke om, at den kunne køre hurtigere end tilladt. Drengen havde desuden ikke knallertkørekort og heller ingen forsikring. Han kørte endvidere på fortovet, svingede uden at give tegn og var til at starte med heller ikke meget for at stoppe, da politiet gav ham besked på det. Dertil kommer at knallertens horn, forbremse og bremselys var defekt. Politiet tog knallerten med sig for at kontrollere, hvor hurtigt den rent faktisk kan køre.