I Kalundborg samledes tillidsrepræsentanter for lærere og skoleledere torsdag for at samarbejde om fælles arbejdstidsaftale

Lærere og ledelser på folkeskolerne i Kalundborg Kommune er enige om at prioritere samarbejdet om den fælles arbejdstidsaftale mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening (KL). Derfor var tillidsrepræsentanter, skoleledere, Kalundborg Lærerkreds og forvaltningsledelse torsdag samlet på et døgnseminar at udfylde rammerne for lærernes arbejde. Formand for Kalundborg Lærerkreds, Randi Stokholm, er positiv over det styrkede samarbejde og forklarer, at ”når lærerne oplever, at de har indflydelse på skolens og undervisningens udvikling, så har det positiv betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Og det er sidste ende kernen i det hele”.

Formand for Danmarkslærerforening, Gordon Ørskov Madsen, og forhenværende formand i Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, besøgte seminaret, og sammen fortalte de om samarbejdet på folkeskoleområdet. Et par af hovedtemaerne i oplægget var arbejdstid, faglighed og indhold i skoledagen med henblik på sammen at skabe en folkeskole, som kan mere for flere.

Direktør for Børn & Unge i Kalundborg Kommune, Michael Gravesen, ser frem til samarbejdet og supplerer kredsformanden således: ”Der er tale om et forpligtende samarbejde, der skaber gennemskuelighed om prioriteringen af opgaverne, styrker opgaveløsningen på de enkelte folkeskoler og sikrer, at rammerne om vores folkeskoler tilgodeser flest muligt”.

I forbindelse med den fælles prioritering af den nationale arbejdstidsaftale har formanden i Kalundborg Lærerkreds og direktør for Børn- & Unge i Kalundborg Kommune gensidigt opsagt Lokalaftalen fra 2019.

Pressefoto