Onsdag d. 13. november slår Kalundborg Kommune dørene op til årets uddannelsesmesse for alle udskolingselever, FGU-elever, HTX, HHX og lokale erhvervsuddannelses- og gymnasielever. På messen kan alle unge og deres forældre møde virksomheder og uddannelser fra Kalundborg og omegn, som står klar til at give de unge én på opleveren indenfor deres fag og uddannelser.
Der er lagt op til spændende dag med fuld fart på fremtidsdrømmene, når Ungdommens Uddannelsesvejledning i Kalundborg Kommune og godt 30 lokale og regionale virksomheder og uddannelsesinstitutioner d. 13. november kl. 09.00 slår dørene op for godt 1500 elever fra grundskolens 8., 9. og 10. klasser, FGU- & erhvervsuddannelseselever, lokale gymnasieelever og alle andre interesserede unge og deres forældre til årets Uddannelsesmesse.
På messen vil de unge få rig mulighed for at blive klogere på de mange forskellige uddannelses- og jobmuligheder, der findes i og omkring Kalundborg Kommune. På de forskellige stande, der repræsenterer alt fra tømrer til socialrådgiver og fra gymnasiale uddannelser til Søværnet, vil de unge blive mødt af andre unge, der gladeligt deler ud af egne erfaringer. Og netop kontakten til andre unge, glæder 15-årige Sigrid Kasler fra 9.a på Svebølle Skole: ”Det fanger mig bedre, at det er andre unge på messen, der fortæller om uddannelserne. Fordi de selv er unge, kan de bedre relatere til os, når de fortæller om jobbet, og fordi de måske stadig er i gang med uddannelsen eller næsten lige er blevet færdige, så er det de siger om det, måske også mere korrekt”.
En del af en noget større
Uddannelsesmessen indgår som en del af den samlede uddannelsesvejledning, eleverne i grundskolen får. Men messen er en særlig mulighed for eleverne for at få uddannelserne mellem hænderne, fortæller UU-vejleder i Kalundborg Kommune Ellen Marie Andreassen: ”Når vi forklarer og fortæller eleverne om de rigtig, rigtig mange forskellige muligheder, de har for uddannelse og job i dag, så sker det ofte på et lidt mere teoretisk niveau. Vi kan fortælle om adgangskrav, optagelsesprocedurer, hvilke arbejdsopgaver, der typisk er forbundet med et job, eller hvilke fag, de skal have på en given uddannelse. Men messen giver så at sige eleverne mulighed for at få uddannelserne mellem hænderne”. For standeholderne har nemlig mange opfindsomme måder til at engagere de unge, forklarer UU-vejlederen: ”Vores elever får mulighed for på en virkelighedstro måde at prøve nogle af de opgaver og fag, der knytter sig til et bestemt job eller uddannelse. Så på den måde spiller vores UU-vejledning på skolerne og messen praktiske fokus rigtig godt sammen”.
Selvom Sigrid Kasler er ret sikker på, hvilken vej hun vil gå, når hun er færdig med 9. klasse, er hun stadig åben for ny inspiration: ”Lige nu føler jeg mig ret sikker på, at jeg vil tage en EUX Tømrer-uddannelse og så læse videre til social- eller misbrugsrådgiver, men det skader jo ikke at være nysgerrig. Og derfor er det rigtig godt med messen, hvor man kan høre om så meget forskelligt og få lov til at prøve lidt af det af. På den måde kan det måske hjælpe en til at blive klar over, hvad man kunne tænke sig”.
Lokale virksomheder bakker op
Selvom Uddannelsesmessen er arrangeret af Kalundborg Kommune og finansielt støttet gennem Børn- og Familieudvalgets udviklingspulje, er det de lokale virksomheder og uddannelsessteder, der bærer messen, siger Ellen Marie Andreassen: ”Uden den enorme støtte vi får fra vores lokale erhvervsliv og uden deres villighed til at tage timer ud af deres travle kalendere, vil vi ikke kun stable sådan en messe på benene. Det er de lokale virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der gør messen til det den er. Nemlig et sted, hvor vores unge kan lade sig inspirere, blive klogere og måske få nye drømme”.
Få standpladser tilbage – du kan nå det endnu
Kan du se din virksomhed som standeholder på messen og på den måde inspirere fremtidens arbejdskraft til en karriere i netop din branche, kan du læse mere på kalundborg.dk/uddannelsesmesse.
Messen afholdes d. 13. november i Kalundborg Hallerne, J. Hagemann-Petersens Allé 11, 4400 Kalundborg. Elevernes program starter kl. 08.30 og alle andre interesserede er velkommen i hallerne fra kl. 09.00.
FAKTA
1450 elever deltager
Den 13. november
Åbent for alle kl. 9.00 – 16.00
Gratis deltagelse
Kalundborg Hallerne – Hal1 + Hal2