På Årby Skole bød mandagen på et lidt anderledes skoleskema end sædvanligt. Hele skolen havde STEM-dag, hvor idræt, dansk og historie var skiftet ud med de naturvidenskabelige fag.

I alle klasserne på Årby Skole var historiebøgerne og danskhæfterne mandag skiftet ud med fuld fokus på STEM-fagene. STEM er en engelsk forkortelse, der bedst kan oversættes til de naturvidenskabelige fag; natur/teknik, matematik, biologi, fysik og kemi. På Årby Skole var der på denne STEM-dag et særligt fokus på frugttræers, korn og jordbærs levesteder, pasning og tilberedningsmåder.

Sofie Pedersen er natur/teknik lærer på skolen, og sammen med sin 1. klasse har hun arbejdet med figentræet på forskellige måder: ”Når vi har STEM-dag, som vi har flere gange i løbet af året, arbejder vi med ét emne på forskellige måder”, forklarer hun og fortsætter: ”I dag har klassen om figentræer, og vi starter med det mest grundlæggende om træet, og så arbejder vi os ellers opad i sværhedsgrad, kan man sige”. Dagen i 1.kl klasse startede med en gennemgang af figentræet, hvor eleverne lavede faktaplancher om træet. Efter en udendørs hente-diktat var eleverne klar til at plante figentræer rundt om på skolen. Det glædede flere af eleverne i klassen sig til: ”Det bliver maga sjovt at plante træerne, det glæder jeg mig i hvert fald til”, sagde Alma glad, og veninden Sofia stemte i: ”Jeg glæder mig også rigtig meget til at smage fignerne, for dem jeg har ikke smag før”.

 Jordbær kom under mikroskopet

På 5. årgang havde eleverne fuld gang i skalpeller, petriskåle og mikroskoper, for hvordan ser et jordbær egentlig ud, når det kommer under lup: ”Vi har skåret jordbærrene i mindre stykker og set, hvordan de ser ud helt tæt på. Det så lidt underligt ud, for noget af det så ud som, det bevægede sig, og det var lidt ulækkert”, fortæller Ronja fra 5.a.

STEM-konceptet er en tilgang til at arbejde videnskabeligt med bestemte emner, hvor konkret problemløsning og nysgerrighed er i fokus. På Årby Skole betyder det, at eleverne både starter og slutter STEM-dagene med en fælles intro og afslutning i klasserne, fortæller Sofie Pedersen: ”Det er vigtigt, at vi inden vi starter dagen har et fælles fundament at blive klogere fra. Derfor starter vi dagen med at se på, hvad vi i forvejen ved om vores emne, og når vi er færdige med dagen, så samler vi op i klassen og taler om, hvad vi har lært. I dag er vi for eksempel blevet klogere på, hvad en rod er, og hvad planten bruger roden til. Så selvom vores emne er figentræer, breder vi emnet lidt ud og er nysgerrig på, hvad vi ellers kan lære om træer og planter.

Ud over de to klassers arbejde med figner og jordbær, arbejdede skolens elever med blommer, pærer, æbler og kirsebær. Alle træer og jordbærplanter blev plantet på skolens område, så både nuværende og kommende elever kan få glæde af frugten.

Pressefoto