Er man vild med brætspil, så er der ny inspiration at hente ved at sætte kryds i kalenderen den 17. februar og møde op på Ubby Bibliotek fra kl.10.00.
Gennem tre timer holdes brætspildag og der bydes på spil i alle afskygninger. Der bliver tid til både hygge og fordybelse, og brætspiltimerne rundes traditionen tro af med pizza.
På denne dag kan børn og unge fra otteårsalderen troppe op og spille både kendte og mindre kendte brætspil. Forældre, bedsteforældre, yngre søskende samt andre med interesse for brætspil er også velkomne til at deltage.
Initiativet til brætspildagen er kommet fra Hvidebæk Lokalråd, der gerne vil vise, hvad man kan bruge biblioteket i Ubby til, og fra den lokale brætspilekspert Peter Michaelsen, som til daglig er sognepræst i Hvidebæk Pastorat. Peter Michaelsen vil sammen med andre frivillige spilentusiaster give korte introduktioner til spillene samt hjælpe folk med at komme i gang. På den måde er der mulighed for at nå at prøve kræfter med mange forskellige spil i løbet af dagen.
Blandt de spilinstruktører, som har meldt sig denne gang, er Jesper Bang, formand for den lokale Brætspils- og Hobbyforening (BRHO) Kalundborg, som tidligere har instrueret i spil som Magic the Gathering og Sequence. Af de faste instruktører deltager også 14årige Elisabeth Caohuimin Ulvedal Jensen fra Ubby, som er U-15 danmarksmester i spillet Othello, Aage Nielsen fra Osted, ekspert i vikingespil som Hnefatafl, Erik Østergaard fra Næstved, som har specialiseret sig i Backgammon og andre terningebrætspil fra middelalderen, og Connie Lundqvist fra Kalundborg, som vil instruere i Lines of Action, et spil, opfundet i Canada ca. 1960.
Denne gang vil Peter Michaelsen medbringe lidt flere spil, som egner sig til mindre børn, f.eks. Bjørnespillet og Den fortryllede Labyrint.
Det er gratis at deltage, men det kræver tilmelding via www.kalundborgbib.dk under ”det sker”.
Mange af spillene kan man også stifte bekendtskab med hver fredag fra kl.15-18 på Kalundborg Bibliotek, hvor Peter Michaelsen inviterer til ”Præstens spillebule”.
Og senere på foråret er der brætspilsevent Rørby Othello Open, som afholdes i Rørby Præstegård lørdag den 16. marts kl.10-17.