Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/12/14 til 2023/12/22.
Brand på værksted – Osvejen, Store-Fuglede, Kalundborg
Kl 13.47 udbrød der brand på et værksted og ilden spredte sig videre til et hovedhus på stedet. Branden gav en kraftig røgudvikling, der kunne ses flere kilometer væk. Politi og brandvæsen kunne i fællesskab konstatere, at alle personer på adressen var kommet ud af det brændende hus. Politiet skal nu undersøge, om det er muligt at fastslå, hvad der er brandårsagen.
Båd i brand – Karinavej, Høng, Kalundborg
Kl 23.09 kom der melding om brand i en båd. En anmelder havde forinden hørt et brag, og der er således mistanke om, at branden kan være startet som følge af en krysantemumbombe el lignende. To personer blev set løbe fra stedet inden ilden blev opdaget. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge omstændighederne omkring branden nærmere.
Fyrværkeri til ulempe – Odinsvej, Høng – Kalundborg
Kl. 20.18 fik politiet en anmeldelse om en gruppe unge, der skød med fyrværkeri-bomberør både mod hinanden og mod forbipasserende biler i området ved Høng Centret og Odinsvej. Det skabte stor utryghed for dem, som færdedes i området.
Politiet kørte til området og fik kontakt til en gruppe unge teenagere foran centret. De kunne ikke konkret mistænkes for at have stået bag den ulovlige brug af fyrværkeriet, så politiet tog en præventiv snak med disse unge. Ingen af dem blev sigtet for noget.
Knallertfører dræbt i uheld – Gørlev Landevej, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 17.51 skete et uheld mellem en personbil og en knallert på Gørlev Landevej i Gørlev Sj. mod nord, da en 43-årig kvinde fra Kalundborg påkørte en knallert, der kørte i samme retning. Flere bilister standsede for at hjælpe efter uheldet, og der blev tilkaldt hjælp.
Politi og ambulance kørte til stedet, hvor der blev forsøgt førstehjælp til den 26-årige mand fra Kalundborg, som førte knallerten. Lægehelikopteren blev sendt til stedet, men hans liv stod ikke til at redde, og han blev erklæret død på stedet.
Vejen blev afspærret og busruter omlagt. Bilinspektøren blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet, og en patrulje blev sendt til underretning af de pårørende til den afdøde. Begge køretøjer fik omfattende skader, og de blev indbragt til undersøgelse af bilinspektøren. Der blev rutinemæssigt udtaget blodprøver af begge parter, som skal afklare om nogen var påvirkede under kørslen. Først omkring kl. 20.30 blev vejen genåbnet for trafikken, da undersøgelser og oprydning var afsluttet. Politiet optog rapport og afventer nu bilinspektørens rapport og analysen af blodprøverne for at belyse omstændighederne omkring uheldet.
Påvirket bilist – Skovvejen, Kalundborg
Kl 08.46 standsede en patrulje en varebil ført af en 26-årig mand fra Nordjylland på mistanke om, at han kørte i påvirket tilstand. Manden erkendte, og blev medtaget til sygehuset til udtagning af blodprøve.
To kvinder svindlet af falsk bankmand – Kalundborg
Torsdag eftermiddag blev to kvinder på hhv. 72 og 93 år fra Kalundborg fuppet og overtalt af en falsk bankmand til at udlevere både betalingskort og værdier til en mand, der mødte op på deres bopæle.
Den 72-årige anmeldte kl. 17.45, at hun tidligere på eftermiddagen var blevet telefonisk kontaktet af en mand, der udgav for at være medarbejder i Danske Bank. Årsagen til hans henvendelse var nogle mistænkelige bankoverførsler til udlandet, hvorfor han ville afhente hendes betalingskort, så det kunne blive spærret.
Senere dukkede en fremmed mand op og fik ud over dankortet også overtalt den 72-årige til at udlevere bl.a. nogle smykker og andre værdigenstande for at sikre hende mod, at disse genstande kunne blive stjålet ved et indbrud.
Denne falske bankmand blev beskrevet som en 20-25 år mand, lys i huden, iført grå hættetrøje med hætten trukket op over hovedet og medbringende en pose. Han talte dansk, og ifølge den 72-årige var det sandsynligvis den samme mand både i telefonopkaldet og ved fremmødet på hendes bopæl bedømt ud fra hans stemme.
Kl. 18.24 anmeldte pårørende til en 93-årig kvinde fra Kalundborg, at hun tidligere på eftermiddagen også var blevet telefonisk kontaktet af en fremmed mand, der havde præsenteret sig som bankmedarbejder, der ville hjælpe med at få standset en uberettiget hævning fra den 93-åriges bankkonto ved at inddrage hendes dankort.
Den falske bankmand havde formået også at få den 93-årige til at oplyse, at hun lå inde med nogle kontanter, så den mand, der ankom til hendes bopæl for at få hendes for at få dankortet med tilhørende PIN-kode udleveret, fik også et kontant beløb udleveret.
Efterfølgende var der blevet hævet et beløb uberettiget fra den 93-åriges bankkonto, da hun ville spærre sit dankort ved henvendelse til banken.
Den falske bankmand, der dukkede op ved bopælen, blev beskrevet som en 20-30-årig mand, ca. 170 cm høj, dansk-talende, iført sort jakke med hætte med pels på kanten heraf.
Politiet har nu i disse to tilfælde optaget anmeldelser om bedrageri over for de to kvinder, og disse to sager efterforskes nu for at få identificeret de mistænkte og herunder få afklaret, hvorvidt yderligere en anmeldelse fra en 68-årig kvinde i Nykøbing Sj. om bedrageri kan hænge sammen med sagerne fra Kalundborg. Den 68-årige var torsdag eftermiddag også blevet fuppet til at udlevere sit dankort, som efterfølgende var blevet misbrugt til uberettiget hævning af penge fra hendes bankkonto. En afhøring af den 68-årige vil ske i løbet af fredagen for at få klarlagt detaljerne i hendes sag.
Udlændingekontrol på arbejdsplads – Klosterparkvej, Kalundborg
Kl. 10.20 henvendte udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi sig på en byggeplads på Klosterparkvej i Kalundborg. Baggrunden var en anmeldelse om, at der måske kunne være udlændinge ulovligt beskæftiget på stedet.
Ved kontrollen fik udlændingeafdelingen kontakt til seks udenlandske mænd fra hhv. Syrien, Bosnien, Togo og Litauen i alderen 33-55 år. Alle havde orden i deres papirer, så ingen blev sigtet for nogen overtrædelse af udlændingelovgivningen i forbindelse med deres beskæftigelse på byggepladsen.
En litauer var dog efterlyst af Københavns Politi, som ønskede nogle oplysninger om, hvor og hvordan han kunne kontaktes under sit ophold i Danmark. Udlændingeafdelingen fik videreformidlet disse oplysninger, så litaueren blev ikke frihedsberøvet eller sigtet for noget i den anledning.
Indbrud i Perioden
Bøgevej, Ugerløse