Efter sidste uges valggyser, hvor fire af 4.bs 13 elevrådskandidater endte i en afgørende afstemning, er de nyvalgte elevrådsrepræsentanter nu ved at finde deres ben i den nye post som klassens talerør.
Har man ønske om at blive valgt til Nyrupskolens elevråd, må man have sine budskaber parat. For konkurrencen om at blive én af klassernes kun to repræsentanter i rådet er hård. Det oplevede eleverne i 4.b, da der skulle vælges repræsenter for dette skoleår. Hele fire af klassens i alt 13 elevrådskandidater endte nemlig i en afgørende afstemning.
Elevrådet er en vigtig del af elevdemokratiet, for rådet sidder blandt andet med ved bordet, når skolens ledelse og bestyrelse vedtager nye værdier for skolen.
Elevrådet består af elever fra alle skolens årgange, og det er essentielt for et velfungerende elevråd, forklarer Linette Rønne Møller, der er afdelingsleder på skolen: ”Elevernes stemme er vigtig, for de går her i lang tid, og de skal alle – uanset klassetrin – være med til at forme deres skole”.
Valgplakater og klare budskaber
I 4.b stillede i alt 13 ud af 20 elever op til valget, men fordi, der kun skulle vælges to repræsentanter fra klassen, måtte de forhåbningsfulde kandidater være skarpe på deres budskaber. Derfor havde alle kandidater lavet valgplakater, hvor hovedbudskaberne var listet op, så ingen var i tvivl om ønskerne for skolen.
Inden selve valghandlingen holdt alle kandidater en kort tale, hvor de forklarede deres vigtigste mærkesag. Mærkesager, der strakte sig fra nye fodboldbaner til farvel til mobning: ”Jeg kæmper for, at vi får en ny kunstgræsbane, for når vi spiller fodbold, når det regner, så bliver vi så beskidte”, fortæller Lucas, der var en af de fire elever, der endte i den afgørende afstemning. Albert, der som Lucas også endte som kandidat i omvalget, lagde stor vægt på mobning: ”Der skal ikke være mere mobning i klasserne her på skolen, det vil jeg i hvert fald kæmpe for”, fortæller han.
Ro i klasserne og mere økologi på skolen
De sidste to elever, der endte i den afgørende afstemning, og som nu kan kalde sig elevrådsrepræsentant og -suppleant er Santino og Ronja, der nu skal kæmpe for klassens holdninger i skolens samlede elevråd: ”Jeg vil gerne have, at når læreren beder om ro i klassen, så bliver der det. Jeg vil gerne sige, hvad jeg synes, der skal laves om, og det vil jeg gøre i elevrådet”, forklarer klassens nye elevrådsrepræsentant, Santino. For Ronja, der nu indtager rollen som klassens suppleant er budskabet også klart: ”Jeg synes vi skal have mere økologi på skolen, for skolen skal blive en grøn skole, så vi kan passe på planeten”.
En uge med fokus på demokratiet
Forud for valgdagen har klasserne på skolen arbejdet med demokratiet som styreform, og hvordan det er at være demokratisk valgt til elevrådet: ”Det er vigtigt at huske på, at når klasserne kun er repræsenteret af to elever i elevrådet, så skal repræsentanterne kæmpe for hele klassens sag og altså ikke kun deres egne sager”, fortæller Linette Rønne Møller.
Skolens elevråd har tidligere arrangeret en stor skolefest, og rådet driver nu en skolebod, hvor eleverne kan købe frugt, grønt og lidt lækker mad. Rådet har besluttet, at overskuddet fra festen og boden skal doneres til velgørende formål: ”Vi har 9.000kr. som elevrådet vil donere til, at flere børn kan komme i skole. Lige nu arbejder vi på, hvilke organisationer, der skal have pengene. Men vi glæder os til at få dem afsted”, afslutter Linette Rønne Møller.