Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/08/07 til 2023/08/15.

Alvorligt uheld med lastbil – Holbækvej, Værslev – Kalundborg

kl. 15.13 skete et alvorligt uheld mellem en varebil og en lastbil på Holbækvej ved Værslev i Kalundborg. En 29-årig mand fra Roskilde kørte varebilen mod øst, da han af uvisse årsager kom over i den modkørendes vejbane, hvor han stødte ind i en lastbil med påhængsvogn. Varebilen ramte lastbilens venstre forhjul og blev slynget i grøften, hvor den 29-årige blev fastklemt. Politi og redning kørte til stedet, hvor også en bilinspektør blev tilkaldt, da der var frygt for, at bilisten var kommet alvorligt til skade. Den 29-årige blev skåret fri af bilen og fløjet med lægehelikopter til behandling i kritisk tilstand.

Lastbilen kørte også i grøften som følge af sammenstødet, og påhængsvognen stoppede på tværs af begge vognbaner, så al trafik stoppede. Lastbilchaufføren og en passager i varebilen var sluppet heldigere fra uheldet uden alvorlig tilskadekomst.

Bilinspektøren undersøgte uheldsstedet, og der blev tilkaldt specialkøretøjer og en kran til at fjerne lastbilen og vognen. Først lige før kl. 18.30 var vejen ryddet, og trafikken kunne glide frit. Meldingen fra sygehuset onsdag aften var, at den 29-åriges tilstand var stabil.

Politiet afventer nu rapporten fra bilinspektøren og vil forsøge at klarlægge årsagen til at uheldet skete. Herunder at afhøre den 29-årige, når hans tilstand gør det muligt.

Arbejdsulykke – Hallas Alle, Kalundborg

Kl. 07.49 kom et alarmopkald om en arbejdsulykke, hvor en mand var kommet til skade i forbindelse med udskiftning af rør. Ved en fejl var et rør med svovlsyre blevet afmonteret, så den 31-årig mand var blevet ætset på armen af syren. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor manden blev kørt til behandling for sine skader. Politiet optog rapport om ulykken og orienterede Arbejdstilsynet, som ville tilse ulykkesstedet. Senere vil der blive taget stilling til, om der er sket brud på arbejdsmiljøloven i forbindelse med ulykken.

Brand i bil på P-plads – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 18.53 kom et alarmopkald om brand i en bil på en P-plads på Klosterparkvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden blev slukket. Ingen personer kom noget til, og politiet talte med bilens ejer, som ankom til stedet. Patruljen optog rapport, da brandårsagen skal undersøges nærmere for at forsøge at afklare, hvorfor branden opstod.

Brand i frituregryde – Lerchenfeldtvej, Kalundborg

Kl. 19.02 kørte politi og brandvæsen til en brand i en ejendom på Lerchenfeldtvej i Kalundborg. Det viste sig, at ilden var startet i en frituregryde og spredt sig til emhætten og udluftningskanalen. Ilden blev hurtigt slukket og men en beboer havde indåndet røg og blev taget med i ambulancen til tjek for røgforgiftning.

Brand i sommerhus – Asebovej, Slagelse – Kalundborg

Kl. 04.57 kom et 112 opkald om brand i et sommerhus på Asebovej i Drøsselbjerg. Der var melding om høje flammer ved sommerhuset, og politi og brandvæsen kørte til stedet. Der var ingen personer i huset. Det viste sig, at der for nylig havde været brand i sommerhuset, og at ilden med stor sandsynlighed var startet på grund af en ulmende glød, som var blusset op i vinden. Branden blev slukket, og huset fik ikke yderligere skader end den tidligere brand havde forårsaget.

Der havde været brand i huset d. 25. juli, hvor vi skrev følgende på døgnrapporten

Brandundersøgelse – Asebovej, Drøsselbjerg, Slagelse – Kalundborg

Kl.15.57 slog en forbipasserende, der havde opdaget røg fra området ved et sommerhus på Asebovej alarm til brandvæsnet. Den forbipasserende kunne se ildebrand på en terrasse og sikrede sig, om der var nogen til stede i sommerhuset.

Politiet kunne ved ankomsten til stede konstatere, at branden på terrassen var ved at brede sig til selve sommerhuset, hvor ingen var hjemme.

Ved brandvæsnets ankomst havde ilden fået godt fat i selve sommerhuset, men der var ingen fare for spredning af ilden i området.

Trods brandvæsnets indsats udbrændte store dele af sommerhuset, som nu skal undersøges nærmere af politiet i et forsøg på at finde årsagen til brandens opståen. Fokus i brandundersøgelserne vil være på området omkring et vildmarksbad og de tilhørende installationer på terrassen i de området, hvor den forbipasserende så branden i den tidlige fase.

Siden branden har politiet undersøgt brandstedet, hvor de blev fastslået, at der ikke var tegn på, at branden var påsat. Brandefterforskerne fastslog, at branden med stor sandsynlighed var opstået i en el-installation omkring et vildmarksbad på terrassen.

Glemt kringle gav røgudvikling – Vesterlunden, Særslev, Snertinge – Kalundborg

Kl. 18.35 modtog alarmcentralen et alarmopkald, da der var kraftig røgudvikling fra en bolig på et plejehjem. Brandvæsnet og politiet kom frem til stedet, hvor det viste sig, at røgen skyldtes en kringle, som var blevet glemt i en varm ovn. Beboeren havde forladt boligen. Brandvæsnet fik luftet ud i boligen og forlod efterfølgende stedet.

Mand anholdt under stor indsats – Skolelodden, Viskinge, Svebølle – Kalundborg

Kl. 20.18 modtog politiet en anmeldelse om, at en mand havde truet en kvinde med et våben på en adresse i Viskinge ved Svebølle. Politiet tog alle forbehold, da episoden skete i et hjem med børn. Mange patruljer blev sendt til stedet, hvor det blev forsøgt at få manden til at komme af huset selv. En ambulance holdt klar, hvis der skulle blive behov for det under indsatsen.

Kl. 02.32 blev manden anholdt uden dramatik og taget med på stationen til afhøring. Ingen kom noget til ved episoden, og stedet blev ransaget. Der blev ikke fundet ulovlige våben, men manden er mistænkt for at have truet kvinden med et våben. Sagen blev vurderet af anklagemyndigheden, som ikke fandt grundlag for at fremstille den anholdte mand i grundlovsforhørt med begæring om varetægtsfængsling.

Politiet skal nu afhøres sagens parter, hvorefter der vil blive taget stilling til, om sigtelsen også skal omhandle vold mod kvinden.

Motorcykel kørte galt i kurve – Nyrupvej, Kalundborg

Kl. 10.20 skete et uheld i en kurve på Nyrupvej, da en motorcyklist kørte mod vest, og i en kurve undervurderede svinget og endte i modkørendes vognbane, hvor der kom en bil. Motorcyklisten, en 31-årig mand fra Køge, påkørte bilen, som blev ført af en 71-årig mand fra Kalundborg. Motorcyklen ramte bilen på venstre baghjul, så motorcyklen væltede og den 31-årige røg af.

Politi og ambulancen kørte til stedet, hvor motorcyklisten blev tilset, men han var ikke kommet noget alvorligt til. Vejen var kortvarigt spærre i begge retninger, men blev åbnet da køretøjerne blev fjernet. Politiet optog rapport om uheldet.

Narkobilist uden kørekort – Ingevej, Høng, Kalundborg

Kl. 23.40 blev en 36-årig mand fra Kalundborg sigtet og anholdt for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Ingevej i Høng. Den 36-årige fik en narkometertest påvist amfetamin, så han fik udtaget en blodprøve.

Den 36-årige kørte desuden uden et gyldigt kørekort. Bilen havde den 36-årige lånt, så ejeren blev sigtet for at overlade sin bil til en person, der ikke lovligt måtte føre den.

 

Narkopåvirket lastbilchauffør – Hovvejen, Kalundborg

Kl. 12.43 stoppede en patrulje en lastbil på Hovvejen i Kalundborg i en rutinekontrol. Som chauffør sad en 34-årig mand fra Næstved, som i en narkometertest blev fundet positiv for euforiserende stoffer. Han blev derfor sigtet for narkokørsel, anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Senere vil han høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøve analysen kommer.

 

Overtrædelse af beredskabsloven – Strandvej, Høng – Kalundborg

Kl. 15.12 modtog alarmcentralen et opkald om brand i en lade. Politi og brandvæsen kom frem til stedet, hvor der var ild i en halmstak, som brandvæsnet hurtigt fik styr på og slukket. Beboeren på adressen forklarede, at han selv havde forårsaget branden, da han havde brugt en vinkelsliber i laden, og det var gnister herfra, der havde antændt noget halm. Manden blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Truende mand anholdt – Radiovej, Kalundborg

Kl. 22.40 blev en 19-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for at overtræde ordensbekendtgørelsen på Kalundborg Rocker musikfestival. Den 19-årige var aggressiv og truende over for andre gæster, og da patruljen fik fat i den 19-årige vendte han vreden mod politiet. Han var opfarende og spirituspåvirket, så han blev kortvarigt anholdt og ilagt håndjern. Hans kæreste kom til stedet og lovede at følge ham hjem. Han løsladt, da han var faldet til ro, men vil få en bøde i sagen.

Indbrud i Perioden

Bregningevej, Eskebjerg
Lilleskovvej, Ugerløse
Bredekildevej, Kalundborg