I perioden med fælles sommerferiepasning samles børn fra flere SFO’er i Kalundborg Kommune på én matrikel. Ordningen, der skaber grobund for venskaber blandt børnene og erfaringsudvekslinger blandt personalet, er vellidt af både unger og pædagoger.

Når sommerferien rammer skolerne i Kalundborg Kommune, er det tid til fælles feriepasning i SFO’erne. Mange børn holder nemlig også ferie fra den SFO, de normalt går i, når der står ferie på skoleskemaet. Derfor samles børnene i enkelte SFO’er rundt i kommunen i dele af sommerugerne – det gælder også for SFO-børnene fra Rynkevangskolen, Raklev Skole, Tømmerup Skole, Skolen på Herredsåsen, Årby Skole og Nyrup Skole, der til og med uge 30 er samlet i Nyrup SFO.

For syvårige August Bjerregård, der til daglig går på Nyrup Skole betyder feriepasningen, at nye venskaber kan opstå:

”Det er virkelig hyggeligt at være her, og jeg har fået nye, gode venner som jeg har leget meget sammen med. Vi har for eksempel spillet Uno og været nede i multisalen og lege, men det sjoveste var at være nede i hallen og spille JustDance”.

De voksne følger med
Det er ikke kun SFO-børnene, der i løbet af sommeren midlertidigt skifter deres egen SFO ud med Nyrup SFO. Det gør også en del af det personale, der til dagligt er tilknyttet de enkelte fritidsordninger.

For Simon Olsen, der arbejder som pædagog i SFO’en på Nyrup Skole, er feriepasningen en gylden mulighed for at sparre med kolleger, han normalt ikke ser så tit:

”Når vi pædagoger er samlet fra flere SFO’er, så vi kan sparre med hinanden og få idéer til både aktiviteter og til de mere pædagogfaglige emner som konflikthåndtering og relationsdannelser. Til sådan nogle emner kan vi få rigtig meget ud af hinanden. Bare det at kunne snakke sammen og tale om, hvad vi oplever, er givende”.

Og så glæder Simon Olsen sig over de fællesskaber og venskaber, børnene hurtigt får med hinanden:

”Børnene hygger sig virkelig meget – også selvom de ikke kender hinanden. Det er vildt dejligt at mærke. Sidste uge var vi ca. 70 børn samlet, og i denne uge er vi omkring 30-40, så det svinger lidt, men vi tilpasser vores ugeplaner, så det passer med antallet af børn her.”

Anne-Mette Lund-Konggaard er afdelingsleder på Nyrup Skole og glæder sig over de mange nye børn i SFOen:

“Vi er så glade for, at så mange børn bare kommer og deltager i legene og fællesskaberne, selvom de ikke har været her før. Vi kan også se, at nogle af børnene har fået øjnene op for, at der findes andre børn, end dem, de er sammen med til hverdag. Så det er rigtig fedt, at de har den mulighed for at mødes”.

Og lige som Simon Olsen er Anne-Mette Lund-Konggaard også opmærksom på, at planer og idéer måske bliver ændret på dagen: ”Inden sommerferien har vi holdt planlægningsmøder med pædagogerne fra de forskellige skoler, for vi skal sørge for, at vi får planlagt lege og aktiviteter, der er afpasset elevgruppen. Når der så ikke kommer så mange hver dag, er det vigtigt, at vi får børnene parret på kryds og tværs ud fra de interesser, de har, og det vi har planlagt at lave. Og så giver også rigtig god mening, at personalet får mulighed for at lære hinanden at kende og lære
lidt af hinandens praksisser.

Feriepasningen på Nyrup SFO strækker sig fra uge 27 til og med uge 30. Hver dag byder på nye aktiviteter og lege, der er udtænkt til at ryste børneflokken sammen og planlagt til at tage hensyn til det danske sommervejr.

Pressefoto