Nu har du chancen for at være med til at læse en masse nye bøger, bestemme hvilke bøger, der skal nomineres og ikke mindst være med ved uddelingen af årets Orlapriser ved et stort Gallashow på DOKK1 i Århus. Kalundborg Bibliotek er nemlig blevet udvalgt til at være en del af en jury på omkring 200 børn på landsplan, som hele efteråret skal dykke ned i masser af gode bøger.
Orlaklubben er for de 9-13 årige og vi mødes på Kalundborg Bibliotek kl. 15.30-16.30 torsdag en gang om måneden.
Første gang er allerede torsdag d. 10. august. Her skal vi finde bud på bøger, vi gerne vil have med i konkurrencen og sende ind til arrangørerne af Orlaprisen. Vi har selvfølgelig masser af bøger med, så vi rigtig kan blive inspireret.
Hele sæsonen vil vi så læse de bøger, der endelig nomineres og hjælpe til med fede anmeldelser osv.
Så er du glad for at læse fede bøger, så skynd dig ind på Kalundborg Bibliotekers hjemmeside og tilmeld dig klubben. Det bliver vildt sjovt!
Hvad er ORLAPRISEN?
Orlaprisen er børnenes egen bogpris. Det er børn, der nominerer bøger, stemmer på deres yndlingsbøger og overrækker priserne til vinderne.
D. 1. september nominerer en børnejury femten bøger i fem forskellige kategorier og afstemningen foregår online på Orlaprisen.dk fra d. 5. oktober – 5. november. De nominerede bøger er altid taget fra det seneste års udgivelser – skrevet af danske forfattere.
Børnejuryen er repræsentanter fra hver af de bogklubber og skoleklasser, der er Orla-ambassadører i 2023.
Det hele afsluttes med en fantastisk prisoverrækkelse på DOKK1 i Århus.