Nekselø-færgen er blevet ramt af problemer, da motoren har brug for en gennemgribende reparation.

Motoren er blevet sendt til professionelle reparatører i Svendborg, der arbejder målrettet på at få den hurtigt tilbage i drift. Et forsigtigt bud er, at færgen kan sejle normalt igen den 4. juli. Indtil reparationen er fuldført, vil Havlit varetage sejladsen mellem Havnsø og Nekselø. Havlit er et mindre fartøj, og har ikke mulighed for at medtage biler, og kan kun rumme op til 12 passagerer ad gangen.

Overfartsleder Jesper B. Rasmussen udtaler: “Vi er meget kede af den ulejlighed, som motorhavariet på Nekselø-færgen har forårsaget for beboere og gæster på Nekselø. Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre en hurtig reparation og genoptagelse af normal drift. Vi har lavet en udvidet fartplan med flere afgange som tilpasses efter behov. Fartplanen kan ses på hjemmesiden.  I mellemtiden takker vi for forståelsen og tålmodigheden fra alle berørte parter.”

Følg med på hjemmesiden for nærmere oplysninger om genoptagelsen af normal færgesejlads. Der meldes desuden ud på SMS-service, når sejladsen bliver normal igen.

For yderligere oplysninger skriv til:  faergerne@kalundborg.dk

Pressemeddelelse Kalundborg Kommune. 

Foto ABW