Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/05/30 til 2023/06/13.
Brandundersøgelse – Floravej, Kalundborg
Kl. 16.12 slog en mandlig hundelufter alarm, da han ved passage af en sommerhus grund kunne lugte røg og efter nærmere undersøgelse kunne se en mindre ildebrand.
Brandvæsnet og politiet kørte til stedet, hvor branden havde bredt til sig til buske, et træ og nogle bænke, inden brandvæsnet fik slukket branden.
Ingen kom til skade ved branden ved det ubeboede sommerhus, hvor branden var opstået i haven med et anlagt bålsted.
Politiet fik fra sommerhusets ejer oplyst, at bålstedet var blevet brugt lørdag aften, hvor bålet var blevet slukket, inden det udbrændte.
Brandårsagen skal nu forsøges klarlagt, og herunder vil politiet prøve at få klarlagt, hvorvidt brugen af bålstedet kan have haft en indflydelse på brandens opståen så lang tid efter brugen af bålstedet, eller om branden er opstået af andre årsager. Umiddelbart er der dog ikke mistanke om en strafbar handling som årsagen til brandens opståen.
Brandundersøgelse – Sønderødvej, Sønderød, Ruds-Vedby – Kalundborg
Kl. 18.33 måtte beboere på en privat adresse tilkalde brandvæsnet, da der pludselig var udbrudt brand på en træterrasse ved gavlen af en privat bolig.
Tilstedeværende havde forsøgt selv at slukke branden, men forgæves, så brandvæsnet måtte tilkaldes for slukke branden, der dog havde nået for lave sodskader på gavlen og en terrassedør.
Ingen kom til skade ved branden, men en person blev dog tilset af ambulancepersonalet for mulig røgforgiftning i forbindelse med forsøget på selv at slukke branden.
Brandundersøgelse – Østerled, Gørlev Sj. – Kalundborg
Kl. 12.28 slog en beboer i en beboelsesejendom alarm til brandvæsnet, da der var opstået ildebrand i en lejlighed med kraftig røgudvikling fra stedet.
Brandvæsnet skaffede med røgdykkere adgang til den pågældende lejlighed, hvorfra en livløs mand blev reddet ud. Efter livsreddende førstehjælp blev han i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev indlagt til behandling for primært røgforgiftning.
Efter omtrent en time var branden i lejligheden slukket, og politiet havde i mellemtiden fået identificeret den livløse mand som en 63-årig mand fra Gørlev, der fortsat er indlagt til fornøden behandling på Rigshospitalet. Hans pårørende er underrettet om indlæggelsen.
Branden begrænsede sig til en enkelt lejlighed, som politiet sammen med kriminalteknikere skal undersøge nærmere i et forsøg på at finde frem til brandårsagen.
Færdselsuheld – Bygaden, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 15.37 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor en bilist og en motorcyklist var involveret, så ambulancepersonale var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 18-årig mand fra Regstrup var kørt i en personbil ad Bygaden i østlig retning, da han i forbindelse med en overhaling af andre trafikanter stødte sammen med en modkørende motorcykel, som en 66-årig kvinde fra Sorø førte i vestlig retning.
Motorcyklisten blev bragt til et sygehus, hvor hun blev indlagt til behandling for forskellige kvæstelser som følge af sammenstødet. Bilisten slap uskadt fra uheldet, der medførte skader på de implicerede køretøjer.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet og skal have klarlagt de nærmere omstændigheder, før der kan træffes en afgørelse i sagen.
Færdselsuheld – Gl. Sorøvej / Dyssevej, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 14.03 var to bilister stødt sammen i krydset Gl. Sorøvej – Dyssevej, så redningspersonalet var rykket ud til stedet sammen med politiet.
Det viste sig, at en 80-årig kvinde fra Jerslev Sj. var kørt i en personbil ad Gl. Sorøvej mod syd frem til krydset ved Dyssevej, hvor hun langsomt kørte frem over vigelinjen i forbindelse med svingning til venstre ad Dyssevej mod øst.
Samtidig kom en 27-årig kvinde fra Kalundborg kørende i en personbil ad Dyssevej mod vest og påkørte venstre side af den 80-åriges bil.
Ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet, som var årsag til spærring af Dyssevej under rednings- og oprydningsarbejdet.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Kalundborgvej / Starreklintevej, Hørve – Odsherred
Kl. 20.51 fik politiet via alarm 112 melding om, at to biler med fire personer i var stødt sammen i krydset Kalundborgvej – Starreklintevej, hvor en af de forulykkede biler spærrede for trafikken i krydset. En ambulance var sendt til uheldsstedet.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at en personbil holdt midt i krydset med store skader i fronten. En varebil var standset i rabatten på den vestlige side af Kalundborgvej.
Tre personer fra personbilen blev indbragt til skadestuen til kontrol, men kun føreren – en 19-årig mand fra Holbæk – fik konstateret en lettere tilskadekomst som følge af uheldet. De to kvindelige passagerer på 15 og 17 år var sluppet uden behandlingskrævende skader.
En 19-årig mand fra Hørve var som fører af den implicerede varebil sluppet med diverse knubs, da hans varebil kørte ud i rabatten og bl.a. ramte et vejskilt.
Politiet fik klarlagt, at føreren af personbilen var kørt ad Starreklintevej mod vest og formentlig var blevet overrasket over T-krydset ved Kalundborgvej, som “skjulte” sig kort efter en bakketop på Starreklintevej. Føreren nåede ikke at bremse tilstrækkeligt, så han kørte frem over vigelinjen og ind i siden på varebilen, som den anden 19-årige førte ad Kalundborgvej i sydlig retning.
Kl. ca. 22.00 var krydset blevet ryddet, så trafikken kunne normaliseres, og politiet har optaget rapport for at få klarlagt de nærmere omstændigheder inden sammenstødet.
Færdselsuheld – Roskildevej / Kalundborgmotorvejen, Vipperød – Holbæk
Kl. 14.36 var tre bilister blevet impliceret i et sammenstød på Roskildevej ved fra-/tilkørsel 1 Tølløse til/fra Kalundborgmotorvejen ved Vipperød, men ingen af parterne var kommet til skade ved uheldet.
Det viste sig, at en 43-årig kvinde fra Sejerø fra motorvejsfrakørslen var i færd med at foretage svingning til venstre ad Roskildevej mod nordvest, da en 49-årig mand fra Kirke-Hyllinge som fører af en personbil ad Roskildevej i sydøstlig retning måtte undvige.
Undvigemanøvren betød, at den 49-årige ved motorvejsafkørslen kolliderede med en varebil, som en 54-årig mand fra Vipperød var fører af.
Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld – Svallerup Landevej / Østervang, Svallerup, Kalundborg
Kl. 14.37 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld på Svallerup Landevej (rute 22) i krydset ved Østervang, hvor to personbiler var stødt sammen.
Både ambulancer og en lægehelikopter var sendt til uheldsstedet, som politiet fik afspærret med tilkaldte tavlevogne for trafik i begge retninger under rednings- og undersøgelsesarbejdet i anledning af færdselsuheldet.
En 85-årig mand fra Jerslev Sj. blev i en ambulance bragt til undersøgelse på et sygehus, mens den anden bilist – en 60-årig mand fra København Ø – var chokeret, men sluppet fra uheldet uden behov for at blive undersøgt på et sygehus. Lægehelikopteren blev ikke anvendt i forbindelse med uheldet.
En hund i den 85-åriges bil bragte politiet retur til hans bopæl, hvor den 85-åriges pårørende kunne tage sig af den, ligesom de samtidig blev underrettet om uheldet.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge de involverede personbiler og uheldsstedet, da politiet indledningsvist ikke kunne udelukke, at den 85-årige kunne være kommet alvorligt til skade.
En foreløbig konklusion på omstændighederne ved uheldet efter bilinspektørens undersøgelser og vidneforklaringer mv. var, at den 85-årige var kørt i sin personbil ad Østervang mod vest frem til krydset ved Svallerup Landevej. Her standsede han, men fortsatte kort efter ud på Svallerup Landevej i forbindelse med et venstresving.
Under svingningen blev den 85-åriges bil påkørt på venstre side af en anden personbil med tilkoblet påhængsvogn, som den 60-årige mand førte ad Svallerup Landevej i nordlig retning.
Den 60-åriges bil blev slået ud af kurs, ligesom airbags blev udløst, inden bilen standsede i den modsatte side af vejen ved påkørsel af en sten ved en parkeringslomme.
Ingen af parterne var påvirket af hverken spiritus eller andre ulovlige stoffer, hvorfor politiet i forbindelse med rapportoptagelsen og i samarbejde med bilinspektøren forsøger at klarlægge den konkrete årsag til uheldet på en vejstrækning, hvor højst tilladte hastighed er 70 km/t ifølge skiltningen.
Den 85-årige blev indlagt til behandling for sine skader, men meldes uden for livsfare. Afspærringen af krydset blev ophævet kl. ca. 17.30, så trafikken i begge retninger ad Svallerup Landevej kunne genoptages.
Færdselsuheld – Vestre Havnevej / Banegårdspladsen, Kalundborg
Kl. 13.11 rykkede ambulance- og redningspersonale sammen med politiet ud til et færdselsuheld på Vestre Havnevej, hvor en cyklist var impliceret og formentlig kommet alvorligt til skade.
Ambulance- og redningspersonalet behandlede en 88-årig mand fra Kalundborg, der som cyklist væltet og i den forbindelse havde slået hovedet. Ambulancepersonalet vurderede, at han formentlig var kommet alvorligt til skade, så en lægehelikopter blev tilkaldt til uheldsstedet.
Kort efter kl. 14.00 blev den 88-årige fløjet til Odense Universitetshospital til behandling for sine skader som følge af uheldet.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge den 88-åriges cykel og personbil, som han havde ramt i forbindelse med uheldet.
Den foreløbige konklusion af omstændighederne ved uheldet er, at den 88-årige kørte på en el-cykel ad Vestre Havnevej mod vest på en cykelsti. Ved passage af en bil påkørte han en personbils passagerdør, som en 52-årig kvinde fra Slagelse var ved at lukke, mens bilen holdt parkeret langs cykelstien. Påkørslen medførte, at den 88-årige væltede og slog hovedet.
Cyklisten brugte ikke styrthjelm og blev indlagt på hospitalet til fornøden behandling som følge af sine skader.
Politiet har optaget rapport om uheldet og afventer både muligheden for at afhøre cyklisten og erklæringen fra bilinspektøren om sine undersøgelser på uheldsstedet.
Færdselsuheld – Ærtevangen, Kærby, Kalundborg
Kl. 15.34 var to bilister impliceret i et sammenstød på Ærtevangen i Kalundborg, men ingen af parterne var kommet til skade.
En 21-årig mand fra Kalundborg var i en personbil kørt i en personbil fra en privat adresse ud på Ærtevangen, hvor han stødte sammen med en 46-årig kvinde fra Sorø. Hun kørte i en personbil ad Ærtevangen i sydvestlig retning.
Den 21-åriges bil måtte bugseres væk fra uheldsstedet, og politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselsloven kan være blevet overtrådt.
Færdselsuheld mellem bil og knallert – Kærbyvej, Kalundborg
Kl. 18.00 skete et sammenstød imellem en bilist og en knallert på Kærbyvej i Kalundborg. Knallertføreren, en 43-årig mand fra Kalundborg, kørte i vestlig retning, da han af uvisse årsager kørte over i den modkørende vejbane, hvor han stødte sammen med bilisten, en 71-årig mand fra Kalundborg.
Knallertføreren kom alvorligt til skade, og han blev fløjet med lægehelikopteren til behandling. Bilisten slap uskadt fra uheldet. Kærbyvej blev afspærret, mens uheldsstedet blev undersøgt.
Knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse for, om den var i lovlig og forsvarlig stand før uheldet. Knallertføreren var frakendt retten til at føre lille knallert, og der var mistanke om, at han kørte i påvirket tilstand. Han fik udtaget en blodprøve, som skal vise om han havde stoffer eller for meget alkohol i blodet under kørslen.
Den 43-årige mand meldes at være uden for livsfare, men pådrog sig alvorlige skader ved sammenstødet og er fortsat indlagt.
Grundlovsforhør i sag om vold og trusler – Høng, Kalundborg
En 30-årig mand fremstilles mandag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Anklageren begærer den 30-årige varetægtsfængslet for flere sager om vold, vidnetrusler og hærværk mod en 23-årig kvinde, som han havde en nær relation til. Handlingerne blev begået den 3. juni om eftermiddagen i kvindens hjem, men blev anmeldt søndag eftermiddag. Den 30-åige blev anholdt søndag kl. 17.15, hvor han blev stoppet i en bil på Centervej i Høng. Den 30-årige var påvirket af narko og spiritus, så han fik udtaget en blodprøve og sigtet for kørsel i påvirket tilstand.
Den 30-årige er sigtet for at have slået kvinden, at have truet hende efter hun anmeldte sagen til politiet, at have forøvet hærværk mod kvindens bil og hjem, og for at stjæle kvindens hund og andre værdier.
Han blev ved anholdelsen fundet i besiddelse af en mindre mængde euforiserende stoffer og en springkniv, som han blev sigtet for at besidde. Resultatet af grundlovsforhøret meldes ud senere.
Hash i bagagerum – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg
kl. 14.55 kørte en patrulje med lokalbetjente forbi en parkeringsplads på Sct. Jørgensbjerg i Kalundborg, hvor der stod to mænd og rodede i et bagagerum. Da patruljen stoppede op, lukkede den ene mand prompte bagagerummet, og betjentene fattede mistanke til mændenes adfærd. I bagagerummet fandt betjentene en klump hash, men bilens ejer, en 50-årig mand nægtede al kendskab til hashklumpen. Han gættede dog spontant på, at den nok vejede 15 gram. Det viste sig at holde ret godt stik, da hashklumpen blev kontrolvejet til 15,27 gram.
Den 50-årige mand blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer, hvorefter han erkendte, at hashen tilhørte ham. Hashen blev konfiskeret, og den sigtede vil senere høre mere i sagen fra politiet.
Kvinde fuppet til udlevering af hævekort – Høng – Kalundborg
Kl. 11.02 anmeldte pårørende til en 75-årig kvinde fra Høng, at hun lørdag aften i tidsrummet kl. ca. 2000-2100 var blevet ringet af en fremmed mand, der udgav sig for at være fra et pengeinstitut.
Den falske bankmedarbejder fik overbevist den 75-årige om, at der var problemer med hendes hævekort og fik i samme forbindelse oplyst koden til kortet.
Kort efter ankom en fremmed mand til den 75-åriges bopæl, hvor manden fik hævekortet og PIN-koden udleveret, således at hævekortet efterfølgende kunne misbruge i en hæveautomat til en uberettiget hævning af mere end 5.000 kr.
Politiet har optaget rapport om bedrageri over for den 75-årige, som er blevet afhørt nærmere om denne fremgangsmåde, der ligner andre sager om tilsvarende kriminalitet, hvor især ældre borgere er blevet fuppet til at udlevere et bankkort og koden hertil ud fra forskellige omstændigheder, som den falske bankmedarbejder bruger som undskyldning for at henvende sig.
Narkobilist var efterlyst – Engvej, Kalundborg
Kl. 01.40 fandt politiet en personbil, som politiet kort forinden havde set køre ad Hareskovvej, holde parkeret med slukkede lygter i en indkørsel på Engvej.
Politiet havde på Hareskovvej mødt bilen og vendte rundt for at foretage en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet, men føreren opdagede dette og forsøgte at gemme sig for politiet.
I den parkerede bil fandt politiet en mand, der forsøgte at gemme sig i bunden af bilen. Der var tale om en 26-årig mand fra Kalundborg, som i forvejen var frakendt kørekort og derfor ikke måtte være fører af den personbil, han gemte sig i.
Den 26-årige deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af både cannabis, kokain og amfetamin, så han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel.
Ved nærmere undersøgelse af bilen fandt politiet to løsskudspatroner og tre knive, som den 26-årige ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe. Han blev tillige sigtet for overtrædelse af våben- og knivlovgivningen.
Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer forblev den 26-årige i politiets varetægt, idet han i forbindelse med en tidligere sag kunne mistænkes for at have været i besiddelse af et skydevåben, der blev brugt til trusler på livet.
Den 26-årige vil derfor blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med påstand om varetægtsfængsling fra anklagemyndighedens side.
Narkokørsel – Rynkevangen, Kalundborg
Kl. 23.19 blev en 55-årig fra Kalundborg anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil ad Rynkevangen i Kalundborg.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.
Narkokørsel – Sæbyvej, Høng – Kalundborg
Kl. 01.38 blev en 26-årig mand fra Svebølle anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i en personbil, som han havde ført ad Sæbyvej i sydlig retning.
Mistankegrundlaget for sigtelsen opstod, da den 26-årige deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.
Politiet løslod den 26-årige, efter at han havde afgivet en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Narkokørsel uden kørekort – Slagelsevej, Høng – Kalundborg
Kl. 17.45 blev en 20-årig mand fra Sønderjylland sigtet og anholdt, da han kørte i påvirket tilstand på Slagelsevej i Høng. Han havde ikke taget kørekort, så foruden en sigtelse for narkokørsel, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. En narkotest viste positiv for hash og amfetamin, og han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Bilens ejer blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden kørekort. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter han vil høre mere i sine sager.
Narkopåvirket biltyv kørte slingrende – Ringstedvej, Brorfelde, Ugerløse – Holbæk
Kl. 23.45 anmeldte en opmærksom bilist, at han undrede sig over en andens bilists usikre kørsel, idet denne bilist under kørsel fra Ugerløse og i nordlig retning ad Ringstedvej kørte slingrende og brugte begge vognbaner.
Til sidst var bilisten standset på en rasteplads i Brorfelde, hvor anmelderen holdt øje med køretøjet indtil politiets ankomst.
Politiet fik på rastepladsen kontakt til en varebil, som en narkopåvirket, 52-årig mand fra Slagelse havde været fører af. Han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i varebilen, som han ikke havde noget kørekort til at være fører af.
Varebilen var forsynet med et sæt nummerplader, som ikke hørte til bilen, og selve varebilen var den 52-årige ikke selv ejer af, idet han erkendte at have stjålet bilen et eller andet sted, som han ikke kunne huske.
Varebilen havde en skade, så den lækkede dieselolie, så politiet sørgede for at få varebilen fjernet fra rastepladsen.
Den 52-årige blev også sigtet for uberettiget brug af varebilen og fik herefter udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Politiet efterforsker nu videre i sagen for at finde frem til ejeren af varebilen, og den 52-årige, der blev løsladt efter afhøring til sagerne, kan forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra blodprøven foreligger.
Solo-færdselsuheld – Kalundborg / Holbæk / Køge
Lørdag morgen og formiddag rykkede politiet ud til tre færdselsuheld, hvor en bilist var forulykket uden at involvere øvrige trafikanter.
Det første uheld var sket kl. 07.50 på Ugerløsevej, Ugerløse, Kalundborg, hvor en 53-årig mand fra Kalundborg var kørt i en varebil ad Ugerløsevej i sydlig retning. Under kørslen mistede han af ukendte årsager kontrollen over varebilen, der først påkørte et påhængskøretøj i en privat have, inden varebilen standsede i forbindelse med påkørsel af en betonmur.
Tililende kom den 53-årige fører til undsætning, og han blev efterfølgende indbragt til kontrol på skadestuen for eventuel ildebefindende under kørslen.
Det andet uheld var sket kl. 08.16 i krydset Tingstedvej – Holbæk Landevej, hvor en bilist var havnet ude på en mark. En 73-årig mand fra Ugerløse havde i en personbil kørt ad Tingstedvej i østlig retning frem til krydset ved Holbæk Landevej, hvor han ville svinge til venstre. I forbindelse med svingningen mistede han kontrollen over bilen, der påkørte et vejskilt, inden bilen endte ude på marken. Den 73-årige blev kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uden behandlingskrævende skader.
Det sidste solouheld blev anmeldt kl. 11.16, efter at en bilist på Stensbjergvej i Køge havde påkørt et skilt ud for sidevejen Hornumvej. Det viste sig, at en 60-årig mand fra Køge under kørsel i nordvestlig retning ad Stensbjergvej formentlig havde fået et ildebefindende, så han i sin personbil krydsede modsatte kørebanehalvdel og påkørte et vejskilt i vejens vestlige side ud for Hornumvej. Han slap uskadt fra uheldet.
Politiet optog rapport i anledning af de to første anmeldelser, men registrerede blot omstændighederne ved uheldet på Stensbjergvej i Køge.
Spiritus-/narkokørsel uden førerret mv. – Kalundborgvej, Kalundborg
Kl. 02.50 blev en 29-årig mand fra Jerslev Sj. som fører af en personbil standset med henblik på rutinemæssig kontrol, da han kom kørende i vestlig retning ad Kalundborgvej ved Værslev i Kalundborg.
Den 29-årige havde ikke noget kørekort, og han blev efterfølgende anholdt, da politiet mistænkte ham for at være påvirket af både alkohol og narkotika under kørslen.
Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer løslod politiet den 29-årige, der dog kan forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af de tre sigtelser for overtrædelser af færdselsloven.
Trusler mod hjemmeplejer – Kalundborg
Kl. 12.41 fik politiet en anmeldelse fra en kvindelig hjemmeplejer om, at hun var blevet truet af en mandlig klient efter en uoverensstemmelser mellem de to parter. Manden ville med en luftpistol pege truende mod hjemmeplejeren, der havde afværget situationen og taget luftpistolen fra manden.
Politiet mødte efterfølgende op på den pågældende adresse i Kalundborg og foretog anholdelse af en 71-årig mand, der indledningsvist blev sigtet for trusler med hjemmeplejeren.
Den 71-åriges bopæl blev ransaget, og herunder fandt politiet ud over den anvendte luftpistol også to luftgeværer med en kaliberstørrelse, og den 71-årige ikke havde tilladelse til at besidde disse to våben, blev disse beslaglagt i forbindelse med yderligere en sigtelse for overtrædelse af våbenlovgivningen.
Politiet løslod den 71-årige efter afhøring til sagerne, som han kan forvente at høre nærmere om, når de skal strafferetligt afgøres.
Ulovlig afbrænding – Herslev. Kalundborg
Kl 11.54 foretog en beboer i området afbrænding af en mængde gamle, tørre grene. Brandvæsnets indsatsleder vurderede dog, at der var tale om en ulovlig afbrænding, da der også var forskellige former for affald i bunken. Brandvæsnet havde derfor sat ejeren til at slukke branden igen. Politiet vil nu undersøge, om ejeren skal have en bøde for at overtræde miljølovgivningen.
Vold – Dybekær, Kalundborg
Kl 07.43 anmeldte en 33-årig mand fra den sydlige del af Kalundborg Kommune, at han aftenen forinden var blevet overfaldet uden for et værtshus i Kalundborg. Fire andre mænd havde skubbet ham ned på jorden og givet ham flere slag og spark. Han var af en kammerat blevet kørt til behandling på sygehuset. Afhøring af vidner viste, at der ganske rigtigt havde været et slagsmål på stedet. Politiet efterforsker nu sagen og hører gerne fra vidner.
Indbrud i Perioden
Algade, Gørlev Sj.
Strandvejen, Reersø, Gørlev Sj.
Brandsbjerg, Kalundborg
Ulstrupvej, Ulstrup, Gørlev Sj.