Redaktionen siger tak til Hans Jørgen Buchberg for det smukke digt om Samsø
Samsø – du min skønne ø,
du gi’r mig din jakke på.
Den er vævet i smukke farver,
jeg elsker den himmelblå.
Du ta’r mig i dine arme
og fører mig vidt omkring
og scorer mig med din charme
så let som ingenting.
Samsø – du min skønne ø,
du betyder alt for mig.
Jeg vil give dig et lille, kærligt digt
fordi, jeg elsker dig.
Dine bakker og dine dale
er det smukkeste, jeg ved,
og når naturen går i dvale,
er der en stille fred.
Samsø – du min skønne ø,
du har hede og skov og strand.
Når solen går ned over vandet,
står himmel og hav i brand.
I Nordbys gamle bakker
kan man høre klokkeslag,
jeg bukker ærbødigt og takker
for en skøn og dejlig dag.
Samsø – du min skønne ø,
jeg ta’r dig i min favn.
Jeg nyder et glas ved kajen
og hilser på din havn.
Jeg har så mange minder,
de ligger dybt i mit sind.
Mens solen den forsvinder,
så stryger du blidt min kind.