Vil du være frivillig på årets middelalderfestival i Kalundborg til august? Hør mere på infomødet på Kalundborg Museum tirsdag den 6. juni kl. 19 -20.30.
Middelalderfestivalen afholdes i Kalundborg Højby ved kirken og museet fra fredag den 18. august (eftermiddag) til søndag den 20. august.
Kalundborg Middelalderfestival er et skønt miks af markedsboder, ridderskole for børn, bueskydning for voksne, madboder, optrædener og skuespil og meget mere. Læg dertil en hel særlig stemning af folk i middelalderdragter, duften af bålmad og særegen musik på middelalderlige instrumenter.
Det er en fantastik oplevelse og som frivillig er du samtidig en del af et lokalt fællesskab som laver kulisserne eller maden, står i drikkeboden eller laver aktiviteter for børnene.
Samarbejde med museet
Festivalfrivillige arbejder sammen i grupper med en tovholder fra museet. Arbejdet begynder inden festivalen med at planlægge og forberede og det kulminerer under festivalen, hvor man med til at give gæsterne en sublim oplevelse. De enkelte frivilliggrupper organiserer selv vagtplaner, så alle får mulighed for også at opleve festivalen. Museet sørger for oplæring til de forskellige aktiviteter og gøremål og stiller en lånedragt i middelaldersnit til rådighed for at give den rette stemning.
Samarbejde på tværs
Kalundborg Middelalderfestival er et tæt samarbejde mellem medarbejdere i Museum Vestsjælland, Kalundborg Kommune, lokale medier og lokale foreninger og ikke mindst et godt hold af frivillige, der er dedikerede til at gøre noget godt for deres by. Det er dog ikke et krav, at man skal være fra Kalundborg for at blive festivalfrivillig.
Infomøde
Hør mere om festivalen og få svar på eventuelle spørgsmål til infomødet den 6. juni, hvor museets eventkoordinator og festivalens frivilligtovholder bl.a. er til stede. Du kan melde dig til mødet ved at sende en mail til festival@vestmuseum.dk, du kan også deltage uden tilmelding. Hvis du ikke kan være med, men gerne vil være frivillig, så send os en mail på festival@vestmuseum.dk.
Se mere om festivalen og om at være frivillig på vestmuseum.dk /kalundborg-middelalderfestival