Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2023/03/08 til 2023/03/21.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Bankbedragere på spil – Kalundborg
Kl. 20.07 anmeldte pårørende til en 82-årig kvinde, at hun kort forinden havde været udsat for bankbedragere, som havde fået hendes dankort og kode.
Den 82-årige var blevet ringet op af en venlig mand, som havde sagt, at hendes dankort var blevet misbrug og derfor skulle udbyttes. Han ville sende en, som kunne hente kortet og hjælpe med at spærre det. Fem minutter senere ankom en mand til den 82-åriges adresse. Han beskrives som: Mand, 20-25 år, slank af bygning, sort hår med lille hestehale på baghovedet. Iført sort trøje og sorte stofbukser. Han talte dansk uden accent.
Den 82-årige udleverede sit kort og koden, men ringede herefter til sin datter, som spærrede kortet før det blev misbrugt. Sagen blev herefter meldt til politiet.
Politiet er meget glade for at sagen blev anmeldt, og for at den 82-årige søgte hjælp hos sin datter, som kunne hjælpe med at spærre kortet. Sager af den type skal altid anmeldes til politiet, også selvom der ikke er lidt et tab. Sagen om bedrageri efterforskes nu, for at forsøge at finde frem til de falske bankmænd. Tal med dine ældre pårørende om risikoen for at blive snydt, og ring til politiet, hvis du modtager mistænkelige opkald for banker eller myndigheder.
Bil taget fra påvirket bilist uden kørekort – Dyssevej, Ubby, Jerslev – Kalundborg
kl. 16.00 stoppede politiet en 19-årig mand fra Tønder, som kom kørende på Dyssevej i Ubby. Den 19-årige kunne ikke fremvise et kørekort, da han var frakendt førerretten frem til 2025 i en tidligere dom for narkokørsel. Han var desuden flere aktuelle sager om kørsel i frakendelsestiden og for narkokørsel. Den 19-årige blev anholdt, sigtet og taget med til blodprøveudtagelse. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, som det muligt hvis man kører uden kørekort mere end 3 gange inden for 3 år.
Den 19-årige protestrede over beslaglæggelsen, som nu skal vurderes af retten. Senere når straffesagen skal afgøres vil retten tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.
Efter at have afgivet en blodprøve blev den 19-årige løsladt. Han vil høre mere i sine sager senere.
Fodgænger ramt af knallert – Slagelsevej, Høng – Kalundborg
Kl. 13.14 blev en kvinde til fods ramt af en knallert, da hun gik over Slagelsevej i Høng. Ad Slagelsevej mod nord kørte 37-årig lokal mand på knallert, som ramte den 79-årige kvinde fra Nakskov, da hun gik over vejen. Knallerten og fodgængeren væltede, og kvinden fik en skramme i hovedet. Knallertføreren slog sin fod og de blev begge kørt med ambulance til tjek på sygehuset. Politiet optog rapport om sammenstødet for at belyse omstændighederne omkring uheldet.
Færdselsuheld – Svallerup Landevej, Svallerup, Kalundborg
Kl. 06.52 var to bilister stødt sammen på Svallerup Landevej, så to ambulancer var sendt til uheldsstedet.
På uheldsstedet var der flere vragdele fra de to involverede personbiler på vejen, så trafikken kunne kun passere uheldsstedet med forsigtighed.
Det viste sig, at en 64-årig mand fra Kalundborg var kørende i sydlig retning, mens en 24-årig mand fra Slagelse kørte i den modsatte retning. De to parter stødte delvist frontalt sammen trods den 64-åriges forsøg på at undvige modparten.
Den 64-årige blev bragt til skadestuen til kontrol, men viste sig at være sluppet uden behandlingskrævende skader som følge af sammenstødet, som også den 24-årige slap uskadt fra.
Vejen var ryddet kl. ca. 08.00, og politiet har optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt omstændighederne nærmere.
Narkokørsel – Hovedgaden, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 16.02 blev en 36-årig mand fra Kalundborg sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Hovedgaden i nordvestlig retning.
Han fik i forbindelse med en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer ud fra en mistanke om, at han kunne være påvirket af kokain. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere fra politiet.
Narkokørsel afslørede større narkobesiddelse mv. – Svebølle – Kalundborg
Kl. 22.44 standsede politiet rutinemæssigt en personbil, som blev ført af Forsingevej i nordøstlig retning i Svebølle, for at foretage kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren var en 26-årig mand fra Svebølle, som efter en narkometertest kunne mistænkes for at være påvirket af kokain under kørslen. Han blev derfor anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, og ved visitationen fandt politiet ham i besiddelse af en foldekniv, som han gemte i strømperne.
Foldekniven med en bladlængde på ca. 8,5 cm, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe, blev beslaglagt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven.
Ved en ransagning af bilen fandt politiet ca. 10 gram kokain fordelt i flere små poser og nogle kontanter, hvilket for politiet indikerede, at der kunne være tale om handel med narkotika.
En 22-årige mand fra Svebølle, der var passager i bilen, blev nu også anholdt for at få afklaret hans rolle i forhold til fundet af kokainen og pengene i bilen.
Politiet foretog efterfølgende ransagning af de to mænds bopæle, hvilket afslørede besiddelse af ca. et kilo hash, lidt ekstra kokain, knojern, ulovlige knive, dopingmidler, digitalvægt og flere mindre poser til narkotika.
De to mænd blev afhørt i sagen om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse til andre samt øvrige lovovertrædelser i forhold til de ulovlige effekter, som politiet fandt ved ransagningerne.
Begge anholdte blev løsladt efter afhøring til sagen, dog således at den 26-årige fører af bilen fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer forinden på grund af sigtelsen for narkokørsel for hans vedkommende.
Narkokørsel i frakendelsestiden og knivloven mv. – Esbern Snaresvej, Kalundborg
Kl. 02.57 foretog politiet en rutinemæssig kontrol af en personbil, der blev ført ad Esbern Snaresvej ved en tankstation.
Føreren var en 30-årig mand fra Kalundborg, der rutinemæssigt deltog i en narkometertest, som gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen. Han viste sig også i forvejen at være frakendt kørekortet, så han ikke måtte være fører af personbilen.
Den 30-årige blev anholdt i forbindelse med sigtelsen for narkokørsel i frakendelsestiden, og ved den efterfølgende visitation fandt politiet ham i besiddelse af en foldekniv med en bladlængde på 9,5 cm. Da han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe kniven, blev den beslaglagt som bevis i en sag om overtrædelse af knivloven.
Politiet bragte den 30-årige til et sygehus med henblik på udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han forblev dog i politiets varetægt, idet han også var efterlyst som udeblevet fra et retsmøde i fogedretten.
Den 30-årige tilbragte resten af natten hos politiet og vil tirsdag formiddag blive bragt til fogedretten i Holbæk, så retsmødet med hans deltagelse kan gennemføres.
Senere kan han forvente at høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen fra den udtagne blodprøve foreligger.
Røg i opgang – Bag Slotsgraven, Kalundborg
Kl. 19.19 slog en beboer i en beboelsesejendom alarm til brandvæsnet, idet røg fra en lejlighed trængte ud i opgangen.
Brandvæsnet og politiet rykkede ud til stedet, hvor der ikke umiddelbart var kontakt til nogen i den lejlighed, hvorfra røgen kom. Det lykkedes dog at komme ind og få kontakt til en 63-årig mand, der blev reddet ud og efterfølgende tilset af det tilstedeværende ambulancepersonale for eventuel røgforgiftning.
Den 63-årige var ikke kommet til skade, og politiet kunne i forbindelse med en udluftning af lejligheden konstatere, at den 63-årige ikke havde holdt med en gryde og en pande på tændte blus på komfuret. Maden var derfor brændt på og havde udviklet røg, der trængte ud i opgangen.
Politiet foretog sig ikke yderligere i sagen ud over at underrette ejendommens vicevært om branden i mandens lejlighed.
Spiritus- og narkokørsel – Dyssevej, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 04.29 kørte en 22-årig mand fra Eskebjerg ad Dyssevej, da han blev blinket ind til siden af en patrulje i en rutinekontrol. Bilisten viste sig at køre med både narkopåvirket og med en for høj promille, da han blev testet. Narkometertesten viste positiv for kokain og alkometertesten viste et resultat over de tilladte 0,5. Den 22-årige nægtede sagen, men blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu afventer politiet svaret på blodprøveanalysen, hvorefter han vil høre mere om sagens videre gang.
Udenlandske butikstyve – Torvet, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 10.40 bemærkede personalet i Super Brugsen i Ubby havde set to mænd, der tog ting ned i en pose og gik igennem kassen uden at betale. Mændene satte sig herefter foran butikken og drak øl, så det var let for personalet at tage fat i de to.
Mændene var udlændinge, så politiet blev kontaktet og kørte til stedet. Her traf patruljen de to mænd på 33 og 39 år fra Bulgarien, men med adresse i Danmark. De to mænd blev sigtet for i forening at stjæle to flasker vodka, to oste, to poser pasta og en pose frosne kyllinglår til en samlet værdi af 524 kr. Mændene erkendte tyveriet og betalte for varerne. De fik herefter lov til at gå, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.
Uheld i kryds på rute 22 – Slagelse Landevej/Dyssevej, Ugerløse – Kalundborg
Kl. 16.20 skete et sammenstød mellem to biler i krydset Slagelsevej/Dyssevej syd for Ugerløse, da en 21-årige kvinde fra Kalundborg kørte ud på rute 22 med lav fart, hvor hun stødte sammen med en 78-årig mand fra Rødby. Ingen af de to personer kom noget til, men den 78-åriges bil snurrede rundt og endte i grøften. Der skete kun mindre skader på bilerne, men politiet optog rapport, da der var mistanke om en vigepligtsforseelse.
Indbrud i perioden
Gravlundsvej, Kalundborg
Gravlundsvej, Reersø, Gørlev Sj.