Er du vild med brætspil i alle afskygninger, og kunne du tænke dig at blive inspireret til nye spil, som familien kan hive frem derhjemme?

Kom til brætspilsdag på Ubby Bibliotek, hvor der både er plads til hygge og fordybelse. Lørdag d. 18. februar kl. 10-13 åbner dørene på Ubby Bibliotek op for den mangeårige tradition – Brætspilsdagen.

Voksne, børn og unge (fra 8 år) kan på denne dag komme og spille kendte og mindre kendte brætspil. Forældre, bedsteforældre, yngre søskende samt andre med interesse for brætspil, er alle meget velkomne. Hvidebæk Lokalråd har sammen med Peter Michaelsen, taget intiativet til brætspilsdagen, for at vise hvad man bl.a. kan bruge biblioteket i Ubby til. Peter Michaelsen står i spidsen for Brætspilsdagen. Han er til daglig sognepræst ved Rørby Kirke, og så er han en vaskeægte brætspilsekspert.

Han har rejst rundt i Danmark og deltaget i diverse spilturneringer, holdt forelæsninger på universitet og talt om brætspil i radioen. Michaelsen vil sammen med andre frivillige spilleentuatiaster, dele ud af sit store kendskab til alverdens brætspil, og give korte introduktioner til spillene, samt hjælpe folk med at komme i gang. Som noget nyt deltager også Jesper Arnholdt Bang, der er formand for spilforeningen BRHO – Kalundborg, som officiel instruktør. Han vil deltage med flere medlemmer af foreningen. Med de mange hjælpende hænder er der rig mulighed, for dem der tilmelder sig Brætspilsdagen at prøve kræfter med mange forskellige spil i løbet af dagen. Brætspil bliver mere og mere populært, som en måde at samles med familie og venner om.

Med de tusindvis af forskellige slags der findes, kan man både bruge brætspil til ren underholdning, eller til at fordybe sig og udfordre hjernegymnastikken. Tag hinanden under armen og kom til hyggelige brætspils-stunder på Ubby Bibliotek. Gennem hele arrangementet vil der være drikkelse og frugt til alle deltagerne, og dagen afrundes med pizza buffet. Det er gratis at deltage, men tilmelding via Kalundborg Bibliotekers hjemmeside er nødvendig.

Praktiske oplysninger:

Brætspilsdag afholdes lørdag d. 18. februar på Ubby Bibliotek Hovedgaden 19, 4490 Jerslev. Det foregår fra 10-13, og der sluttes af med pizza

Tilmelding foregår via www.kalundborgbib.dk Arrangør: Hvidebæk lokalråd, Peter Michaelsen, Kalundborg Biblioteker

Pressefoto