Kalundborg Biblioteker ser i samarbejde med Snertinge Biblioteksgruppe frem til at byde velkommen til en aften i selskab med Ruth Brik Christensen. Ruth betegner sig som en slags reservemor for de danske soldater, da hun som leder af KFUM’s Soldaterhjem har været med soldaterne i både Irak, Afghanistan og Libanon.
Ruth holder dette medrivende og engageret foredrag torsdag d. 26/1-23 i Snertinge Biblioteksinfo, Vesterlunden 1, 4460 Snertinge. Foredraget starter kl. 19:00 og slutter kl. 21:00.
Ruth har udgivet bogen ”Ruth i krig”, som fortæller historien om en kvinde, der efter at have mistet sin mand, beslutter sig for at gøre livet lidt bedre og sjovere for andre mennesker. Det bliver de danske soldater der kommer til at nyde godt af det. Bogen er solgt i flere oplag, og Ruth blev tilbage i 2010 kåret til ”Årets helt” af Jyllandsposten.
Ruth Brik Christensen er en dygtig foredragsholder, og folder fortællingen om sine oplevelser fra krigszonen ud på meget nærværende vis. Hun giver et sjældent indblik i, hvordan hverdagen udfolder sig for soldaterne i de danske lejre, hvordan det er at være den forstående og lyttende ”mor” til soldaterne, som er langt væk fra familier og venner. Og så fortæller hun, at det altså ikke er uden udfordringer at skabe hygge midt i en ørken, hvor bomberne tilligemed flyver om ørerne på én.
Normalprisen for at deltage i foredraget er 90 kr., og er du medlem af Biblioteksklubben er prisen 75 kr. Begge priser er inkl. kaffe/the og småkager.
Er du ikke allerede medlem af Kalundborg Bibliotekers Biblioteksklub? Så meld dig nemt og gratis ind via: www.kalundborgbib.dk/klub