Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/11/22 til 2022/12/06.
Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.
Brandundersøgelse – Skippingevej, Snertinge – Kalundborg
Kl. 04.07 blev en 56-årig mand vækket af nogle høje brag på den gård, hvor han bor. Da han undersøgte årsagen nærmere, kunne han konstatere en ildebrand i fyrrummet i en ladelænge på gården. Han slog derfor alarm til brandvæsnet.
Branden i fyrrummet blev hurtigt slukket, inden branden nåede at brede sig til øvrige længer på gården.
Ingen personer kom til skade ved branden, som politiet nu har optaget rapport om for at undersøge omstændighederne ved brandens opståen i fyrrummet, hvor et flisfyr var installeret.
Færdselsuheld – Dyssevej / Slagelse Landevej, Jerslev Sj. – Kalundborg
Kl. 05.19 var to bilister stødt sammen i krydset Dyssevej – Slagelse Landevej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.
Det viste sig, at en 54-årig mand fra Dianalund som den forreste af de to bilister, der begge var kørt ad Dyssevej mod vest, var ved at køre frem over vigelinjen ud på Slagelse Landevej, da han stoppede igen for at overholde sin ubetingede vigepligt.
Bilisten bagved var en 61-årig kvinde fra Ruds-Vedby, som overså, at bilisten foran stoppede efter en kort fremkørsel, så hun påkørte bagenden af hans bil med lav hastighed.
Den 61-årige blev tilset af ambulancepersonalet, men var sluppet uden behandlingskrævende skader ligesom modparten, så politiet registrerede blot omstændighederne ved sammenstødet.
Færdselsuheld – Slagelse Landevej / Dyssevej / Ugerløsevej, Kalundborg
Kl. 07.34 var der sket endnu et uheld i krydset Slagelse Landevej – Dyssevej – Ugerløsevej, men ingen af parterne var kommet til skade.
Det viste sig, at en 19-årig mand fra Jerslev Sj. i en personbil var kørt ad Dyssevej mod vest og ville foretage et højresving for at fortsætte kørslen ad Slagelse Landevej mod nord.
Efter fremkørsel over vigelinjen og under svingningen stødte han sammen med en personbil, som en 19-årig kvinde fra Kalundborg havde ført ad Ugerløsevej og ind i krydset. Hun foretog samtidig med modparten et venstresving også for at fortsætte sin kørsel i nordlig retning ad Slagelse Landevej.
Politiet har nu optaget rapport om uheldet for at få belyst de nærmere omstændigheder ved sammenstødet.
Humanitær eftersøgning – Røsnæs – Kalundborg
Kl. 11.05 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom strandgæst, som under en gåtur havde fundet en damejakke og en taske efterladt på stranden på Røsnæs ud for Langdyssevej.
Ved nærmere undersøgelse af de fundne effekter kunne de måske tilhøre en 34-årig kvinde fra Storkøbenhavn, som på det seneste havde givet udtryk for, at hun var ked af det.
Hverken familien eller politiet kunne umiddelbart finde den 34-årige kvinde eller fået livstegn fra hende på det seneste, hvorfor en humanitær eftersøgning blev iværksat for at lede efter hende i området ved det sted, hvor hendes efterladte effekter blev fundet.
En helikopter blev indsat kl. ca. 13.30 til at lede efter den savnede kvinde, hvorefter personalet i helikopteren efter knap en times eftersøgning fandt en person liggende i vandet 5-600 meter vest for de efterladte effekters findested.
Politiet og redningspersonale fandt en livløs kvinde, som blev bragt til et sygehus, hvor hun blev erklæret for afgået ved døden. Efterfølgende blev kvinden identificeret som den savnede 34-årige kvinde fra Storkøbenhavn, hvis pårørende er underrettet.
Intet i sagen tyder på, at der er foregået en strafbar handling, hvorfor politiet behandler sagen som en ulykkelig hændelse.
Mand med læsioner i benet – Jernbanevej, Kalundborg
Kl. 00.46 slog en 31-årig mand fra Albertslund alarm til politiet, fordi han blødte kraftigt fra det ene ben efter et muligt overfald.
Politiet kørte med flere patruljer til området ved Kalundborg togstation, hvor politiet fandt den kvæstede mand på en togperron. Han havde blødt kraftigt fra det ene ben på grund af en læsion, der kunne være påført ham med en skarp genstand.
Den 31-årige var påvirket af alkohol og oprevet over situationen, men kunne oplyse politiet om, at han var på vej hjem efter et familiebesøg i Kalundbog. Formentlig på busholdepladsen var han kommet i klammeri med et par personer, som havde forladt stedet i ukendt retning. Efterfølgende havde han opdaget blod på sit ene ben og havde søgt hen mod en togperron for at søge hjælp ved et tog. Der var intet togpersonale til stede, hvorfor han slog alarm.
Politiet afspærrede et stort område, som blev undersøgt for eventuelle spor efter overfaldet på den 31-årige. Han blev bragt til skadestuen i en tilkaldt ambulance til behandling for sine ikke livstruende læsioner i en sag, hvor politiet forsøger at få klarlagt hændelsesforløbet med de personer, som den 31-årige oplyste at have været i klammeri med.
Narkokørsel i varebil – Algade, Gørlev, Kalundborg
Kl. 00.40 blev en varebil blinket ind til siden af en patrulje på Algade i Gørlev. Føreren af bilen, en 34-årig lokal mand, blev testet positiv i en narkometertest, så han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Nu venter resultatet af blodprøveanalysen, hvorefter den 34-årig vil høre mere i sin sag fra politiet.
Sen og ulovlig afbrænding medførte sigtelse – Bakkendrupvej, Store-Fuglede – Kalundborg
Kl. 20.43 rykkede politiet ud til ildebrand ved en landejendom, hvor det viste sig, at en 44-årig mand fra København var ansvarlig for afbrænding af nogle møbler og bøger i baghaven på adressen.
Da afbrændingen af disse effekter i sig selv ikke var lovlig, og afbrændingen foregik efter mørkets frembrud, sigtede politiet den 44-årige mand for overtrædelse af brandlovgivningen, idet afbrændingen ifølge den 44-årige foregik på grund af manglende kendskab til reglerne.
To mistænkelige mænd i Svebølle natten til fredag
To mistænkelige mænd blev kl. ca. 01.45 natten til fredag set i forbindelse med et indbrud i en varebil i Svebølle, hvor også dørlåsen på en varebil var blevet opbrudt. De to mænd blev overrasket af et vidne, der så dem flygte til fods væk fra stedet.
Det lykkedes ikke for politiets hundepatrulje at finde frem til de to mænd, der blev beskrevet som: mand, kraftig af bygning, iført lyst tøj og kasket, og en mand, spinkel af bygning.
Hvorvidt de to mænd konkret kan mistænkes for at stå bag weekendens indbrud i Svinninge-området, kan politiet ikke sige noget om med sikkerhed, men fremgangsmåden er dog identiske.
Varetægtsfængsling – Trusler mv. – Klosterparkvej, Kalundborg
En 30-årig mand fra Kalundborg blev fredag middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som sigtet for overtrædelser af straffeloven vedr. vold og trusler samt overtrædelser af knivloven, som han kunne mistænkes for at have overtrådt siden slutningen af 2021 og frem til torsdag aften, hvor han på Klosterparkvej og medbringende en kniv truede en mandlig beboer på livet.
Den 30-årige blev anholdt efter denne episode, hvorefter politiet og anklagemyndigheden kiggede på de verserende sager mod den 30-årige. Det resulterede i en beslutning om fremstilling i et grundlovsforhør med påstand om varetægtsfængsling for at få stoppet den 30-åriges kriminelle handlinger over for tilfældige borgere i Kalundborg.
Dommeren fulgte anklagemyndighedens påstand og afsagde kendelse om varetægtsfængsling foreløbigt frem til den 20. december 2022.