Mange var mødt op i Kalundborg Hallerne til øl og pindemadder, inden bussen kørte dagens gæster til Kalundborg Museum, hvor den røde snor blev klippet af borgmester og minister, og særudstillingen om Carmen Curleres blev åbnet.
I 1964 åbnede Arne Bybjerg sin nu ikoniske carmen curlers fabrik på Hareskovvej i Kalundborg. Før åbningen lå en lang periode med mere eller mindre heldige testforsøg og siden arbejdet med at få kundernes øjne op for produktet. I det hele taget er fortællingen om Arne Bybjerg og carmen curlers et stjerneeksempel på den stædige iværksætter, der endte med at sætte sit præg på en hel by.
Særudstillingen har nu åbnet ”carmen curlers – iscenesat”. Iscenesættelse er nemlig noget der går igen i hele Arne Bybjerg og fabrikkens virke. Fra de mange fængende reklamer og busserne, der hentede kvinder til fabrikken fra hele Vestsjælland – til skræddersyede kitler og den gyldne Rolls Royce.
I samarbejde med den internationalt anerkendte scenograf Rikke Juellund, vil Museum Vestsjælland tage de besøgende på en tids- og oplevelsesrejse i fortællingen om Arne Bybjerg og carmen curlers.
Udstillingen fortæller om Arne Bybjerg og den indimellem problematiske tilblivelse af den nu kendte curler. Vi dykker både ned i selve den tekniske løsning, men kigger også på den ukuelige Bybjerg, der på trods af afbrændt hår hos testmodellerne troede på produktet indtil det egentlige gennembrud.
Derfra besøger vi fabrikken og nogle af de mange mennesker, der har arbejdet her – fra den stærke fagforeningskvinde og kvinderne ved maskinerne og dekoratøren, der skabte det banebrydende kassedesign og logo. Det logo og den markedsføring, der med ét var med til at sætte carmen curlers på verdenskortet og som noget nyt fokuserede på den drøm, der blev solgt, i stedet for selve produktet.
Tiden var klar til carmen curlers og derfor vil de besøgende heller ikke være i tvivl om, at de i udstillingen er taget tilbage til 1960’erne og 70’erne.
Udstillingen kan ses i museet åbningstid.
Dit Kalundborg var med til åbningen. Se alle stemningsbillederne her.
Foto: ABW