Tredje udgave af Den originale Kalundborg Kalender er nu til salg i flere af byens butikker.

Startskuddet gik fredag 14. oktober ved Meny i Kalundborg. Her var frivillige fra LykkeLiga i
Svebølle, der i år får støtten, klar til at kickstarte salget af kalenderen. For hver solgt kalender bliver
der givet 20 kroner i støtte til LykkeLiga.

LykkeLiga er et håndboldhold for børn med udviklingshandicap, så de også kan opleve fællesskabet
og glæden ved sporten. Det lokale hold består af 24 stjernespillere anført af træneren Katrine
Olsen, og de glæder sig alle over støtten fra salget af Kalundborg Kalenderen.
– Det er så fedt. Det er dejligt, at nogen vil støtte vores hold, siger Katrine Olsen.
Det var hende, der tog initiativet til at etablere et LykkeLiga-hold i Svebølle. Hun har altid selv gået
til håndbold, og hun vil gerne give børn med specielle udfordringer samme mulighed som andre
børn.
– Det vigtigste ved LykkeLiga er, at børnene kan gå til noget og være en del af et fællesskab, siger
Katrine Olsen.
Og fællesskab har spillerne bestemt oplevet – ikke kun i den lokale LykkeLiga – men også ved at
deltage i LykkeCup, der er årets højdepunkt. Her mødes LykkeLiga-hold fra nær og fjern i Herning,
og holdet ser allerede frem til næste års LykkeCup, der bliver afviklet på en dag.
– Vi lejer en bus og tager tidligt af sted, og det bliver næsten midnat, inden vi er hjemme. Det er en
tur, der koster mange penge, siger Katrine Olsen.

Derfor håber hun på, at mange vil støtte ved at købe Kalundborg Kalenderen.

Det var ikke tilfældigt, at salget af Den originale Kalundborg Kalender blev sat i gang ved Meny.
Det fortæller købmand Michael Rasmussen.
– Det er vigtigt at deltage i noget, der er til gavn for lokalsamfundet. Hvis man selv vil bakkes op,
må man også bakke op om andre, og LykkeLiga har lagt vores hjerte nært, fordi det handler om at
gøre en forskel for børn, der har nogle begrænsninger.

Den originale Kalundborg Kalender er helt fri for reklamer og indeholder 12 fotografier, der afspejler
årets gang. Motiverne er fra området omkring Kalundborg, og det er forskellige lokale fotografer
der velvilligt har stillet billederne til rådighed.

Kalundborg Kalenderen 2023 koster kun 95 kr. og kan bl.a. købes hos Meny Kalundborg og online
www.oplevkalundborg.dk

Pressefoto