Stor tilslutning til årets Sommerskole for elever med synshandicap på Synscenter Refsnæs. Mange kæmper i hverdagen for at blive en del af fællesskabet, hvor de med deres synsnedsættelse naturligt skiller sig ud fra deres klassekammerater.

Så er det atter blevet tid til den årlige sommerskole på Synscenter Refsnæs i Kalundborg. Arrangementet, den 54. udgave, afholdes i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund fra den 26. juni til den 1. juli 2022. Igen i år er Parasport Danmark medarrangør, og der venter eleverne en uge med udendørs aktiviteter i vand og på land.

75 blinde og svagsynede børn og unge fra hele landet begynder sommerferien på Synscenter Refsnæs. Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de med deres synshandicap skiller sig ud fra deres klassekammerater. På sommerskolen møder de andre børn og unge med et synshandicap, hvilket giver eleverne en god mulighed for at sparre med og spejle sig i hinanden. Der afholdes desuden 3 dages MINI-sommerskole for de mindste elever fra søndag til tirsdag. De deltager sammen med elevens lokale synskonsulent eller anden ressourceperson, der introducerer eleven til lejrlivet. Debuten i 2021 var en stor succes, hvilket i den grad fortjener en gentagelse

Sommerskolens tema er i år “Aktiv Fritid”. Mandag morgen åbnes sommerskolen officielt, og så er bolden givet op til en række aktiviteter ugen igennem med bevægelse som det gennemgående tema. Både på den lokale idrætsplads, i svømmehallen, gymnastiksalen og i Tømmerup Hallen i Kalundborg vil der være aktivitet.

De yngste indleder ugen med svømmeundervisning i svømmehallen, mens de ældste elever prøver kræfter med dans. Deltagerne skal prøve deres fysiske og mentale styrke i den japanske kampsport Judo, og så lægger Tømmerup Hallen vægge til klatring. I løbet af ugen er der desuden mulighed for en ridetur på dejlige islandske heste. Sommerskolen afsluttes med den traditionsrige mini-triatlon, som afvikles for tiende gang.

Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telt og tilbereder maden på bål. Uanset alder skal de i løbet af ugen selv holde hus med deres ejendele i teltet. Sidst men ikke mindst vil de engagerede ledere holde traditionen i hævd med Sommerskolesangen, Stjerneløb, Pizzafest og Bålhygge.

Også i år samarbejder Synscenter Refsnæs med Dansk Blindesamfund om afholdelsen af sommerskolen. Dansk Blindesamfund bidrager velvilligt med fondsmidler, som man har søgt til formålet.

Pressefoto