Inniti skal levere IoT-platformen til Kalundborgs nye bioteknologiske uddannelses- og forskningscenter, Helix Lab. Det nye innovative center bliver som det første af sin slags i Danmark fuldt digitaliseret med ambitionen om at tiltrække kandidatstuderende fra ind- og udland til at lave projekter inden for biomanufacturing, industri 4.0 og bæredygtighed i samarbejde med Kalundborgs industri.

Det bliver den fremadstormende IoT (Internet of Things)-virksomhed Inniti, der får æren af at levere den digitale rygrad til Kalundborgs nye uddannelses- og forskningscenter, Helix Lab, som blev indviet i begyndelsen af året.

Centrets proces- og analyselaboratorier bliver således udstyret med Innitis egenudviklede IoT-platform, der sørger for at binde alt laboratorieudstyr sammen i skyen – uanset udstyrets alder, type og producent.

“Helix Lab skal understøtte projekter inden for industri 4.0, hvilket i høj grad handler om data i skyen, trådløse forbindelser og nem logning af data. Derfor er det utroligt vigtigt for os at få en state-of-the-art digital rygrad, og her er vi rigtigt glade for at have fundet en dansk samarbejdspartner i form af Inniti, som kan levere lige præcis den løsning, vi efterspørger,” siger Thomas Neergaard, Scientific Director i Helix Lab.

Over 1,5 mio. enheder

Inniti blev stiftet i 2017 af CEO Malthe Muff og CTO Anders Lund. Kerneløsningen er en IoT-baseret platform – udviklet af Malthe Muff og Anders Lund, mens de stadig var ingeniørstuderende – der nemt og omkostningseffektivt kan logge data fra laboratorieudstyr. Dermed kan løsningen kraftigt reducere den tid, som eksempelvis forskere og studerende skal bruge på rutinearbejde i forbindelse med laboratorieforsøg.

Kort fortalt består løsningen af dels af Inniti Connectoren, der findes i både en fysisk og virtual udgave, dels en cloudbaseret softwareplatform. Innitis løsning kan kobles på over 1,5 millioner forskellige typer laboratorieudstyr – fra ventiler, sensorer og pumper til komplekse fermenterings- og bioreaktoranlæg -, og via Innitis software kan man foretage dataanalyser og sende eksekveringskommandoer retur til udstyret.

I Danmark anvendes Innitis løsning af bl.a. vandteknologivirksomheden Aquaporin og ingrediensproducenten Chr. Hansen, og nu er det altså Helix Labs studerende, som kommer til at drage nytte af nogle langt mere automatiserede arbejdsgange – eksempelvis i form af nem logning og opbevaring af data i skyen.

“Det er et stort skulderklap for en virksomhed som vores at blive udvalgt som leverandør til et så ambitiøst projekt som Helix Lab. Jeg er sikker på, at vores løsning kan være med til at skabe de bedst mulige betingelser for at bedrive bioteknologisk forskning i verdensklasse,” siger Innitis medstifter og CEO, Malthe Muff.

Kandidatstuderende fra ind- og udland

Helix Lab er blevet muligt via en større bevilling fra Novo Nordisk Fonden samt sponsorater fra Novo Nordisk og Novozymes. De første kandidatstuderende startede i januar og er netop nu ved at afslutte deres specialearbejde.

Centret skal – på skuldrene af Kalundborgs stærke biotekindustri – skabe rammerne for et forsknings- og uddannelsesprogram i Kalundborg, der skal tiltrække specialestuderende på kandidatniveau fra ind- og udland.

“Vores ambition er at skabe de bedst mulige rammer for at bedrive forskning i topklasse, så vi kan trække nogle af de allerdygtigste studerende til Kalundborg. Og derigennem styrke områdets i forvejen stærke position inden for det bioindustrielle område,” siger Thomas Neergaard.

Han henviser blandt andet til, at Kalundborgs biotekklynge tæller virksomheder som Novo Nordisk, Novozymes og Chr. Hansen og rummer i alt over 5.000 industriarbejdspladser.

Installation og implementering af Innitis løsning går i gang ultimo juni.

Pressefoto