Fire af Firhøjskolens elever har haft succes med at skaffe en aftale om læreplads, allerede mens de gik i 9. klasse. Eleverne har formået at finde en alternativ vej til deres drømmeuddannelse.

Fire elever fra Firhøjskolen var i 8. klasse meget skoletrætte. Tre af dem blev i 8. klasse vurderet ikke-uddannelsesparate på grund af det faglige niveau. Men på grund af en stor motivation, masser
af gåpåmod og et stærkt samarbejde mellem elever, UU-vejleder, skole og forældre, er det i dag lykkedes alle elever at skaffe en aftale om en læreplads. To af eleverne har endda fået en aftale om Ny Mesterlære.

Ny Mesterlære er en praktisk vej til at få en erhvervsuddannelse. Det betyder, at eleverne skal påbegynde uddannelsen ude på en arbejdsplads, hvor de bliver lært op i teorier, teknikker og metoder i stedet for at gå på en skole.

Victor S. Pedersen er en af de fire elever fra Firhøjskolen, som selv har fundet sin mesterlæreplads som lastvognmekaniker.
“Fordelen ved, at jeg har fået en aftale om Ny Mesterlære, er, at jeg er hurtigt udlært. Jeg er færdig allerede som 20-årig. Og jeg får elevløn fra første dag, og så jeg slipper for at rejse helt til Hvidovre for at tage grundforløb”, udtaler Victor S. Pedersen, 9. klasseelev på Firhøjskolen.

For at få aftalen om en mesterlæreplads i hus, har det krævet, at tre af eleverne har haft en fast ugedag, hvor de har byttet skoleundervisningen ud med en praktikdag ude på en arbejdsplads.
“Det er en kæmpe frihed at få lov til at arbejde med det, jeg godt kan lide, det jeg faktisk interesserer mig for”, udtaler Gustav F. Christensen, 9. klasseelev på Firhøjskolen.

Fra elev til landmand og lastvognsmekaniker

De tre elever Bertram V. Berntsen, Magnus H.H. Jensen og Gustav F. Christensen har fået aftale om læreplads som landmænd, efter et forløb med alternativ skolegang, hvor de kombinerede skolegang med en fast praktikdag om ugen.

Magnus H.H. Jensen har fået en mesterlæreplads i Jylland. Det betyder, at han skal flytte helt til Jylland og bo hos en landbrugsfamilie. Det er et stort skridt at sige farvel til sine forældre allerede
som 15-årig og bo i Jylland, og han fortæller i denne sammenhæng:

“Jeg skulle tænke lidt over det med at flytte i starten, men jeg tror, man bliver mere moden og selvstændig af at flytte væk fra sine forældre”.

Den fjerde elev, Victor S. Pedersen, har fået aftale om læreplads som lastvognsmekaniker, han har gået almindeligt i skole, og han har selv fundet lærepladsen i fritiden.

Hårdt arbejde

Hele processen har krævet hårdt arbejde af de fire elever. I næsten 2 år har de tre elever tilbragt en fast ugedag ude hos en arbejdsgiver, hvor drengene ofte skulle møde klokken 6 om morgenen og
påbegynde dagens opgaver. Det har krævet en stor motivation og interesse for faget, som drengene har vist.

”Det gode ved at være i praktik en fast dag om ugen er, at jeg er meget mere interesseret i det, jeg laver i praktikken, end det vi laver i skolen. Og jeg laver noget, der har værdi i det virkelige liv”,
udtaler Bertram V. Berntsen, 9. klasseelev på Firhøjskolen.

Et stærkt samarbejde

“Jeg er stor fortaler for at igangsætte forløb med praktik som alternativ skolegang for de unge, der er meget skoletrætte i 8. og 9. klasse. Det giver mening for de unge at arbejde med noget , de er
dygtige til og interesseret i. Og det giver selvtillid, at man mestrer noget, og at man er dygtig”, udtaler UU-vejleder, Ellen Marie Andreasen.

Det har krævet et tæt samarbejde mellem den unge, klasselæreren, skolelederen, forældrene, arbejdsgiveren og UU-vejlederen at lave et forløb med fast praktik. Samtidig er det ikke alle 8.
klasseelever, som har viljen og modenheden til at gå denne vej og komme ud på en voksen arbejdsplads, hvor de ikke kender nogen.

Pressefoto