Det skal være trygt at deltage som tilskuer til Tour de France. TrygFonden har doneret midler til at uddanne 50 frivillige i førstehjælp. Kalundborg Kommune er i samarbejde med den lokale udbyder af førstehjælpskurser, Safety Group, i fuld gang med projektet.
Kalundborg Kommune uddanner lige nu 50 lokale frivillige i, hvordan man yder førstehjælp. Det sker i et tæt samarbejde med Safety Group, som er den lokale udbyder af førstehjælpskurser.
”Vi ønsker, at det bliver en fantastisk oplevelse for alle, når Tour de France kommer til vores område. Jo flere der kan yde førstehjælp, desto sikrere bliver cykelløbet. Vi er derfor glade for, at vi har fået nogle midler af TrygFonden til at holde førstehjælpskurser. Vi er også meget stolte over, at det er en lokal virksomhed, som har fået opgaven i alle 13 Tour de France-kommuner,” fortæller Cathrine Sinding projektleder for Tour de France i Kalundborg Kommune.
Flere frivillige søges til Tour de France
Udover de 50 frivillige, som er i gang med at gennemføre førstehjælpskursus, søger Kalundborg Kommune også 200 flere frivillige, der skal stå langs Tour de France-ruten i Kalundborg Kommune for at guide tilskuere.
I den forbindelse kører kommunen lige nu en kampagne for at rekruttere frivillige. Der er indtil videre 100 frivillige, som har tilmeldt sig.
”Jeg vil gerne sige mange tak til alle dem, der har tilmeldt sig som frivillig til Tour de France. I bliver nu en del af en historisk og uforglemmelig begivenhed. Dét er der ikke mange, som kan blære sig med. Så det skal I helt klart se frem til. Vi sætter stor pris på jeres indsats.
Vi mangler stadig omkring 100 frivillige. Jeg håber, at der er flere borgere, der gerne vil komme helt tæt på feltet, få et tilskud på 500 kroner og blive en del af verdens største cykelløb. Det er nu, at man skal gribe muligheden og tilmelde sig,” siger Martin Damm borgmester i Kalundborg Kommune.
Tilmeldingsfristen er til og med fredag den 3. juni 2022:
https://kalundborg.nemtilmeld.dk/405/
Fakta om Tour de France-official
• Når man tilmelder sig som frivillig til Tour de France, får man titlen ’Tour de Franceofficial’.
• Frivillige får en eksklusiv udstyrspakke og et tilskud på 500 kroner, som man kan give til en lokal forening efter eget valg.