Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/04/20 til 2022/05/03.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – mand omkommet – Kalundborgvej / Gunhøjvej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 06.39 fik politiet via alarm 112 melding om et sammenstød mellem flere køretøjer på Kalundborgvej ved sidevejen Gunhøjvej.
Politiet kunne på uheldsstedet konstatere, at to personbiler og en lastbil var involveret i sammenstødet, der havde medført, at to tilskadekomne i de to personbiler blev tilset og hjulpet af personalet fra flere ambulancer og en lægehelikopter.

En læge fra lægehelikopteren kunne kort efter konstatere, at en mand som fører af den ene af de to personbiler var kommet så alvorligt til skade, at han var afgået ved døden.

Både den omkomne og en tilskadekommen kvinde fra den anden personbil blev bragt til sygehuset i Holbæk, så lægehelikopteren blev ikke anvendt til transport af tilskadekomne. Lastbilchaufføren var sluppet uden fysiske skader efter sammenstødet.
En bilinspektør blev tilkaldt til at undersøge uheldsstedet og de involverede køretøjer, og politiet fik i den forbindelse klarlagt hændelsesforløbet.

En 59-årig mand fra Gørlev Sj. var i en personbil kørt ad Kalundborgvej mod nordøst i retning mod Snertinge, da han var standset ud for Gunhøjvej for at afvente modkørende før et venstresving ad Gunhøjvej mod nord.
Samtidig kørte en 35-årig kvinde fra Gørlev Sj. i en personbil også ad Kalundborgvej mod nordøst, men påkørte bagenden af den 59-åriges bil. Hans bil blev som følge af påkørslen skubbet over i den modsatte kørebanehalvdel, hvor den stødte frontalt sammen med en modkørende lastbil, som en 47-årig mand fra Grevinge førte i sydvestlig retning ad Kalundborgvej.

Rutinemæssigt fik både den omkomne og den 35-årige kvinde udtaget blodprøver til nærmere undersøgelse for eventuel påvirkning af alkohol eller andre ulovlige stoffer under kørslen. Lastbilchaufføren blev testet negativ i den alkometertest, som han deltog i.
Alle tre køretøjer blev bugseret væk fra uheldsstedet, da bilinspektøren havde afsluttet sine undersøgelser, så uheldsstedet, der havde været afspærret, kunne kl. ca. 09.45 åbnes for trafik på både Kalundborgvej og Gunhøjvej, idet bl.a. busruter havde været omlagt som følge af uheldet.

Politiet kunne kort efter uheldstidspunktet konstatere, at der var solskin fra en skyfri himmel i området, og den faktor vil nu indgå i politiets og bilinspektørens undersøgelser af omstændighederne ved uheldet.
De pårørende til den omkomne, 59-årige mand er underrettet.

 

Spirituskørsel – Lundevej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 11.42 sigtede og anholdt en lokalbetjent en 64-årig mand fra lokalområdet, som kørte bil i påvirket tilstand ved et supermarked. En patrulje blev tilkaldt, hvor den 64-årige blæste alkometeret over det tilladte. Patruljen tog ham med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Han vil høre mere i sagen, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Narkokørsel på to hjul – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 18.09 kørte en patrulje i Høng, hvor der var tæt trafik i byen på grund af “Skills” arrangementet i Høng Hallen. Ved Høngcenteret kom et knallertlignende køretøj kørende i høj fart, så patruljen stoppede og kontrollerede køretøjet. Det viste sig, at være sværere end som så at afklare, hvilken slags køretøj, der var tale om. Det to-hjulede køretøj havde ikke nummerplade på og stelnummeret var ændret, så det ikke var muligt for betjentene at slå køretøjet op i motorregistret.

Føreren af det to-hjulede køretøj, en 30-årig mand fra Kalundborg, var desuden narkopåvirket under kørslen, så han blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve. Han erkendte, at han havde røget hash dagen før. Køretøjet blev indbragt til nærmere undersøgelse, hvor politiet skal klarlægge, hvilket slags køretøj der er tale om. Herunder om det er et køretøj, hvortil der kræves kørekort. For den 30-årige havde aldrig erhvervet et kørekort.

Politiet venter desuden på resultatet af blodprøveanalysen, som skal vise, om den 30-årige havde ulovlige stoffer i blodet. Han kan forvente at høre mere fra politiet, både i sagen om narkokørsel, og i forhold til de færdselslovsovertrædelser, han i øvrigt har begået i forbindelse med kørsel på det uindregistrerede og uforsikrede køretøj.

Narkokørsel – Strandvej, Høng – Kalundborg

Kl. 17.00 anholdt og sigtede politiet en 30-årig mand fra Høng for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Narkokørsel – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 11.18 sigtede og anholdt en patrulje en 41-årig mand fra Holbæk for narkokørsel, da han blev stoppet rutinemæssigt på Kalundborgvej i Holbæk. En narkometertest viste positiv for euforiserende stoffer, så han fik udtaget en blodprøve og herefter løsladt.

Færdselsuheld – Holbækvej / Asmindrup, Værslev, Kalundborg

Kl. 15.19 fik politiet via alarm 112 melding om et alvorligt færdselsuheld på Holbækvej ved krydset ved siden Asmindrup, idet flere køretøjer var involveret, og en person skulle være fastklemt i sit køretøj.

Politiet afspærrede uheldsstedet for færdsel i begge retning, så personale fra redningskøretøjer og flere ambulancer kunne arbejde med frigørelse af en kvæstet fører i en personbil, der var standset på en mark nord for vejen.
På vejen var også en lastbil med skader efter et sammenstød, og ud på marken syd for vejen var en personbil med skader standset.

En helikopter ankom til uheldsstedet og fløj kl. ca. 16.25 med en alvorligt tilskadekommen kvinde til Rigshospitalets traumecenter til fornøden behandling.
En bilinspektør blev tilkaldt til at foretage undersøgelse af de implicerede køretøjer og uheldsstedet. Den foreløbige konklusion efter undersøgelserne på uheldsstedet blev, at en 22-årig mand fra Dianalund som fører af en lastbil med tilkoblet sættevogn var kørt ad Holbækvej i østlig retning.

Kort før krydset ved Asmindrup opdagede lastbilchaufføren, at flere biler foran ham var standset, hvorefter han trods kraftig opbremsning ikke kunne undgå at ramme den bageste af tre standsede biler på Holbækvej. I den påkørte personbil var en 51-årig mand fra Svinninge fører, som var standset bag to andre bilister, der afventede modkørende før svingning til venstre ad Asmindrup i nordlig retning. Hans bil røg som følge af påkørslen ud på marken syd for Holbækvej.

Lastbilen forsøgte ud over opbremsningen at undgå påkørslen af den 51-åriges bil ved at undvige mod venstre, hvilket betød, at han stødte frontalt sammen med en personbil, som en 44-årig kvinde fra Kalundborg førte i vestlig retning. Hendes bil endte som følge af sammenstødet ud på marken nord for Holbækvej.

Lastbilchaufføren slap uskadt, mens den 51-årige fik mindre småskrammer som følge af uheldet. Den 44-årige kvindelige bilist er fortsat indlagt på Rigshospitalet til behandling i anledning af sine alvorlige og livskritiske skader.

Holbækvej blev kort før kl. ca. 18.00 åbnet for trafik, efter at bilinspektøren havde afsluttet sine undersøgelser, og de implicerede køretøjer var bugseret væk fra uheldsstedet.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet og afventer nu erklæringen fra bilinspektøren samt mulighed for afhøring af den kvindelige bilist, før politiet kan træffe afgørelse om, hvad der videre skal ske i sagen.

Ukrudtsbrænder årsag til skurbrand – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 10.21 kørte politi og brandvæsen til brand i et skur på Klosterparkvej i Kalundborg. Skuret stod ikke langt fra en beboelsesejendom, og på grund af kraftig ild i skuret påbegyndtes evakuering af beboerne i lejlighederne tæt ved. Ilden blev dog hurtigt slukket uden at nogen kom noget til. Skuret udbrændte, men ilden bredte sig ikke til andre bygninger. Kort før branden startede var der anvendt en ukrudtsbrænder tæt ved skuret, som formodes at være årsagen til branden startede. Politiet sigtede en medarbejder ved ejendommen for at overtræde beredskabsloven om uforsigtighed med ild.

Brandundersøgelse – Banegårdspladsen, Kalundborg

Kl. 21.47 opdagede politipersonale på Kalundborg politistation, at der på politistationens parkeringsplads bag selve stationsbygningen var ild i noget brandbart.
Ilden fra det brændbare materiale gik ud af sig selv. Der skete ikke skade på materiel eller bygninger.

De tekniske undersøgelser viser, at en slags molotov-lignende genstand blev kastet ind på parkeringspladsens område, hvorefter der umiddelbart udbrød en mindre brand på parkeringspladsen.

Den fortsatte efterforskning skal nu forsøge at få klarlagt det præcise hændelsesforløb og motivet samt få identificeret den eller de personer, der måtte stå bag den formodede molotovcocktail.

Politiet vil derfor gerne i kontakt med personer, der har bemærket usædvanlig aktivitet på eller ved bagsiden af Kalundborg politistationen umiddelbart før, at politiet opdagede branden kl. 21.47. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger eller tip i sagen. De foreløbige undersøgelser tyder på, at gerningsmanden er kørt fra stedet på en knallert.

Bil taget fra bilist uden kørekort – Kalundborgvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 22.31 kørte en patrulje på Kalundborgvej i Svebølle, hvor de stoppede en bilist rutinemæssigt. Føreren af bilen, en 24-årig mand fra Kalundborg, var frakendt kørekortet frem til 2025 ved en dom for narkokørsel og andre færdselslovsovertrædelser. Det var nu mere end 3. gang inden for 3 år, at han blev sigtet for at køre uden gyldigt kørekort. Politiet kunne derfor beslaglægge mandens bil til sagen.

Den 24-årige protesterede over beslaglæggelsen, så retten vil nu i første omgang tage stilling til, om politiets grundlag for at tage bilen var i orden. Om bilen kan endelige konfiskeres, vil retten tage stilling til når straffesagen skal afgøres. Bilen blev kørt væk på et fejeblad, og bilisten vil høre mere fra politiet senere.

Indbrud i perioden

Eskebjergvej, Eskebjerg
Havnevej, Havnsø, Føllenslev
Klosterparkvej, Kalundborg

Foto: ABW